lørdag den 3. marts 2012

Josefine

Det her er en historie om rigtigt mange ting. Vigtige ting - mest for mig, men jeg tror også inderligt på, at denne historie har stor betydning for dig. Men det kræver, at du læser den til ende. Slutningen af historien vil markere slutningen for dit liv, som du kender det. Gør dig selv den tjeneste at læse historien om Josefine.

Jeg arbejde 36 minutter fra mit hjem, hvorfor jeg hver eneste morgen tog bussen klokken 06.03 for at kunne møde en time senere. I starten var jeg meget forvirret i de sekunder der gik fra jeg klippede mit klippekort i klippekortklipperen til jeg fik sat mig sovende i sædet lige foran udgangen. Sådan gik den første uge, og jeg stod af bussen ligeså forvirret og morgenmarkeret som jeg stod på den ca. 36 minutter tidligere.
Indtil torsdag den tredje juni, hvor jeg mødte Josefine. Josefine sad på vinduespladsen i tredje stolerække. Hun havde sådan noget vildt hår - lyst og krøllet og absolut ikke redt den morgen. Hendes øjne var lukkede, men hendes hånd bevægede sig i samme takt som hendes fod. Den samme takt som musikken i hendes høretelefoner. Hun havde åbnet sin jakke, så hun ikke fik det for varmt i den begyndende sommer. Jeg frøs til gengæld i min vante gang til 6. sæderække lige foran udgangen. Hun opdagede mig vist først da sangen nåede sin afslutning - i al fald ophørte hendes taktfaste bevægelser umiddelbart før hun åbnede sine øjne og kastede et af de sjældne blikke på mig. Der var ingen forvirring i hendes ansigt, mens jeg forestillede mig tonsvis af forvirring i mit. Så jeg troede nok egentligt at det var af medlidenhed, at hun sagde, at jeg bare kunne sætte mig. Hun smilede ikke mens hun sagde: "Jeg hedder Josefine. Med f." Jeg smilede heller ikke,da jeg fortalte hende mit navn. Derefter lænede jeg mig tilbage i sædet, ligesom hun gjorde.
Efter et par minutter spurgte hun, om jeg ville høre hendes musik. Jeg nikkede og modtog den ene ørestik.

Sådan sad vi i næsten 36. Så skulle jeg af. Jeg sagde blot farvel og gik. Resten af dag nynnede jeg sangene, Josefine havde spillet for mig. Og jeg opdagede oftere, at min hånd og min fod fulgtes ad i en særlig takt.
Næste morgen sad hun igen i tredje række. Da hun så mig flyttede hun sin rygsæk fra sædet ved siden af. Så jeg satte mig. Hurtigt overdrog hun den ene ørestik til mig. Og 36 minutter gik.

Der gik 663 arbejdsdage på denne måde. Hver eneste morgen med Josefine på 3. række. 36 minutters musik med få smil og kun tårer en enkelt gang. 36 minutter med den dybeste tryghed. For vi var i bussen og vi var bare. Josefine, mig og musikken imellem os. Vores albuers bløde berøring, vores synkroniserede vejrtrækning og vores hænder og fødder i taktfast rytme. Den ultimative rapport. Og livet ville aldrig være uhyggeligt.

Det var en onsdag, den 664. dag. Hvor der ingen sad i række tre. Så jeg satte mig der selv. Og blev siddende i langt mere end 36 minutter. Jeg kom aldrig hjem igen. Og jeg så aldrig Josefine andre steder end i mine drømme. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar