onsdag den 29. februar 2012

Sarkastiske sekunder

Sekunder rammer mig idet de passerer. Ikke smertefuldt, blot sarkastisk. For at underbygge den dødsalvorlige ironi i din bortgang. Salmerne bliver længere, bønnerne bliver længere, tiden i rum med kisten bliver længere. Jeg kan ikke få mig selv til at forstå, at du befinder dig inde i den kasse. Det er umuligt for mig at forestille mig din fysiske tilstedeværelse i rummet her.
Omvendt er det også en umulighed at forestille mig, at du ikke er her.

Lige siden de fortalte mig, at du var kørt af sporet og død, har jeg overlevet på en rolig, forventningsopfyldende facade. Gråd når den er krævet i afmagtens tegn, stilhed og eftertænksomhed sene nætter i selskab med jer andre, grinende ved lyse minder vi bliver ved med at hive os selv igennem i troen på, at den her djævelske smerte i mit hjerte forsvinder, hvis vi genoplever, fremhæver, revitaliserer og gennemlever på ny alle de gode oplevelser tanker følelser situationer med dig igen. Alle smilene, alle grinene, alle skålene, alle de hårde kram, alle de dybfølte nederlag, alle damerne du ikke kunne score, alle vennerne som så ned og så op når de så på os. Alt det er på en måde væk.På en anden vil det aldrig forsvinde.

Og det er det, jeg ikke kan forstå. Jeg er ikke rigtigt ked af det, jeg har mistet dig, men jeg har ikke mistet den, jeg er blevet gennem dig. Lige nu føler jeg mig bare forvirret over at stå på egne ben; over hvad der bliver af mig. Over hvad jeg skal lave på fredag.
Om det er okay at gøre de samme ting stadig - stadig lave tirsdagslasagne. Stadig træne fredag eftermiddag. Stadig tage basser med hjem fra byen.
Uden dig.

Altså jeg kan ikke bare tage over, jeg kan ikke de ting, du kunne. Men lige nu har jeg mest lyst. Til bare at fortsætte som vi slap i lørdags. Desværre bare uden dig. Og mon det fungerer?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar