lørdag den 1. december 2012

Nye muligheder i Las Palmas

Han skænker en smule mere scotch op i sit gamle glas. Han ved godt, at et scotchglas aldrig bliver rigtigt beskidt. LP'en spinder om sig selv og spiller noget ubestemmeligt, røget blues fra en tid, hvor den slags musik var sexet. Nu er det mest en levn om en fortid. Selvom han ellers virkeligt forsøger - med musikken og drikken og de tunge møbler og den eftertænksomme stemning. Desværre er det ikke sexet.

Så han tjekker ind på sin scor.dk og ser, at den ikke virker. Han studser som sædvanligt kort over fotoet - han synes selv, at han ser tyndhåret ud, men Alice på kontoret sagde, at han så .... intellektuel, mente han det var, ud. Var det det, han prøvede at være - intellektuel - med hans uforståelige bluesmumleri og den alt for røgede Laphroigh?
Nej, siger han højt til sig selv, han ved godt, hvad han ikke. Han er ikke intellektuel. Han er ikke særligt sexet. Han er sgu ikke en gang noget synderligt særligt. Han er ret anonym, bare også lidt tyndhåret. Det var faktisk også det, hun sagde dengang - hun brugte nogle andre ord. Den slags ord han lærer de yngre sælgere ikke at bruge, men meningen var helt sikkert den samme.

Men han havde nu gjort lidt for at vække interesse hos forbipasserende. Eksempelvis var han begyndt at klæde sig i blå og lysegrå habitjakker i stedet for den velkendte sorte. På fredage tillod han sig ofte at afklæde sig sit brede slips og lade kraven stå en anelse åben. Hans mest radikale påfund, et som Alice faktisk havde komplimenteret ham for, uden han måtte henlede hendes opmærksomhed på det, var et lille, smalt sort overskæg. Hans egen teori var, at det fik ham til at se en anelse eksotisk ud.

Det var hans kernefamilieindtagede søster, der i sin tid havde vist ham ind på den første datinghjemmeside. Og han var skeptisk, som det forventedes af ham, men faktisk var han mere desperat end han var stolt, så efter få mukkerier skrev han kodeordet ned på en gul seddel, der stadig sidder på tastaturet - for selvom han har spredt sine aktiver ud, har han beholdt det første kodeord. Som en stille dedikation til søsteren.
Søsteren der også har givet ham den kuvert, som han går i cirkler om med hånden knuget om sit scotchglas. En hvid kuvert.

Singleferie i Las Palmas. Det er i Spanien, forstår han.

Han siger naturligvis, at han glæder sig. Det gør han måske også. Men der er et hul i maven, hvor det suger så meget, at det næsten suger lysten ud. Det får det til at løbe ham koldt ned af ryggen, og han han tager sig selv i at konstant glatte sit lille sorte, smalle overskæg. 

torsdag den 29. november 2012

Venner

Det slår mig, at der omkring er de vigtigste mennesker. De står måske ikke tæt nok til at jeg kan røre dem lige nu, men selvom der er langt til Indien og til København - nogle gange langt til Lundevej eller Aarhus - så er jeg ufattelig heldig, at jeg har fået verdens bedste venner.

Vi har alle vores ambitioner og vores ønsker for fremtiden, men der er øjeblikke, hvor jeg lukker mig om selv og nyder nuet; nyder bevidstheden om, at der ikke er så meget at frygte, for vi er nogle stykker, der passer på hinanden. 

søndag den 25. november 2012

Rejs dig op. Smil til os. Os hernede. Erkend din skønhed; erkend, hvad du giver os. Jeg kunne sidde i evigheder og mere og betragte dig. Blot se den lille krusning på din kind, når du smiler. Sorgmodigt erkende, at du også er ulykkelig, som vi andre, for livet viser dig ikke retfærdighed. Som os andre. Der er en anden bevidsthed i dine øjne; én der bevidner, at du forstår, at du har været der; at du aldrig forlader os.

At du aldrig forlader mig.
Vil jeg altid tænke på dig? Gennem usundt og godt sundt?
Er det mig umuligt at bryde øjenkontakten (husker du overhovedet, hvordan det hele startede?)? Hvor er du.

søndag den 18. november 2012

Nostalgi og sange fra Story of the Year (ja, Page Avenue, selvfølgelig)

I aften har jeg lyst til at sætte gammel musik på. Gode gamle sange fra den gang på Slyngestien og Cathrinelystalle. Fra de mange mennesker, jeg har vinket farvel til fra den brede vindueskarm på værelset, og de mange ensomme armbøjninger, jeg tog i mørket til Whitney Houston og Tracy C. Jeg vil læse de gamle digte og alt det andet nonsens, jeg strukturerede mit liv og mine forvirringer i - enkelte steder vil jeg måske græde de samme tårer; ved mindet om robåde i Brændesgaardshaven, vandis og faxe kondi på den døde sensommerhavn. Om smilene og den begyndende pubertet og al den intense seksualitet, der voksede ned i pigernes nedskæringer.
En aften som i aften i nostalgiens tegn - i mangemindernes tegn. I tegnet for de store følelser; ærligt talt nok mest de metalgrå og blå. Men jeg minder mig om, at det er i dynamikken mellem det tunge og lette, at det virkelige består.

Livet har ikke været noget, der ikke er værd at skrive hjem om. Oplevelser har der været nok af. Oftest lidt for mange, og jeg har fundet mig selv, lænende op af en husmur, forpustet, forpestet. Og mange nætter har vi danset, enkelte morgerner også; men mange eftermiddage og sene aftener er foregået i brugt cigaretrøg og lunken kaffe og dårlig eller god litteratur. Og unge menneskers lovprisning af den smule dybde, de færreste femtårrige formår at fortælle.

Vi pejler baglæns og i fortidens skridt forsøger vi at sætte kursen fremad. Eller i hvert fald bekræfte os selv i, at vi er på vej. På en vej. I det mindste.
Jeg prøver bare at huske på, at det aldrig er for sent at korrigere retningen; det er aldrig for sent at fatte roret og tage styringen - for for alt for mange er livets største udfordring at indhente det og tage fat og få det til at lystre - bare en smule. 

mandag den 5. november 2012

Vi bestred fornuften i tiden. Vi forlod meningernes mening. Vi ignorerede fakta. Vi lyttede. Vi lo. Vi levede.

Læg dig med mig i nat. Lad os genleve den tid, vi fik sammen. Selv efter al denne tid, finder jeg stadigt små indåndinger, der dufter af dig. Jeg leder stadig efter sedler, jeg håber, du har gemt.

Jeg ved ikke, hvad der skal stå. Jeg ved bare, at ensomheden river mig op lige nu, og musikken ... den lægger sig om mig, som dine hænder gjorde en gang. Hvor er du nu. Hvor er du smuk.
Gid, du var her. 

lørdag den 20. oktober 2012

Min livshistorie

De bad mig om at skrive min livshistorie, og jeg anede ikke, hvad de mente. De vidste vist heller ikke selv, hvad de bad om. Mine venner, eller medindsatte, eller hvad man kalder os, tog opgaven i stiv arm; startede med begyndelsen, der for mange var deres fødsel, for enkelte var deres forældres. Men jeg følte mig ikke tilfreds - selv efter flere dages intens slægtsforskning. Hvornår startede det hele?

Man kunne, som flest gjorde, starte på Odder Sygehus for seksogtredive år siden. Med veer og skrig, før rygmarvsbedøvelse og akupunktur. Min mor knugede den østeuropæiske fødselslæges hånd, thi min far var faldet i søvn i hans hjørne på Kælderen. Selvom hun måske nok forsøgte, glemte hun aldrig østeuropæernes ansigt, og gennem min opvækst, nævnte hun ofte, at jeg lignede ham. Desværre lignede jeg også ham i hjørnet. Den eneste jeg ikke lignede var min mor. Godt det samme, kunne man tænke.

Men hvorfor skulle man starte der. Egentligt begynder historien mange tusind år før. På det tidspunkt hvor Eva smager på æblet og forstår, at der er nogle ting her i livet, som man trods store konsekvenser, aldrig vil kunne glemme smagen af. Hvordan begæret i Evas øjne, der for første gang ikke er rettet mod Adam, smitter - og den strukturske og autoritetstro MAND fuldstændiggjør synden.
Verdenshistoriens mest uansvarlige valg, som gentages så ufatteligt mange gange hver dag.

Som for fem uger siden, da jeg brækkede mig på socialrådgiverens skrivebord, mens mine to børns hænder knugedes, efter at have drukket Fernet Branca uafbrudt i seksogtyve timer.
Som for 12 år siden da jeg bønfaldt min daværende kone om ikke at få den abort, hun ansvarsfuldt ønskede.
Som da jeg tre uger siden indvilligede i det her.

Valget er at udskyde konsekvenserne. At vælge det letteste i nuet. Ikke fordi jeg er eksistentialist (gid jeg var), men fordi jeg er bange - bange for at folk bliver sure. Og skælder mig ud.
Jeg blev skældt ud, da jeg var 7, og her kunne historien også starte. I skolefritidsordningen fordi vi i en efterårseufori rullede os ned af Mudderbjerget, så vores tøj blev umanerligt beskidt. Hun var østeuropæer og snakkede dårligt dansk, men hun var så vred at hun græd, og jeg har aldrig følt mig mere som en møgunge. Karl, der posthumt blev diagnosticeret ADHD, slog hende i hovedet med den næstskarpeste side af en spade, så hendes ene øje forsvandt. Han lavede meget lort, Karl, men intet som det med spaden og østeuropæeren. Han var en af dem, der forsvandt.

Dem var der mange af i min ungdom. Dem, der sagde "Vi ses bare derude", men aldrig dukkede op og aldrig kom igen. Dem, der en dag smilede en anelse mere indforstået og gik den modsatte vej. Og så var der dem, der blev fjernet. De var ikke mange, men det var nok nødvendigt.
Min far døde også, selvom min mor blev ved med at leve og leve. Jeg ved ikke med fødselslægen. Men min far var på vej hjem på cykel, da han blev ramt af en højresvingende lastbil. Selvom hans promille var tocifret var det ikke hans fejl, at han døde. Jeg ved stadig ikke, hvad det betyder - men jeg har aldrig fortalt om hans død uden at nævne skyldsaspektet.

Jeg mistede min brugte mødom ikke lang tid efter. Hun var lige så uerfaren som mig, men jeg havde heldigvis set en frygtelig masse porno, så det var ikke så svært.
Hun fortalte mig først mange år efter om aborten, der havde fulgt. Hun lærte vist aldrig at elske igen. Måske gjorde jeg heller ikke.

Historien kunne også starte, da jeg fik mit første barn. Dét, jeg havde tigget om at få lov til at få. Hvilken skuffelse... De sagde, at det forandrer én at blive far, men det forandrede ikke mig. Vi fik lidt flere penge hver måned, men omvendt så havde vi bare dét mere at skændes om. Vi kaldte ham Michael efter hans farfar. Michael fik en søster ikke så lang tid efter. Hun blev født med hareskår og det blev aldrig rigtigt kønt, selvom man kan lave meget nu om dage.
Har jeg også ødelagt deres liv?

Inden i mig selv vakler jeg mellem på den ene side at påtage mig hele skylden for denne tragedie, mit liv; på den anden at kaste den langt væk. Måske på ham fødselslægen.
Jeg ved ikke, hvordan jeg skal ændre det her. For første gang i atten år er jeg upåvirket, men jeg troede, at tingene ville blive nemmere, klarere. Tværtimod. 

mandag den 13. august 2012

Rejsefeber

En overspændt line over et buldrende dyb.
Dirrende af følelser fra fortøjringerne på begge sider.
Strengen af afstanden spændes yderligere, og ikke engang linen selv ved
om den brister.

Dybet er det samme.
Line eller ej.
Men hvad er uden linen
 de to fortøjringer?

Længsel på forskellige breddegrader.
En tilstand, der kun forværres af symptomerne.
Man smiler og lever
mens tiden går for langsomt
og gensynet kommer nærmere
eller forsvinder fra horisonten.

torsdag den 15. marts 2012

Sensommer i morgen

Han åndede tungt ud, da han bevægede sig tre trin ned og ud af bussen. Det var efterhånden mange timer, at solen var forsvundet fra hustagene i forstaden. Mørket forandrede de trivielle omgivelser - ikke til noget uhyggeligt, men noget ukendeligt. Håb om nye eventyr i gamle omgivelser sneg sig ind. Men han lukkede øjnene og bragte sindet i ro. Kiggede op på en lyseblå nattehimlen, der afslørede sommerens snarlige komme.

Aftenens skuffelser trængte på ny ind i opmærksomheden. Han havde brugt den lille time bustur på at skubbe mindet om øjnene, tårerne og bekendelserne væk. Ved hjælp af barndommens strategier gemt minderne bag opdigtede fortællinger om heltegerninger og ofringer. Men her i den forårslunkne aftentemperatur og en blid pålandsvind kunne minderne ikke længere holdes tilbage, og han måtte ramme virkeligheden. Som den var. Er.

Måske besluttede han sig, da forstadens eventyr udeblev på trods af den mørke stemning, Måske var det ved synet af hans gamle fodboldbaner. Månen skinnede også særligt, ubetydeligt men alligevel symbolsk fra den lyse nattehimmel - måske var det den?
I hvert fald gik han straks igang med at pakke, da han trådte ind på sit værelse. Der var ikke meget tilbage, men det, der var, betød meget. Klokken var ikke langt over to, da han lagde sig til at sove. En rygsæk lænende op af døren. Klar til den følgende dag, hvor det var tid at forsvinde.

Dagen efter var det sensommer og trommer tordnede i hans indre. Han kunne mærke boblerne i maven, da han vågnede. Da han hævede sin opsparing. Da han satte sig i toget med solbrillerne og rygsækken. Om halsen i en lædersnor, det eneste minde, han vitterligt ønskede at huske - far. 

lørdag den 3. marts 2012

Josefine

Det her er en historie om rigtigt mange ting. Vigtige ting - mest for mig, men jeg tror også inderligt på, at denne historie har stor betydning for dig. Men det kræver, at du læser den til ende. Slutningen af historien vil markere slutningen for dit liv, som du kender det. Gør dig selv den tjeneste at læse historien om Josefine.

Jeg arbejde 36 minutter fra mit hjem, hvorfor jeg hver eneste morgen tog bussen klokken 06.03 for at kunne møde en time senere. I starten var jeg meget forvirret i de sekunder der gik fra jeg klippede mit klippekort i klippekortklipperen til jeg fik sat mig sovende i sædet lige foran udgangen. Sådan gik den første uge, og jeg stod af bussen ligeså forvirret og morgenmarkeret som jeg stod på den ca. 36 minutter tidligere.
Indtil torsdag den tredje juni, hvor jeg mødte Josefine. Josefine sad på vinduespladsen i tredje stolerække. Hun havde sådan noget vildt hår - lyst og krøllet og absolut ikke redt den morgen. Hendes øjne var lukkede, men hendes hånd bevægede sig i samme takt som hendes fod. Den samme takt som musikken i hendes høretelefoner. Hun havde åbnet sin jakke, så hun ikke fik det for varmt i den begyndende sommer. Jeg frøs til gengæld i min vante gang til 6. sæderække lige foran udgangen. Hun opdagede mig vist først da sangen nåede sin afslutning - i al fald ophørte hendes taktfaste bevægelser umiddelbart før hun åbnede sine øjne og kastede et af de sjældne blikke på mig. Der var ingen forvirring i hendes ansigt, mens jeg forestillede mig tonsvis af forvirring i mit. Så jeg troede nok egentligt at det var af medlidenhed, at hun sagde, at jeg bare kunne sætte mig. Hun smilede ikke mens hun sagde: "Jeg hedder Josefine. Med f." Jeg smilede heller ikke,da jeg fortalte hende mit navn. Derefter lænede jeg mig tilbage i sædet, ligesom hun gjorde.
Efter et par minutter spurgte hun, om jeg ville høre hendes musik. Jeg nikkede og modtog den ene ørestik.

Sådan sad vi i næsten 36. Så skulle jeg af. Jeg sagde blot farvel og gik. Resten af dag nynnede jeg sangene, Josefine havde spillet for mig. Og jeg opdagede oftere, at min hånd og min fod fulgtes ad i en særlig takt.
Næste morgen sad hun igen i tredje række. Da hun så mig flyttede hun sin rygsæk fra sædet ved siden af. Så jeg satte mig. Hurtigt overdrog hun den ene ørestik til mig. Og 36 minutter gik.

Der gik 663 arbejdsdage på denne måde. Hver eneste morgen med Josefine på 3. række. 36 minutters musik med få smil og kun tårer en enkelt gang. 36 minutter med den dybeste tryghed. For vi var i bussen og vi var bare. Josefine, mig og musikken imellem os. Vores albuers bløde berøring, vores synkroniserede vejrtrækning og vores hænder og fødder i taktfast rytme. Den ultimative rapport. Og livet ville aldrig være uhyggeligt.

Det var en onsdag, den 664. dag. Hvor der ingen sad i række tre. Så jeg satte mig der selv. Og blev siddende i langt mere end 36 minutter. Jeg kom aldrig hjem igen. Og jeg så aldrig Josefine andre steder end i mine drømme. 

onsdag den 29. februar 2012

Sarkastiske sekunder

Sekunder rammer mig idet de passerer. Ikke smertefuldt, blot sarkastisk. For at underbygge den dødsalvorlige ironi i din bortgang. Salmerne bliver længere, bønnerne bliver længere, tiden i rum med kisten bliver længere. Jeg kan ikke få mig selv til at forstå, at du befinder dig inde i den kasse. Det er umuligt for mig at forestille mig din fysiske tilstedeværelse i rummet her.
Omvendt er det også en umulighed at forestille mig, at du ikke er her.

Lige siden de fortalte mig, at du var kørt af sporet og død, har jeg overlevet på en rolig, forventningsopfyldende facade. Gråd når den er krævet i afmagtens tegn, stilhed og eftertænksomhed sene nætter i selskab med jer andre, grinende ved lyse minder vi bliver ved med at hive os selv igennem i troen på, at den her djævelske smerte i mit hjerte forsvinder, hvis vi genoplever, fremhæver, revitaliserer og gennemlever på ny alle de gode oplevelser tanker følelser situationer med dig igen. Alle smilene, alle grinene, alle skålene, alle de hårde kram, alle de dybfølte nederlag, alle damerne du ikke kunne score, alle vennerne som så ned og så op når de så på os. Alt det er på en måde væk.På en anden vil det aldrig forsvinde.

Og det er det, jeg ikke kan forstå. Jeg er ikke rigtigt ked af det, jeg har mistet dig, men jeg har ikke mistet den, jeg er blevet gennem dig. Lige nu føler jeg mig bare forvirret over at stå på egne ben; over hvad der bliver af mig. Over hvad jeg skal lave på fredag.
Om det er okay at gøre de samme ting stadig - stadig lave tirsdagslasagne. Stadig træne fredag eftermiddag. Stadig tage basser med hjem fra byen.
Uden dig.

Altså jeg kan ikke bare tage over, jeg kan ikke de ting, du kunne. Men lige nu har jeg mest lyst. Til bare at fortsætte som vi slap i lørdags. Desværre bare uden dig. Og mon det fungerer?

tirsdag den 28. februar 2012

Særlige nætter og engelsk romance

Der er særlige nætter, hvor tankerne altid orienterer sig i én retning; hvor sindelaget er umuligt at forandre. Nætter, hvor teksterne altid er skrevet i datid. Og hvor uglen ude i anlægget tuder lidt højere. Lidt dybere. Disse nætter hvor tårer sjældent er sjældne opdager jeg altid nye sider af melankolien. Og nye sider af Bob Dylan. Og Bon Hiver. Og mørkets evigt mystificerende sammensmeltning med træerne, der udgør livets fremadrettede horisont.
Nætter som disse er fulde af glemte fortrydelser, nye forglemmelser. Melankolien kravler sammen i trombelignende klumper i nervebanerne, og når jeg få gange føler, at teksten flyder i den rigtige, røde retning, rammer jeg en sådan melankoliklump. Og så skifter jeg igen musikken. Ender igen med at surfe citater, digte og smukke, sørgelige billeder. Slutter igen det hele af med en tekst om, at livet velnok er mest bagudrettet - at livet er vores tolkning af det, der er foregået. Kombineret med en masse halvvejs autentiske, halvvejs fiktionære minder og drømme.

Jeg lukker mine øjne, og du smiler dit søde, bebøjlede smil. Langsomt og af omveje beroliges jeg. Du er her stadig, hvisker jeg. Du tysser mig på engelsk - hush. And once again. Men det virker ikke. Jeg mumler som jeg gjorde igår, at din blotte tilstedeværelse, your smile, gjorde hele forskellen. Jeg tiggede og bad dig om at synge. Songs from yesteryear, songs about the love we shared. Om sommeren der fór over vores hoveder mens vi ihærdigt forsøgte at nyde hvert eneste øjeblik fuldt ud. Varmen og solen stråler på mig indefra - og gennem mit smil, siger dem, der stadig er her. Hush, baby. Your parents are asleep. Men jeg er jo ligeglad. Nu og som jeg var dengang. De skal ikke sove, de burde stille sig udenfor værelsesdøren og mærke lykken blive trykket ud af nøglehullerne. Some happiness would do them good, nikker du.
Så jeg tager chancen og kysser dig. And just like the last time ... 

fredag den 17. februar 2012

Gamle fortællinger

Jeg tror, at jeg blev forelsket i dine historier. Dine timelange metaforer hvis mening forblev skjulte af detaljerigdom og suspence. Som jeg siden har fortalt dig lå jeg i lange nætter og lod historierne gjalde gennem mit indre igen og igen - evigt på jagt efter moralen. Meningen. Du sagde, at jeg ikke skulle bekymre mig så meget, meningen var måske snarere kommunikeret på et subliminalt plan. Hvad det var, vidste jeg ikke, men det beroligede mig. Det gjorde du altid. Tankerne om tiden her, gør stadig.

På et tidspunkt holdt historierne op med at handle om det smukke i livet og prinser og prinsesser. Virkeligheden brød drømmemuren ned og inficerede historierne med pessimisme og livsforagt. Til en start blot små elementer, som når frøerne blev griske og spærrede vejen. Eller prinsen lod prinsessen hænge i pinslen blot lidt længere tid, så hun kunne forstå, at han hadede at skulle spinde. Til en start forstod jeg det ikke, jeg troede nok bare, at det var et historiefortællerfif, for at få mig til at spidse ører. Men virkeligheden forsvandt aldrig fra dine historier.
Der gik efterhånden også længere tid mellem timerne, vi sad i lænestolen viklet ind i hinanden. Med lyden af hovedvejen udenfor, overboen ovenover og din stemme. En gang imellem en opvaskemaskines dybe, trancefremkaldende summen. Mon du hypnotiserede mig visse nætter, for alting forekom så virkeligt.

Selvom der gik længere tid mellem fortællingerne, lod vi som ingenting. Smilede og pjattede som altid. Men der manglede lidt. Bare en lille smule, for dine smil holdt knap så længe. Og dine grin flængede ikke luften i lykke ligesom i gamle dage. Du smittede mig ikke i eftertænksomhed. Du var det blot. Ofte.
Nogle gange kom jeg hjem fra arbejde, og du sad i fortællestolen og mumlede. Historier eller drømme. I starten troede jeg, du øvede dig på næste fortælling til mig. Men de var alle improviserede, det var vigtigt, sagde du.

En dag blev du skaldet. Og først der opdagede jeg, hvor meget du havde forandret dig. Hvordan farverne var væk fra både dine kinder og dine øjne. Alting var kun blevet gråt. Du var også blevet tynd. Og nu altså skaldet. Jeg forstod længe ikke, hvordan livet kunne forsvinde ud af dig, uden at jeg opdagede det. Uden at jeg end ikke bemærkede en forandring, jeg kunne spørge til. Javist ville du lyve - for at beskytte mig, ville du sige, men det var i ligeså høj grad for at beskytte dig selv. Hvilket var okay.
Jeg tror måske, du havde hypnotiseret mig til ikke at se forandringerne med dig. Måske havde du lært mig at elske fortællingerne så meget, at det eneste, jeg kunne søge efter var tidspunktet for næste fortælling. Dét, kombineret med den evige flugt fra en frygtelig sandhed. Virkelighed.

Alting ændrede sig den dag, du blev skaldet. Også mine smil blev nu kortere. Vores grin var ikke længere i takt. Og vi elskede aldrig mere. Jeg bildte mig ind, at du ikke kunne; men sandheden var, at jeg ikke havde lyst. Jeg var bange og havde kvalme. Og på særligt langt, uhyggelige nætter, hvor jeg lå ved din højre side; mareridtene på din venstre, kunne jeg i få øjeblikke ønske mig så meget tilbage til de gamle fortællinger, at jeg ikke kunne få luft og blev dødsangst. Men hurtigt var øjeblikkene forbi, og jeg ønskede ikke mere.

Du døde i din stol, mumlende. Måske øvende, måske blot mindende dig selv om din storhedstid, hvor dine fortællinger reddede verden. 

Hypnose

Kom her. Læg hovedet på mit bryst igen. Jeg ved, du synes her er trygt. Der er nogle ting, jeg hellere må fortælle dig. Prøve at lade dig forstå.
Du skal ikke græde; ikke endnu anyway. Kig mig i øjnene, se hvad du ser. Fortæl mig det. Ved du godt, at du altid ser på det, der var? Du hænger i en fortid, der forsvandt under vore fødder. Gulvtæppet blev ikke revet, men blot listet bort under os. Nu svæver vi rundt i en centerløs, forviltret virkelighed, hvor intet er givet - ikke engang den fortid vi forlod. Afskeden indvarslede også entreen af tvivlen af det, der engang forekom naturligt - indlysende.

Jeg vil gerne have dig til at tage en dyb indånding. Slap helt af. Hør min vejrtrækning blive dybere. Lad din følge med. Du falder stille i søvn. Du vågner ikke igen, før du har fået vendt øjnene i den rigtige retning. Du betragter aldrig den lyseblå, evigtgrønne fremtid. Dit perspektiv er altid vendt imod den gustengule, solide fortid, der ikke lader sig forandre, og alligevel for altid er forandret. Og forvandet. 

torsdag den 16. februar 2012

Cellusuiten

Stiltiende bekræftede hun hans værste mareridt. Smerten fratog hende evnen til at kunne svare.
Tåren, forløsning, sås aldrig fra hans dybe, brune øjne, der aldrig ville brænde på samme måde igen. På samme måde som i den stjålne gondol den italienske nat. På samme måde som da han første gang hørte celloen.

Da han endelig kom tilbage var hans øjne grå og hans hænder kolde. Det var sidste gang han rørte hende, da han lagde hånden på hendes og sagde tak. Det var løgn fra litteraturen. Han løj altid fra litteraturen, når virkeligheden blev for kompleks.
Han gik. Og hun så ham kun sjældent derefter - kun i praktiske sammenhænge. Han så aldrig hende igen.
Hans øjne beskyttede ham.

Årene gik. Hendes hår sprængtedes i nye nuancer; hans faldt af. Øjnene beskyttede ham stadig fra hende. Han oplevede aldrig skønhed igen. Ej heller afsky. Han så kun den samme grå farve.
Celloen hang på væggen og blev kun taget ned, når aviserne kom på besøg. Det blev sjældnere og sjældnere. Heldigvis.

Hver aften drak han et glas. I starten havde han grædt under glassets lettende tyngde. Nu sad han bare. Hilste nye tanker velkomne. De kom sjældnere og sjældnere.
Heldigvis.

Da han døde, døde han blot. Ingen store ord, ingen indrømmelser, ingen nye tanker. Kun en stille musik fra en glemt lp-afspiller, der hyldede livet og spillede så celloen sang. Sin egen melankoli. Livets melankoli.

mandag den 13. februar 2012

Pubes

De dansede mellem hinanden. Bieber og Backstreet Boys.
Gyldent hår i forskellige fremstillede farver.
Og uskyldigheden sloges med den påståede modenhed, da den første ankom mascarareret.

Mens drengene tumlede knæsorte rundt på en gammel fodboldbane tæt ved klipperne.
Da de skreg, og det gjorde de, lettede ravnene fra de nærliggende træer.
For lynet var slået ned i det solbeskinnede træværk, og alting fremstod falskt forandret. 

søndag den 12. februar 2012

Et sidste sekund


Bare et sekund til
Et enkelt sekund
Lad mig være døende bare et sekund endnu.
Så jeg kan nå at forstå
Hvad der var
Så jeg kan nå at skuffes
Over hvad der aldrig kom.
Så jeg kan mærke det en gang til.
En sidste gang.
Et sidste sekund
Hvor du kan opleve den verden
der er inden i mig.
Den verden jeg har plejet i dit fravær – noget skulle jeg jo bedrive.

fredag den 10. februar 2012

Medafhængighed

Medafhængighed

Paprødvin og afprøvede kanyler
Tomme plastposer der vrider sig om sofabordben
Spørgsmål, der forgriber sig på rationalitet
med manipulation og skjulte dagsordener herskende
i ubevidstheden hos både dig og mig

Råb om hjælp ekkoer
over gamle journaler og bilag
markerer systemfejl så store
som hjemmets omsorgssvigt

En uomgængelig, betingelsesløs kærlighed
korrumperes langsomt af en kamp
for menneskelig ligeværdighed :
Egoismens kvalme lugte vælder frem
i kampe om værdien af min paradigmiske valgret
contra din.

Pandemisk blander rygter sig med myter
til familierådslag(t)ning og breder sig omkring gulnede og nikotinskæve
gulvbrædder
Det, der pulserer er ikke cigeratglød
men fundament for selvstændigt liv
og mental sundhed.

