torsdag den 15. marts 2012

Sensommer i morgen

Han åndede tungt ud, da han bevægede sig tre trin ned og ud af bussen. Det var efterhånden mange timer, at solen var forsvundet fra hustagene i forstaden. Mørket forandrede de trivielle omgivelser - ikke til noget uhyggeligt, men noget ukendeligt. Håb om nye eventyr i gamle omgivelser sneg sig ind. Men han lukkede øjnene og bragte sindet i ro. Kiggede op på en lyseblå nattehimlen, der afslørede sommerens snarlige komme.

Aftenens skuffelser trængte på ny ind i opmærksomheden. Han havde brugt den lille time bustur på at skubbe mindet om øjnene, tårerne og bekendelserne væk. Ved hjælp af barndommens strategier gemt minderne bag opdigtede fortællinger om heltegerninger og ofringer. Men her i den forårslunkne aftentemperatur og en blid pålandsvind kunne minderne ikke længere holdes tilbage, og han måtte ramme virkeligheden. Som den var. Er.

Måske besluttede han sig, da forstadens eventyr udeblev på trods af den mørke stemning, Måske var det ved synet af hans gamle fodboldbaner. Månen skinnede også særligt, ubetydeligt men alligevel symbolsk fra den lyse nattehimmel - måske var det den?
I hvert fald gik han straks igang med at pakke, da han trådte ind på sit værelse. Der var ikke meget tilbage, men det, der var, betød meget. Klokken var ikke langt over to, da han lagde sig til at sove. En rygsæk lænende op af døren. Klar til den følgende dag, hvor det var tid at forsvinde.

Dagen efter var det sensommer og trommer tordnede i hans indre. Han kunne mærke boblerne i maven, da han vågnede. Da han hævede sin opsparing. Da han satte sig i toget med solbrillerne og rygsækken. Om halsen i en lædersnor, det eneste minde, han vitterligt ønskede at huske - far. 

1 kommentar:

  1. Den postmoderne morgenmad er et sammenkog af falske realiteter og håb om en bedre fremtid - fantastisk smuk tekst, mr. C.

    SvarSlet