tirsdag den 28. februar 2012

Særlige nætter og engelsk romance

Der er særlige nætter, hvor tankerne altid orienterer sig i én retning; hvor sindelaget er umuligt at forandre. Nætter, hvor teksterne altid er skrevet i datid. Og hvor uglen ude i anlægget tuder lidt højere. Lidt dybere. Disse nætter hvor tårer sjældent er sjældne opdager jeg altid nye sider af melankolien. Og nye sider af Bob Dylan. Og Bon Hiver. Og mørkets evigt mystificerende sammensmeltning med træerne, der udgør livets fremadrettede horisont.
Nætter som disse er fulde af glemte fortrydelser, nye forglemmelser. Melankolien kravler sammen i trombelignende klumper i nervebanerne, og når jeg få gange føler, at teksten flyder i den rigtige, røde retning, rammer jeg en sådan melankoliklump. Og så skifter jeg igen musikken. Ender igen med at surfe citater, digte og smukke, sørgelige billeder. Slutter igen det hele af med en tekst om, at livet velnok er mest bagudrettet - at livet er vores tolkning af det, der er foregået. Kombineret med en masse halvvejs autentiske, halvvejs fiktionære minder og drømme.

Jeg lukker mine øjne, og du smiler dit søde, bebøjlede smil. Langsomt og af omveje beroliges jeg. Du er her stadig, hvisker jeg. Du tysser mig på engelsk - hush. And once again. Men det virker ikke. Jeg mumler som jeg gjorde igår, at din blotte tilstedeværelse, your smile, gjorde hele forskellen. Jeg tiggede og bad dig om at synge. Songs from yesteryear, songs about the love we shared. Om sommeren der fór over vores hoveder mens vi ihærdigt forsøgte at nyde hvert eneste øjeblik fuldt ud. Varmen og solen stråler på mig indefra - og gennem mit smil, siger dem, der stadig er her. Hush, baby. Your parents are asleep. Men jeg er jo ligeglad. Nu og som jeg var dengang. De skal ikke sove, de burde stille sig udenfor værelsesdøren og mærke lykken blive trykket ud af nøglehullerne. Some happiness would do them good, nikker du.
Så jeg tager chancen og kysser dig. And just like the last time ... 

1 kommentar:

  1. "De skal ikke sove, de burde stille sig udenfor værelsesdøren og mærke lykken blive trykket ud af nøglehullerne."

    Fantastisk

    SvarSlet