Jeg beskylder dig ikke for ondskab
men for svaghed, for inkonsekvens, for ansvarsløshed.
Jeg anklager dig ikke for ubetænksomhed
men for manglende disciplin og selvrespekt.
Vi andre er nødt til at møde verden,
sådan som den står
Modsat dig
hvis verden udelukkende står
som funktion af drømmen om
paprødvin.

Æstetikken

Har du nogensinde set græsset bevæge sig i vinden? Ikke bare græsset som sådan, men har du nogensinde ladet dig overvælde af hvert eneste græsstrås simple bidrag til den smukkeste kompleksitet?
Lidt som når man kun betragter tredjeviolinisten i orkestret, der ihærdigt leverer sin del til Griegs Morgenstemning.

Overvældelse og berøring kan ske gennem det gigantisk store og komplekse såvel som det minimalt mindste og enkle. Jeg kan græde til Beethovens 9. og bombastikken og lydmuren og korets masse. Mens jeg kan smage lykkens runde blødhed, når Bon Hiver fremmumler Skinny Love. 
Hvor er vi dog sårbare og tyndhudede, os mennesker. At vores følelser er så påvirkelige af omgivelser, der er så tilfældige. Så kaotiske. Kunsten går på tværs af evolutionen, for "in the matter of art, the term 'survival of the fittest' is proven wrong - instead we propose 'survival of the emotionalizing'". 

En enkel strakt fod i et uendeligt, anstrengt øjeblik er æstetik. Dette ene, fikserede moment. Denne frosne tid er kunst i sin fineste form. Musklernes markering og senernes baner over fodryggen. 
Momentet bortjages af bevægelsen, som iværksætter koordinationen af hele kompagniets taktfaste koreografi, hvor øjet mister fokus på enkeltmomenterne. Hvor holismen bliver virkelig. Hvor 2+2 ikke giver 4, men det smukke femtal, der brænder for vore øjne, når vi lukker dem i nat. 

Hun berørte ubevidst sin kind, som var ligeså teenagerrisk og acnet som min egen. Berøringen indeholdt alt, hvad jeg ikke helt forstod - ømheden, skuffelsen, undskyldningen. Misforståelsernes knuder blev på magisk vis løsnet, da jeg så, at hun oprigtigt fortrød. Og så fortrød jeg også selv. En enkel tåre, bortsluppent fra selvbeherskelsens muskuløse og efterhånden veltrænede fængselsesfunktionærer, finder sin vej ned af den kind, jeg så tit har kysset. Den hals, der så tit har været skjoldet, der udelod verden i de få øjeblikke, hvor jeg måtte samle livskraft. 
Æstetikken i en enkelt berøring af en kind, kan spille og hamle op til og med æstetikken i en lykkelighed, der varede syv-otte evigheder, hvis man lagde dem sammen. Og når æstetikken i det store glider i skjul, kan overraskelsen over en enkeltdels skønhed, der stjæler opmærksomheden, fjerne blokaden, og lade dig opdage skønheden ved storheden og massen. 
Som når lydmuren bliver for massiv; fokus på violinen fremhæver musikkens bølger og stemninger. Som når balletkompagniets koreografis kompleksitet bliver for stor og overblikket ryger; en enkelt strakt fod, en særligt veludført plié; som en enkelt berøring kan fremkalde alt det smukke ved et menneske, man har vænnet sig til at modgå. 

Som når svimmelheden over græssets makrobølger vælter ind over dig; at få øje på et enkelt grønt græsstrå, der forsøger at opretholde sin stand. Imod vinden. 

mandag den 16. januar 2012

Min eskapisme

Jeg retter mig op. Vinden udtørrer mine øjne, men jeg blinker ikke. Livet viser mig alt det, der for mange er for frygteligt at se. Men hvert eneste stik i mig styrker mig, gør mig stærkere. Det er ikke en gang stædighed, det er bare bekræftelse på, at mit liv er, hvad det er.

Jeg vil ikke lade uheldige omstændigheder tage det smukke fra livet. Jeg vil ikke suge lykken ud af nuet, fordi fortidens traumespøgelser stadigt jager i mørket, eller fordi fremtidsforventninger fatalt fratager mig følelsen af frihed.

Og hvis I ikke hjælper mig, tager jeg væk. Jagten på skønheden er drivkraften bag min eskapisme.