søndag den 25. november 2012

Rejs dig op. Smil til os. Os hernede. Erkend din skønhed; erkend, hvad du giver os. Jeg kunne sidde i evigheder og mere og betragte dig. Blot se den lille krusning på din kind, når du smiler. Sorgmodigt erkende, at du også er ulykkelig, som vi andre, for livet viser dig ikke retfærdighed. Som os andre. Der er en anden bevidsthed i dine øjne; én der bevidner, at du forstår, at du har været der; at du aldrig forlader os.

At du aldrig forlader mig.
Vil jeg altid tænke på dig? Gennem usundt og godt sundt?
Er det mig umuligt at bryde øjenkontakten (husker du overhovedet, hvordan det hele startede?)? Hvor er du.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar