lørdag den 20. oktober 2012

Min livshistorie

De bad mig om at skrive min livshistorie, og jeg anede ikke, hvad de mente. De vidste vist heller ikke selv, hvad de bad om. Mine venner, eller medindsatte, eller hvad man kalder os, tog opgaven i stiv arm; startede med begyndelsen, der for mange var deres fødsel, for enkelte var deres forældres. Men jeg følte mig ikke tilfreds - selv efter flere dages intens slægtsforskning. Hvornår startede det hele?

Man kunne, som flest gjorde, starte på Odder Sygehus for seksogtredive år siden. Med veer og skrig, før rygmarvsbedøvelse og akupunktur. Min mor knugede den østeuropæiske fødselslæges hånd, thi min far var faldet i søvn i hans hjørne på Kælderen. Selvom hun måske nok forsøgte, glemte hun aldrig østeuropæernes ansigt, og gennem min opvækst, nævnte hun ofte, at jeg lignede ham. Desværre lignede jeg også ham i hjørnet. Den eneste jeg ikke lignede var min mor. Godt det samme, kunne man tænke.

Men hvorfor skulle man starte der. Egentligt begynder historien mange tusind år før. På det tidspunkt hvor Eva smager på æblet og forstår, at der er nogle ting her i livet, som man trods store konsekvenser, aldrig vil kunne glemme smagen af. Hvordan begæret i Evas øjne, der for første gang ikke er rettet mod Adam, smitter - og den strukturske og autoritetstro MAND fuldstændiggjør synden.
Verdenshistoriens mest uansvarlige valg, som gentages så ufatteligt mange gange hver dag.

Som for fem uger siden, da jeg brækkede mig på socialrådgiverens skrivebord, mens mine to børns hænder knugedes, efter at have drukket Fernet Branca uafbrudt i seksogtyve timer.
Som for 12 år siden da jeg bønfaldt min daværende kone om ikke at få den abort, hun ansvarsfuldt ønskede.
Som da jeg tre uger siden indvilligede i det her.

Valget er at udskyde konsekvenserne. At vælge det letteste i nuet. Ikke fordi jeg er eksistentialist (gid jeg var), men fordi jeg er bange - bange for at folk bliver sure. Og skælder mig ud.
Jeg blev skældt ud, da jeg var 7, og her kunne historien også starte. I skolefritidsordningen fordi vi i en efterårseufori rullede os ned af Mudderbjerget, så vores tøj blev umanerligt beskidt. Hun var østeuropæer og snakkede dårligt dansk, men hun var så vred at hun græd, og jeg har aldrig følt mig mere som en møgunge. Karl, der posthumt blev diagnosticeret ADHD, slog hende i hovedet med den næstskarpeste side af en spade, så hendes ene øje forsvandt. Han lavede meget lort, Karl, men intet som det med spaden og østeuropæeren. Han var en af dem, der forsvandt.

Dem var der mange af i min ungdom. Dem, der sagde "Vi ses bare derude", men aldrig dukkede op og aldrig kom igen. Dem, der en dag smilede en anelse mere indforstået og gik den modsatte vej. Og så var der dem, der blev fjernet. De var ikke mange, men det var nok nødvendigt.
Min far døde også, selvom min mor blev ved med at leve og leve. Jeg ved ikke med fødselslægen. Men min far var på vej hjem på cykel, da han blev ramt af en højresvingende lastbil. Selvom hans promille var tocifret var det ikke hans fejl, at han døde. Jeg ved stadig ikke, hvad det betyder - men jeg har aldrig fortalt om hans død uden at nævne skyldsaspektet.

Jeg mistede min brugte mødom ikke lang tid efter. Hun var lige så uerfaren som mig, men jeg havde heldigvis set en frygtelig masse porno, så det var ikke så svært.
Hun fortalte mig først mange år efter om aborten, der havde fulgt. Hun lærte vist aldrig at elske igen. Måske gjorde jeg heller ikke.

Historien kunne også starte, da jeg fik mit første barn. Dét, jeg havde tigget om at få lov til at få. Hvilken skuffelse... De sagde, at det forandrer én at blive far, men det forandrede ikke mig. Vi fik lidt flere penge hver måned, men omvendt så havde vi bare dét mere at skændes om. Vi kaldte ham Michael efter hans farfar. Michael fik en søster ikke så lang tid efter. Hun blev født med hareskår og det blev aldrig rigtigt kønt, selvom man kan lave meget nu om dage.
Har jeg også ødelagt deres liv?

Inden i mig selv vakler jeg mellem på den ene side at påtage mig hele skylden for denne tragedie, mit liv; på den anden at kaste den langt væk. Måske på ham fødselslægen.
Jeg ved ikke, hvordan jeg skal ændre det her. For første gang i atten år er jeg upåvirket, men jeg troede, at tingene ville blive nemmere, klarere. Tværtimod. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar