fredag den 17. februar 2012

Gamle fortællinger

Jeg tror, at jeg blev forelsket i dine historier. Dine timelange metaforer hvis mening forblev skjulte af detaljerigdom og suspence. Som jeg siden har fortalt dig lå jeg i lange nætter og lod historierne gjalde gennem mit indre igen og igen - evigt på jagt efter moralen. Meningen. Du sagde, at jeg ikke skulle bekymre mig så meget, meningen var måske snarere kommunikeret på et subliminalt plan. Hvad det var, vidste jeg ikke, men det beroligede mig. Det gjorde du altid. Tankerne om tiden her, gør stadig.

På et tidspunkt holdt historierne op med at handle om det smukke i livet og prinser og prinsesser. Virkeligheden brød drømmemuren ned og inficerede historierne med pessimisme og livsforagt. Til en start blot små elementer, som når frøerne blev griske og spærrede vejen. Eller prinsen lod prinsessen hænge i pinslen blot lidt længere tid, så hun kunne forstå, at han hadede at skulle spinde. Til en start forstod jeg det ikke, jeg troede nok bare, at det var et historiefortællerfif, for at få mig til at spidse ører. Men virkeligheden forsvandt aldrig fra dine historier.
Der gik efterhånden også længere tid mellem timerne, vi sad i lænestolen viklet ind i hinanden. Med lyden af hovedvejen udenfor, overboen ovenover og din stemme. En gang imellem en opvaskemaskines dybe, trancefremkaldende summen. Mon du hypnotiserede mig visse nætter, for alting forekom så virkeligt.

Selvom der gik længere tid mellem fortællingerne, lod vi som ingenting. Smilede og pjattede som altid. Men der manglede lidt. Bare en lille smule, for dine smil holdt knap så længe. Og dine grin flængede ikke luften i lykke ligesom i gamle dage. Du smittede mig ikke i eftertænksomhed. Du var det blot. Ofte.
Nogle gange kom jeg hjem fra arbejde, og du sad i fortællestolen og mumlede. Historier eller drømme. I starten troede jeg, du øvede dig på næste fortælling til mig. Men de var alle improviserede, det var vigtigt, sagde du.

En dag blev du skaldet. Og først der opdagede jeg, hvor meget du havde forandret dig. Hvordan farverne var væk fra både dine kinder og dine øjne. Alting var kun blevet gråt. Du var også blevet tynd. Og nu altså skaldet. Jeg forstod længe ikke, hvordan livet kunne forsvinde ud af dig, uden at jeg opdagede det. Uden at jeg end ikke bemærkede en forandring, jeg kunne spørge til. Javist ville du lyve - for at beskytte mig, ville du sige, men det var i ligeså høj grad for at beskytte dig selv. Hvilket var okay.
Jeg tror måske, du havde hypnotiseret mig til ikke at se forandringerne med dig. Måske havde du lært mig at elske fortællingerne så meget, at det eneste, jeg kunne søge efter var tidspunktet for næste fortælling. Dét, kombineret med den evige flugt fra en frygtelig sandhed. Virkelighed.

Alting ændrede sig den dag, du blev skaldet. Også mine smil blev nu kortere. Vores grin var ikke længere i takt. Og vi elskede aldrig mere. Jeg bildte mig ind, at du ikke kunne; men sandheden var, at jeg ikke havde lyst. Jeg var bange og havde kvalme. Og på særligt langt, uhyggelige nætter, hvor jeg lå ved din højre side; mareridtene på din venstre, kunne jeg i få øjeblikke ønske mig så meget tilbage til de gamle fortællinger, at jeg ikke kunne få luft og blev dødsangst. Men hurtigt var øjeblikkene forbi, og jeg ønskede ikke mere.

Du døde i din stol, mumlende. Måske øvende, måske blot mindende dig selv om din storhedstid, hvor dine fortællinger reddede verden. 

