onsdag den 14. december 2011

Qwerty1956

Jeg vil skrige. Jeg vil græde. Jeg vil slå på dig til du ikke længere er dig. Jeg vil løbe alle stier, som nogensinde har været. Jeg vil hulke mig i søvn. Jeg vil skære mine arme til små striber. Jeg vil tigge. Jeg vil bede til ældgamle guder. Jeg vil smuldre. Jeg vil drikke. Jeg vil forsvinde herfra.
... Hvis blot det kunne få denne smerte til at svinde ind.

Mit indre i atomer. Selvtilliden og stoltheden smidt på porten, tilbage dybe huller, der brænder mig i brystet. Frygten: at det der er tilbage, når smerten er væk, er mig i så krystalliseret og kaotisk, at det er ukendeligt. Men hvem er jeg så?

Hvis jeg klarer det, ved jeg ikke, hvad jeg er. Men én ting må dog kendetegne dette nye mig - erkendelsen af overlevelse. Den person, der måske kommer på den anden side, har dog klaret sig igennem denne indre brand i brystet - så styrke må være et sikkert kendetegn.

Og så må alt bygges fra det fundament.

mandag den 12. december 2011

Biler i modlys

Det er pudsigt, som de bedste beslutninger bliver truffet på bagsædet af biler i modlys. Jeg elsker, hvordan flygtige og turbulente skygger suser rundt overalt i bilen - de skaber dynamik, og jeg kan mærke, hvordan livet ånder igennem mig. At alt forgår i kaos, fordi alt opstår i kaos. Det smukke i det hurtige. For sandheden er, at vi ikke ved meget om det, der kommer. 

Men jeg elsker også hvert eneste øjeblik af de sekunder, hvor kabinen er helt mørk. Hvor der ingen impulser er. De øjeblikke, hvor bilen og jeg ihærdigt forsøger at få pusten. Mærke luften i lungerne i stedet for at kæmpe for overlevelse. 
De øjeblikke kan jeg fyldes med ensomhed - med en dyb udslettende angst for, at jeg kun er et rekvisit i andre menneskers liv. Hvis jeg forsvandt, ville der nok være en anden for de fleste. Det håber jeg et eller andet sted også - jeg ønsker ikke, at nogen skal falde med mig, hvis jeg faldt. Ensomhed er smukt og rørende og dybt. Og jeg vil aldrig undvære det. Men hvor ville jeg dog gerne være fri. 

De øjeblikke kan jeg fyldes med gru for fremtiden. For hvor jeg ender. Om jeg overhovedet når at ende. Om livet forsvinder i lysglimt fra modkørende biler med blåhvide lys. Hvornår smager livet, som livet? Hvornår er det tid at sætte sig ned i det knæhøje græs, som er allergrønnest lige her, hvor vi alle sammen voksede op i samme smukke dans? Hvordan føles den dybe, ægte kærlighed, der ikke forsvinder efter de trivielle to år, som altid kommer med konflikter, konfrontationer og kampe? 

Jeg bøjer mig sammen, krampagtigt, for gråd kan sætte sig i maven og blive der. Det er bedst at hulke på bagsædet af en bil i modlys. Det er bedst at være her.