lørdag den 17. september 2011

Bygninger, bræk og bebrejdeser

Det summer i mit indre, som jeg nærmer mig bygningen. Stor, grå, aseksuel men dog menneskelig. Jeg støvbader, nynnende og smilende. Som en gråspurv. Som en indisk mægtig elefant. I tiden mellem erkendelser føles livet altid forudsigeligt - er det menneskeligt at bortse den uundgåelige faktum, at ingenting i dets inderste substans er, som vi troede?
Vi vælter os i dagsgamle branderter, som jeg skrev engang, men gør vi det villigt, eller drukner vi? Det glugger fra vores svælg, mens vi forsøger at synke den gærede væske. Det har intet med alkohol at gøre, og bygningen står endnu.
Fundamentet er manglen på samme, men den er vi trods alt enig om.

Jeg skriver - mest fordi det er længe siden sidst. Min ventil er gået i stykker - eller er den? Jeg skriver ikke længere som dengang. Jeg har mistet det - evnen. Eller viljen. Jeg tvinger det sproglige, jeg presser semiotiske fingre i halsen, brækker små klumper af halvfordærvede emoblogs op, men det flyder ligesom ikke. Ikke som i gamle dage, hvor jeg skrev, som var jeg ramt af salmonelle og sars. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar