torsdag den 22. september 2011

Afmagtens tidsalder

Afmægtigt åd vi spisesedlerne med øjnene, for katastrofismen blev vores tids spiritualitet, som katalyseredes af den præpubertetslige seksualitet symboliseret ved de to tårnes fald.
Økonomisk ansvarlighed opstod fordi dommedag var nær, jeg lærte at spare op, fordi Grækenland og USA ikke gjorde. Men hvad fanden skulle vi gøre - interdependensens bagside er netop interdependensen, for vi kan ikke inddæmme os, når lortet falder sammen.
Jeg griner af det på facebook, er satirisk anlagt - men sandheden er, at både din og min fremtid er afsindigt afhængig af vores nutid. Og det går af helvede til. Pragmatismen i politikken og privaten er så gennemgående, at det ikke kan vendes om.
Og ord runger i mit hoved: "Er mennesket det eneste dyr, der får en second chance i dette evolutionsspil?". Og selvfølgelig er vi ikke det.

Så lad os møde døden, som farmor og Ole. Badet i blod skriger vi op til en Gud, som igen er optaget - "læg venligst en besked efter tonen". Fuck dig, fuck dig, fuck dig. Jeg har aldrig troet på en mening, men kunne du da for helvede ikke tale mig efter munden, nu hvor alting brænder omkring mig. Og nej, brændt barn skyer sgu ikke ilden - han drages af den. Han har lært sig om ildens natur, og han vil altid vende tilbage til varmen. Hans sanser vil altid kunne opfange røglugt.
Er det determinisme? Er det uvilje? Gu er det ej, det er det humane interface. Vi er ikke særligt meget mere end vore instinkter - vi skal bare huske, at det vigtigste, dybeste er den usædvanligt naive tro på, at vi har en indflydelse.

Men det trækker i mit mellemgulv (/kød) og jeg hvisker lavmælt - men hvad med kunsten? Rummet fyldes med latter, for Gud har snakket færdig med de gamle nordpå, og han siger: I once had a dream. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar