lørdag den 3. marts 2012

Josefine

Det her er en historie om rigtigt mange ting. Vigtige ting - mest for mig, men jeg tror også inderligt på, at denne historie har stor betydning for dig. Men det kræver, at du læser den til ende. Slutningen af historien vil markere slutningen for dit liv, som du kender det. Gør dig selv den tjeneste at læse historien om Josefine.

Jeg arbejde 36 minutter fra mit hjem, hvorfor jeg hver eneste morgen tog bussen klokken 06.03 for at kunne møde en time senere. I starten var jeg meget forvirret i de sekunder der gik fra jeg klippede mit klippekort i klippekortklipperen til jeg fik sat mig sovende i sædet lige foran udgangen. Sådan gik den første uge, og jeg stod af bussen ligeså forvirret og morgenmarkeret som jeg stod på den ca. 36 minutter tidligere.
Indtil torsdag den tredje juni, hvor jeg mødte Josefine. Josefine sad på vinduespladsen i tredje stolerække. Hun havde sådan noget vildt hår - lyst og krøllet og absolut ikke redt den morgen. Hendes øjne var lukkede, men hendes hånd bevægede sig i samme takt som hendes fod. Den samme takt som musikken i hendes høretelefoner. Hun havde åbnet sin jakke, så hun ikke fik det for varmt i den begyndende sommer. Jeg frøs til gengæld i min vante gang til 6. sæderække lige foran udgangen. Hun opdagede mig vist først da sangen nåede sin afslutning - i al fald ophørte hendes taktfaste bevægelser umiddelbart før hun åbnede sine øjne og kastede et af de sjældne blikke på mig. Der var ingen forvirring i hendes ansigt, mens jeg forestillede mig tonsvis af forvirring i mit. Så jeg troede nok egentligt at det var af medlidenhed, at hun sagde, at jeg bare kunne sætte mig. Hun smilede ikke mens hun sagde: "Jeg hedder Josefine. Med f." Jeg smilede heller ikke,da jeg fortalte hende mit navn. Derefter lænede jeg mig tilbage i sædet, ligesom hun gjorde.
Efter et par minutter spurgte hun, om jeg ville høre hendes musik. Jeg nikkede og modtog den ene ørestik.

Sådan sad vi i næsten 36. Så skulle jeg af. Jeg sagde blot farvel og gik. Resten af dag nynnede jeg sangene, Josefine havde spillet for mig. Og jeg opdagede oftere, at min hånd og min fod fulgtes ad i en særlig takt.
Næste morgen sad hun igen i tredje række. Da hun så mig flyttede hun sin rygsæk fra sædet ved siden af. Så jeg satte mig. Hurtigt overdrog hun den ene ørestik til mig. Og 36 minutter gik.

Der gik 663 arbejdsdage på denne måde. Hver eneste morgen med Josefine på 3. række. 36 minutters musik med få smil og kun tårer en enkelt gang. 36 minutter med den dybeste tryghed. For vi var i bussen og vi var bare. Josefine, mig og musikken imellem os. Vores albuers bløde berøring, vores synkroniserede vejrtrækning og vores hænder og fødder i taktfast rytme. Den ultimative rapport. Og livet ville aldrig være uhyggeligt.

Det var en onsdag, den 664. dag. Hvor der ingen sad i række tre. Så jeg satte mig der selv. Og blev siddende i langt mere end 36 minutter. Jeg kom aldrig hjem igen. Og jeg så aldrig Josefine andre steder end i mine drømme. 

onsdag den 29. februar 2012

Sarkastiske sekunder

Sekunder rammer mig idet de passerer. Ikke smertefuldt, blot sarkastisk. For at underbygge den dødsalvorlige ironi i din bortgang. Salmerne bliver længere, bønnerne bliver længere, tiden i rum med kisten bliver længere. Jeg kan ikke få mig selv til at forstå, at du befinder dig inde i den kasse. Det er umuligt for mig at forestille mig din fysiske tilstedeværelse i rummet her.
Omvendt er det også en umulighed at forestille mig, at du ikke er her.

