tirsdag den 23. maj 2017

En hyldest

En hyldest til

Musikken, der trækker os hjem.
Toner og rytmer og stemninger, der venligt men bestemt minder os om, at det, der var, er fortid, fordi vi har efterladt det. Der er intet fremtidsorienteret i nostalgi. Der er en erkendelse af, at livet har levet os andre steder hen, men at udgangspunktet var okay. Var sådan som det skulle være. Og i al fald var dét, der skulle til, for at vi kunne lande her

Et fremmed land

Der er en mild duft af Bairro Alto. Eller Arlington. En tyngde i luften. Og en varme.

Det er fornemmelsen, når man træder ud af lufthavnen i en fremmed by en aftenstund. Eventyr og frihed. Og bundethed. Ingen planer, men masser af forventninger. Uindfrielige.

Da jeg landede her igen, mærkede jeg den tydeligt. Fornemmelsen af at være velkommen, men ikke at være hjemme. At kende flisegangen og skævhederne i belægningen, men at høre til andetsteds. Fuglene kvidrer velkendt, men sangen er en anden. Og sangene giver savnet form. Rytme. Håndgribelighed. Jeg erkender modvilligt, at jeg aldrig vil være den samme her. I dette fremmede land.