lørdag den 1. december 2012

Nye muligheder i Las Palmas

Han skænker en smule mere scotch op i sit gamle glas. Han ved godt, at et scotchglas aldrig bliver rigtigt beskidt. LP'en spinder om sig selv og spiller noget ubestemmeligt, røget blues fra en tid, hvor den slags musik var sexet. Nu er det mest en levn om en fortid. Selvom han ellers virkeligt forsøger - med musikken og drikken og de tunge møbler og den eftertænksomme stemning. Desværre er det ikke sexet.

Så han tjekker ind på sin scor.dk og ser, at den ikke virker. Han studser som sædvanligt kort over fotoet - han synes selv, at han ser tyndhåret ud, men Alice på kontoret sagde, at han så .... intellektuel, mente han det var, ud. Var det det, han prøvede at være - intellektuel - med hans uforståelige bluesmumleri og den alt for røgede Laphroigh?
Nej, siger han højt til sig selv, han ved godt, hvad han ikke. Han er ikke intellektuel. Han er ikke særligt sexet. Han er sgu ikke en gang noget synderligt særligt. Han er ret anonym, bare også lidt tyndhåret. Det var faktisk også det, hun sagde dengang - hun brugte nogle andre ord. Den slags ord han lærer de yngre sælgere ikke at bruge, men meningen var helt sikkert den samme.

Men han havde nu gjort lidt for at vække interesse hos forbipasserende. Eksempelvis var han begyndt at klæde sig i blå og lysegrå habitjakker i stedet for den velkendte sorte. På fredage tillod han sig ofte at afklæde sig sit brede slips og lade kraven stå en anelse åben. Hans mest radikale påfund, et som Alice faktisk havde komplimenteret ham for, uden han måtte henlede hendes opmærksomhed på det, var et lille, smalt sort overskæg. Hans egen teori var, at det fik ham til at se en anelse eksotisk ud.

Det var hans kernefamilieindtagede søster, der i sin tid havde vist ham ind på den første datinghjemmeside. Og han var skeptisk, som det forventedes af ham, men faktisk var han mere desperat end han var stolt, så efter få mukkerier skrev han kodeordet ned på en gul seddel, der stadig sidder på tastaturet - for selvom han har spredt sine aktiver ud, har han beholdt det første kodeord. Som en stille dedikation til søsteren.
Søsteren der også har givet ham den kuvert, som han går i cirkler om med hånden knuget om sit scotchglas. En hvid kuvert.

Singleferie i Las Palmas. Det er i Spanien, forstår han.

Han siger naturligvis, at han glæder sig. Det gør han måske også. Men der er et hul i maven, hvor det suger så meget, at det næsten suger lysten ud. Det får det til at løbe ham koldt ned af ryggen, og han han tager sig selv i at konstant glatte sit lille sorte, smalle overskæg. 

torsdag den 29. november 2012

Venner

Det slår mig, at der omkring er de vigtigste mennesker. De står måske ikke tæt nok til at jeg kan røre dem lige nu, men selvom der er langt til Indien og til København - nogle gange langt til Lundevej eller Aarhus - så er jeg ufattelig heldig, at jeg har fået verdens bedste venner.

Vi har alle vores ambitioner og vores ønsker for fremtiden, men der er øjeblikke, hvor jeg lukker mig om selv og nyder nuet; nyder bevidstheden om, at der ikke er så meget at frygte, for vi er nogle stykker, der passer på hinanden. 

søndag den 25. november 2012

Rejs dig op. Smil til os. Os hernede. Erkend din skønhed; erkend, hvad du giver os. Jeg kunne sidde i evigheder og mere og betragte dig. Blot se den lille krusning på din kind, når du smiler. Sorgmodigt erkende, at du også er ulykkelig, som vi andre, for livet viser dig ikke retfærdighed. Som os andre. Der er en anden bevidsthed i dine øjne; én der bevidner, at du forstår, at du har været der; at du aldrig forlader os.

At du aldrig forlader mig.
Vil jeg altid tænke på dig? Gennem usundt og godt sundt?
Er det mig umuligt at bryde øjenkontakten (husker du overhovedet, hvordan det hele startede?)? Hvor er du.