torsdag den 22. september 2011

De gamle nætter

De gamle nætter.

Jeg sad i de gamle nætter og skrev. Små tekster, som jeg kan genlæse nu. Erindre livet der var en gang, dufte kaffen og rødvinen fra stuen. Høre punkmusikken fra mine earphones. Men sig mig, hvad blev der egentligt af det – af mig, fristes jeg til at sige, velvidende det ikke er god litteratur? Blev jeg ældre og klogere – blev det overflødigt? Fandt jeg en anden ventil?
Jeg tror desværre at anerkendelsen forsvandt. Det ærligste, jeg nogensinde har skrevet, er det, som kommer nu: Jeg skrev ikke for at lukke overtrykket i mig ud; jeg skrev udelukkende for at fylde mig. For at høre jer sige, at jeg kunne noget. At jeg rørte enkelte af jer. Måske at jeg gjorde en forskel. Inderligt ønskede jeg, at I ville sige til mig, at jeg var dygtig, og at jeg havde en fremtid som forfatter.
For det gennemgående tema i mit liv er jagten på anerkendelse. Behovet leder mig i pragmatisme, forræderi og bagvaskelse. Jeg er ikke noget godt menneske – ikke herinde i midten – jeg har bare fundet ud af, at mennesker godt kan lide os, der synes gode.
Tit føler jeg mig falsk. Og også ofte alene. Men at det er sandt, kommer også til tider bag på mig. Man kan intellektualisere sig bort fra mange skræmmende tanker, og det gør jeg i høj grad. Ensomhed er noget pjat, et modefænomen. For ingen er helt alene, og dem der er, de har travlt med andre tanker. Jeg føler mig blot alene, fordi jeg er en misforstået kunstner. CUT. Jeg føler mig blot alene, fordi jeg har lavt selvværd. CUT. Jeg føler mig blot alene, fordi jeg er bange for at miste de nærmeste. CUT. Jeg føler mig blot alene, fordi ingen kender mig rigtigt. CUT. Jeg føler mig blot alene, fordi jeg er … alene. CUT. … fuck..
Skriv mit menneskellige CV og se, at jeg har anciennitet nok til at bestride alle rollerne. Men etabler kontakt til den ordløse, emotionelle melodi, som jeg nynner sovende og hør, at jeg slet ikke er, hvad jeg giver mig ud for at være. Og at jeg ikke har noget at skrive om.

Se bare – han skriver om at skrive. Tak, Liam.
Så hvad skal jeg gøre? Lad mig spole tilbage. Til før jeg forstod alt det her. Til dengang jeg kunne skrive. Hvor jeg faktisk troede på det. Og mig.
Lad mig spole tilbage.
Til de gamle nætter. 

Afmagtens tidsalder

Afmægtigt åd vi spisesedlerne med øjnene, for katastrofismen blev vores tids spiritualitet, som katalyseredes af den præpubertetslige seksualitet symboliseret ved de to tårnes fald.
Økonomisk ansvarlighed opstod fordi dommedag var nær, jeg lærte at spare op, fordi Grækenland og USA ikke gjorde. Men hvad fanden skulle vi gøre - interdependensens bagside er netop interdependensen, for vi kan ikke inddæmme os, når lortet falder sammen.
Jeg griner af det på facebook, er satirisk anlagt - men sandheden er, at både din og min fremtid er afsindigt afhængig af vores nutid. Og det går af helvede til. Pragmatismen i politikken og privaten er så gennemgående, at det ikke kan vendes om.
Og ord runger i mit hoved: "Er mennesket det eneste dyr, der får en second chance i dette evolutionsspil?". Og selvfølgelig er vi ikke det.

Så lad os møde døden, som farmor og Ole. Badet i blod skriger vi op til en Gud, som igen er optaget - "læg venligst en besked efter tonen". Fuck dig, fuck dig, fuck dig. Jeg har aldrig troet på en mening, men kunne du da for helvede ikke tale mig efter munden, nu hvor alting brænder omkring mig. Og nej, brændt barn skyer sgu ikke ilden - han drages af den. Han har lært sig om ildens natur, og han vil altid vende tilbage til varmen. Hans sanser vil altid kunne opfange røglugt.
Er det determinisme? Er det uvilje? Gu er det ej, det er det humane interface. Vi er ikke særligt meget mere end vore instinkter - vi skal bare huske, at det vigtigste, dybeste er den usædvanligt naive tro på, at vi har en indflydelse.

Men det trækker i mit mellemgulv (/kød) og jeg hvisker lavmælt - men hvad med kunsten? Rummet fyldes med latter, for Gud har snakket færdig med de gamle nordpå, og han siger: I once had a dream.