Hypnose

Kom her. Læg hovedet på mit bryst igen. Jeg ved, du synes her er trygt. Der er nogle ting, jeg hellere må fortælle dig. Prøve at lade dig forstå.
Du skal ikke græde; ikke endnu anyway. Kig mig i øjnene, se hvad du ser. Fortæl mig det. Ved du godt, at du altid ser på det, der var? Du hænger i en fortid, der forsvandt under vore fødder. Gulvtæppet blev ikke revet, men blot listet bort under os. Nu svæver vi rundt i en centerløs, forviltret virkelighed, hvor intet er givet - ikke engang den fortid vi forlod. Afskeden indvarslede også entreen af tvivlen af det, der engang forekom naturligt - indlysende.

Jeg vil gerne have dig til at tage en dyb indånding. Slap helt af. Hør min vejrtrækning blive dybere. Lad din følge med. Du falder stille i søvn. Du vågner ikke igen, før du har fået vendt øjnene i den rigtige retning. Du betragter aldrig den lyseblå, evigtgrønne fremtid. Dit perspektiv er altid vendt imod den gustengule, solide fortid, der ikke lader sig forandre, og alligevel for altid er forandret. Og forvandet. 

torsdag den 16. februar 2012

Cellusuiten

Stiltiende bekræftede hun hans værste mareridt. Smerten fratog hende evnen til at kunne svare.
Tåren, forløsning, sås aldrig fra hans dybe, brune øjne, der aldrig ville brænde på samme måde igen. På samme måde som i den stjålne gondol den italienske nat. På samme måde som da han første gang hørte celloen.

Da han endelig kom tilbage var hans øjne grå og hans hænder kolde. Det var sidste gang han rørte hende, da han lagde hånden på hendes og sagde tak. Det var løgn fra litteraturen. Han løj altid fra litteraturen, når virkeligheden blev for kompleks.
Han gik. Og hun så ham kun sjældent derefter - kun i praktiske sammenhænge. Han så aldrig hende igen.
Hans øjne beskyttede ham.

Årene gik. Hendes hår sprængtedes i nye nuancer; hans faldt af. Øjnene beskyttede ham stadig fra hende. Han oplevede aldrig skønhed igen. Ej heller afsky. Han så kun den samme grå farve.
Celloen hang på væggen og blev kun taget ned, når aviserne kom på besøg. Det blev sjældnere og sjældnere. Heldigvis.

Hver aften drak han et glas. I starten havde han grædt under glassets lettende tyngde. Nu sad han bare. Hilste nye tanker velkomne. De kom sjældnere og sjældnere.
Heldigvis.

Da han døde, døde han blot. Ingen store ord, ingen indrømmelser, ingen nye tanker. Kun en stille musik fra en glemt lp-afspiller, der hyldede livet og spillede så celloen sang. Sin egen melankoli. Livets melankoli.

mandag den 13. februar 2012

Pubes

De dansede mellem hinanden. Bieber og Backstreet Boys.
Gyldent hår i forskellige fremstillede farver.
Og uskyldigheden sloges med den påståede modenhed, da den første ankom mascarareret.

Mens drengene tumlede knæsorte rundt på en gammel fodboldbane tæt ved klipperne.
Da de skreg, og det gjorde de, lettede ravnene fra de nærliggende træer.
For lynet var slået ned i det solbeskinnede træværk, og alting fremstod falskt forandret. 

søndag den 12. februar 2012

Et sidste sekund


Bare et sekund til
Et enkelt sekund
Lad mig være døende bare et sekund endnu.
Så jeg kan nå at forstå
Hvad der var
Så jeg kan nå at skuffes
Over hvad der aldrig kom.
Så jeg kan mærke det en gang til.
En sidste gang.
Et sidste sekund
Hvor du kan opleve den verden
der er inden i mig.
Den verden jeg har plejet i dit fravær – noget skulle jeg jo bedrive.