Lige siden de fortalte mig, at du var kørt af sporet og død, har jeg overlevet på en rolig, forventningsopfyldende facade. Gråd når den er krævet i afmagtens tegn, stilhed og eftertænksomhed sene nætter i selskab med jer andre, grinende ved lyse minder vi bliver ved med at hive os selv igennem i troen på, at den her djævelske smerte i mit hjerte forsvinder, hvis vi genoplever, fremhæver, revitaliserer og gennemlever på ny alle de gode oplevelser tanker følelser situationer med dig igen. Alle smilene, alle grinene, alle skålene, alle de hårde kram, alle de dybfølte nederlag, alle damerne du ikke kunne score, alle vennerne som så ned og så op når de så på os. Alt det er på en måde væk.På en anden vil det aldrig forsvinde.

Og det er det, jeg ikke kan forstå. Jeg er ikke rigtigt ked af det, jeg har mistet dig, men jeg har ikke mistet den, jeg er blevet gennem dig. Lige nu føler jeg mig bare forvirret over at stå på egne ben; over hvad der bliver af mig. Over hvad jeg skal lave på fredag.
Om det er okay at gøre de samme ting stadig - stadig lave tirsdagslasagne. Stadig træne fredag eftermiddag. Stadig tage basser med hjem fra byen.
Uden dig.

Altså jeg kan ikke bare tage over, jeg kan ikke de ting, du kunne. Men lige nu har jeg mest lyst. Til bare at fortsætte som vi slap i lørdags. Desværre bare uden dig. Og mon det fungerer?

tirsdag den 28. februar 2012

Særlige nætter og engelsk romance

Der er særlige nætter, hvor tankerne altid orienterer sig i én retning; hvor sindelaget er umuligt at forandre. Nætter, hvor teksterne altid er skrevet i datid. Og hvor uglen ude i anlægget tuder lidt højere. Lidt dybere. Disse nætter hvor tårer sjældent er sjældne opdager jeg altid nye sider af melankolien. Og nye sider af Bob Dylan. Og Bon Hiver. Og mørkets evigt mystificerende sammensmeltning med træerne, der udgør livets fremadrettede horisont.
Nætter som disse er fulde af glemte fortrydelser, nye forglemmelser. Melankolien kravler sammen i trombelignende klumper i nervebanerne, og når jeg få gange føler, at teksten flyder i den rigtige, røde retning, rammer jeg en sådan melankoliklump. Og så skifter jeg igen musikken. Ender igen med at surfe citater, digte og smukke, sørgelige billeder. Slutter igen det hele af med en tekst om, at livet velnok er mest bagudrettet - at livet er vores tolkning af det, der er foregået. Kombineret med en masse halvvejs autentiske, halvvejs fiktionære minder og drømme.

Jeg lukker mine øjne, og du smiler dit søde, bebøjlede smil. Langsomt og af omveje beroliges jeg. Du er her stadig, hvisker jeg. Du tysser mig på engelsk - hush. And once again. Men det virker ikke. Jeg mumler som jeg gjorde igår, at din blotte tilstedeværelse, your smile, gjorde hele forskellen. Jeg tiggede og bad dig om at synge. Songs from yesteryear, songs about the love we shared. Om sommeren der fór over vores hoveder mens vi ihærdigt forsøgte at nyde hvert eneste øjeblik fuldt ud. Varmen og solen stråler på mig indefra - og gennem mit smil, siger dem, der stadig er her. Hush, baby. Your parents are asleep. Men jeg er jo ligeglad. Nu og som jeg var dengang. De skal ikke sove, de burde stille sig udenfor værelsesdøren og mærke lykken blive trykket ud af nøglehullerne. Some happiness would do them good, nikker du.
Så jeg tager chancen og kysser dig. And just like the last time ...