fredag den 17. februar 2012

Gamle fortællinger

Jeg tror, at jeg blev forelsket i dine historier. Dine timelange metaforer hvis mening forblev skjulte af detaljerigdom og suspence. Som jeg siden har fortalt dig lå jeg i lange nætter og lod historierne gjalde gennem mit indre igen og igen - evigt på jagt efter moralen. Meningen. Du sagde, at jeg ikke skulle bekymre mig så meget, meningen var måske snarere kommunikeret på et subliminalt plan. Hvad det var, vidste jeg ikke, men det beroligede mig. Det gjorde du altid. Tankerne om tiden her, gør stadig.

På et tidspunkt holdt historierne op med at handle om det smukke i livet og prinser og prinsesser. Virkeligheden brød drømmemuren ned og inficerede historierne med pessimisme og livsforagt. Til en start blot små elementer, som når frøerne blev griske og spærrede vejen. Eller prinsen lod prinsessen hænge i pinslen blot lidt længere tid, så hun kunne forstå, at han hadede at skulle spinde. Til en start forstod jeg det ikke, jeg troede nok bare, at det var et historiefortællerfif, for at få mig til at spidse ører. Men virkeligheden forsvandt aldrig fra dine historier.
Der gik efterhånden også længere tid mellem timerne, vi sad i lænestolen viklet ind i hinanden. Med lyden af hovedvejen udenfor, overboen ovenover og din stemme. En gang imellem en opvaskemaskines dybe, trancefremkaldende summen. Mon du hypnotiserede mig visse nætter, for alting forekom så virkeligt.

Selvom der gik længere tid mellem fortællingerne, lod vi som ingenting. Smilede og pjattede som altid. Men der manglede lidt. Bare en lille smule, for dine smil holdt knap så længe. Og dine grin flængede ikke luften i lykke ligesom i gamle dage. Du smittede mig ikke i eftertænksomhed. Du var det blot. Ofte.
Nogle gange kom jeg hjem fra arbejde, og du sad i fortællestolen og mumlede. Historier eller drømme. I starten troede jeg, du øvede dig på næste fortælling til mig. Men de var alle improviserede, det var vigtigt, sagde du.

En dag blev du skaldet. Og først der opdagede jeg, hvor meget du havde forandret dig. Hvordan farverne var væk fra både dine kinder og dine øjne. Alting var kun blevet gråt. Du var også blevet tynd. Og nu altså skaldet. Jeg forstod længe ikke, hvordan livet kunne forsvinde ud af dig, uden at jeg opdagede det. Uden at jeg end ikke bemærkede en forandring, jeg kunne spørge til. Javist ville du lyve - for at beskytte mig, ville du sige, men det var i ligeså høj grad for at beskytte dig selv. Hvilket var okay.
Jeg tror måske, du havde hypnotiseret mig til ikke at se forandringerne med dig. Måske havde du lært mig at elske fortællingerne så meget, at det eneste, jeg kunne søge efter var tidspunktet for næste fortælling. Dét, kombineret med den evige flugt fra en frygtelig sandhed. Virkelighed.

Alting ændrede sig den dag, du blev skaldet. Også mine smil blev nu kortere. Vores grin var ikke længere i takt. Og vi elskede aldrig mere. Jeg bildte mig ind, at du ikke kunne; men sandheden var, at jeg ikke havde lyst. Jeg var bange og havde kvalme. Og på særligt langt, uhyggelige nætter, hvor jeg lå ved din højre side; mareridtene på din venstre, kunne jeg i få øjeblikke ønske mig så meget tilbage til de gamle fortællinger, at jeg ikke kunne få luft og blev dødsangst. Men hurtigt var øjeblikkene forbi, og jeg ønskede ikke mere.

Du døde i din stol, mumlende. Måske øvende, måske blot mindende dig selv om din storhedstid, hvor dine fortællinger reddede verden. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar