onsdag den 14. december 2011

Qwerty1956

Jeg vil skrige. Jeg vil græde. Jeg vil slå på dig til du ikke længere er dig. Jeg vil løbe alle stier, som nogensinde har været. Jeg vil hulke mig i søvn. Jeg vil skære mine arme til små striber. Jeg vil tigge. Jeg vil bede til ældgamle guder. Jeg vil smuldre. Jeg vil drikke. Jeg vil forsvinde herfra.
... Hvis blot det kunne få denne smerte til at svinde ind.

Mit indre i atomer. Selvtilliden og stoltheden smidt på porten, tilbage dybe huller, der brænder mig i brystet. Frygten: at det der er tilbage, når smerten er væk, er mig i så krystalliseret og kaotisk, at det er ukendeligt. Men hvem er jeg så?

Hvis jeg klarer det, ved jeg ikke, hvad jeg er. Men én ting må dog kendetegne dette nye mig - erkendelsen af overlevelse. Den person, der måske kommer på den anden side, har dog klaret sig igennem denne indre brand i brystet - så styrke må være et sikkert kendetegn.

Og så må alt bygges fra det fundament.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar