søndag den 18. november 2012

Nostalgi og sange fra Story of the Year (ja, Page Avenue, selvfølgelig)

I aften har jeg lyst til at sætte gammel musik på. Gode gamle sange fra den gang på Slyngestien og Cathrinelystalle. Fra de mange mennesker, jeg har vinket farvel til fra den brede vindueskarm på værelset, og de mange ensomme armbøjninger, jeg tog i mørket til Whitney Houston og Tracy C. Jeg vil læse de gamle digte og alt det andet nonsens, jeg strukturerede mit liv og mine forvirringer i - enkelte steder vil jeg måske græde de samme tårer; ved mindet om robåde i Brændesgaardshaven, vandis og faxe kondi på den døde sensommerhavn. Om smilene og den begyndende pubertet og al den intense seksualitet, der voksede ned i pigernes nedskæringer.
En aften som i aften i nostalgiens tegn - i mangemindernes tegn. I tegnet for de store følelser; ærligt talt nok mest de metalgrå og blå. Men jeg minder mig om, at det er i dynamikken mellem det tunge og lette, at det virkelige består.

Livet har ikke været noget, der ikke er værd at skrive hjem om. Oplevelser har der været nok af. Oftest lidt for mange, og jeg har fundet mig selv, lænende op af en husmur, forpustet, forpestet. Og mange nætter har vi danset, enkelte morgerner også; men mange eftermiddage og sene aftener er foregået i brugt cigaretrøg og lunken kaffe og dårlig eller god litteratur. Og unge menneskers lovprisning af den smule dybde, de færreste femtårrige formår at fortælle.

Vi pejler baglæns og i fortidens skridt forsøger vi at sætte kursen fremad. Eller i hvert fald bekræfte os selv i, at vi er på vej. På en vej. I det mindste.
Jeg prøver bare at huske på, at det aldrig er for sent at korrigere retningen; det er aldrig for sent at fatte roret og tage styringen - for for alt for mange er livets største udfordring at indhente det og tage fat og få det til at lystre - bare en smule.