lørdag den 2. juli 2011

Camouflerede følelser

Nogle gange trænger følelser sig på – nedefra. Og før jeg opdager, hvad jeg føler, opdager jeg, at jeg føler. Ærligt talt er det nok sjældent, at jeg opdager, hvad jeg føler. Oftest føles det bare som følelser. Som en let summen, som en latent melankoli på trods af skyfrihed. Fremkaldt af et særligt lys i juli, en særlig duft i en ruingade, en særlig sang med taktslag som hjertets. Et slags emotionelt deja vu, som ryster det inderste i en frekvens, vi aldrig lærer at udtrykke. Vi aldrig lærer at skrive. Og som fortsætter til den erstattes af noget andet.

I disse stunder, hvor vi oversvømmes af camouflerede følelser, tiltrækkes vi af de store tanker. Dem om livets forcerede epokeopdeling, om universets umulige sammensathed og altings indre sammenhæng. Vi siger, at vi siger farvel til noget og velkommen til noget andet, eller vi siger hvil i fred og mener, at vi inderligt håber, at vi kommer til at kunne føle fred. Vi står på Grenen med et ben i hvert hav, føler os små og samtidigt afsindigt store – ikke engang dette storslåede fænomen kan udtrykke, hvad jeg føler. Ikke engang denne utrolig position, hvor jeg fastlåst mellem giganter, føler mig som essentiel, kan udtrykke denne indre sitren. Denne spænding, som kravler overalt i mig.

Kun musik og lukkede øjne med vinden i håret. Solnedgange ved Vesterhavet, en tåre på en kind der ikke kender konsekvensen. Og erkendelsen af, at livet aldrig slutter. ”Do not stand at my grave and weep” siger jeg højt, mens jeg griber mig til min tatoverede overarm.

Vi er små brikker, og et øjeblik fnyser jeg af Henleys livsbekræftende ord, men jeg mærker dybet sluge mig og finder valget sammen med alle dets uoverskuelige og dejlige og frygtelige og skæbnesvangre konsekvenser og virkninger frem. Forstår mit eget ansvar og slapper af i mine øjne.