fredag den 10. februar 2012

Medafhængighed

Medafhængighed

Paprødvin og afprøvede kanyler
Tomme plastposer der vrider sig om sofabordben
Spørgsmål, der forgriber sig på rationalitet
med manipulation og skjulte dagsordener herskende
i ubevidstheden hos både dig og mig

Råb om hjælp ekkoer
over gamle journaler og bilag
markerer systemfejl så store
som hjemmets omsorgssvigt

En uomgængelig, betingelsesløs kærlighed
korrumperes langsomt af en kamp
for menneskelig ligeværdighed :
Egoismens kvalme lugte vælder frem
i kampe om værdien af min paradigmiske valgret
contra din.

Pandemisk blander rygter sig med myter
til familierådslag(t)ning og breder sig omkring gulnede og nikotinskæve
gulvbrædder
Det, der pulserer er ikke cigeratglød
men fundament for selvstændigt liv
og mental sundhed.

Jeg beskylder dig ikke for ondskab
men for svaghed, for inkonsekvens, for ansvarsløshed.
Jeg anklager dig ikke for ubetænksomhed
men for manglende disciplin og selvrespekt.
Vi andre er nødt til at møde verden,
sådan som den står
Modsat dig
hvis verden udelukkende står
som funktion af drømmen om
paprødvin.

Æstetikken

Har du nogensinde set græsset bevæge sig i vinden? Ikke bare græsset som sådan, men har du nogensinde ladet dig overvælde af hvert eneste græsstrås simple bidrag til den smukkeste kompleksitet?
Lidt som når man kun betragter tredjeviolinisten i orkestret, der ihærdigt leverer sin del til Griegs Morgenstemning.

Overvældelse og berøring kan ske gennem det gigantisk store og komplekse såvel som det minimalt mindste og enkle. Jeg kan græde til Beethovens 9. og bombastikken og lydmuren og korets masse. Mens jeg kan smage lykkens runde blødhed, når Bon Hiver fremmumler Skinny Love. 
Hvor er vi dog sårbare og tyndhudede, os mennesker. At vores følelser er så påvirkelige af omgivelser, der er så tilfældige. Så kaotiske. Kunsten går på tværs af evolutionen, for "in the matter of art, the term 'survival of the fittest' is proven wrong - instead we propose 'survival of the emotionalizing'". 

En enkel strakt fod i et uendeligt, anstrengt øjeblik er æstetik. Dette ene, fikserede moment. Denne frosne tid er kunst i sin fineste form. Musklernes markering og senernes baner over fodryggen. 
Momentet bortjages af bevægelsen, som iværksætter koordinationen af hele kompagniets taktfaste koreografi, hvor øjet mister fokus på enkeltmomenterne. Hvor holismen bliver virkelig. Hvor 2+2 ikke giver 4, men det smukke femtal, der brænder for vore øjne, når vi lukker dem i nat. 

Hun berørte ubevidst sin kind, som var ligeså teenagerrisk og acnet som min egen. Berøringen indeholdt alt, hvad jeg ikke helt forstod - ømheden, skuffelsen, undskyldningen. Misforståelsernes knuder blev på magisk vis løsnet, da jeg så, at hun oprigtigt fortrød. Og så fortrød jeg også selv. En enkel tåre, bortsluppent fra selvbeherskelsens muskuløse og efterhånden veltrænede fængselsesfunktionærer, finder sin vej ned af den kind, jeg så tit har kysset. Den hals, der så tit har været skjoldet, der udelod verden i de få øjeblikke, hvor jeg måtte samle livskraft. 
Æstetikken i en enkelt berøring af en kind, kan spille og hamle op til og med æstetikken i en lykkelighed, der varede syv-otte evigheder, hvis man lagde dem sammen. Og når æstetikken i det store glider i skjul, kan overraskelsen over en enkeltdels skønhed, der stjæler opmærksomheden, fjerne blokaden, og lade dig opdage skønheden ved storheden og massen. 
Som når lydmuren bliver for massiv; fokus på violinen fremhæver musikkens bølger og stemninger. Som når balletkompagniets koreografis kompleksitet bliver for stor og overblikket ryger; en enkelt strakt fod, en særligt veludført plié; som en enkelt berøring kan fremkalde alt det smukke ved et menneske, man har vænnet sig til at modgå. 

Som når svimmelheden over græssets makrobølger vælter ind over dig; at få øje på et enkelt grønt græsstrå, der forsøger at opretholde sin stand. Imod vinden.