torsdag den 16. februar 2012

Cellusuiten

Stiltiende bekræftede hun hans værste mareridt. Smerten fratog hende evnen til at kunne svare.
Tåren, forløsning, sås aldrig fra hans dybe, brune øjne, der aldrig ville brænde på samme måde igen. På samme måde som i den stjålne gondol den italienske nat. På samme måde som da han første gang hørte celloen.

Da han endelig kom tilbage var hans øjne grå og hans hænder kolde. Det var sidste gang han rørte hende, da han lagde hånden på hendes og sagde tak. Det var løgn fra litteraturen. Han løj altid fra litteraturen, når virkeligheden blev for kompleks.
Han gik. Og hun så ham kun sjældent derefter - kun i praktiske sammenhænge. Han så aldrig hende igen.
Hans øjne beskyttede ham.

Årene gik. Hendes hår sprængtedes i nye nuancer; hans faldt af. Øjnene beskyttede ham stadig fra hende. Han oplevede aldrig skønhed igen. Ej heller afsky. Han så kun den samme grå farve.
Celloen hang på væggen og blev kun taget ned, når aviserne kom på besøg. Det blev sjældnere og sjældnere. Heldigvis.

Hver aften drak han et glas. I starten havde han grædt under glassets lettende tyngde. Nu sad han bare. Hilste nye tanker velkomne. De kom sjældnere og sjældnere.
Heldigvis.

Da han døde, døde han blot. Ingen store ord, ingen indrømmelser, ingen nye tanker. Kun en stille musik fra en glemt lp-afspiller, der hyldede livet og spillede så celloen sang. Sin egen melankoli. Livets melankoli.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar