lørdag den 30. april 2011

Snothvalp

Han stod krumrygget med bøjet nakket. Trak vejret overfladisk og for hurtigt. Men ikke panisk som ved hyperventilering. Bare hurtigt. Jeg kunne kun se den hvide ryg med de mange røde pletter fra hvor jeg stod. Han rystede som af kulde. Jeg tog et enkelt skridt til højre. Han havde ikke hørt mig. Eller også lod han som ingenting. Jeg så hans ansigt. Medtaget af årtiers mental vanrøgt, flød tårerne for første gang. Det empatiske snot flød fra hans tilsneede næsebor. Han vækkede sympati. For han var sølle og svag. Mit blik faldt til hans røde underarm. Tilsværtet af frisk blod. Han trak rutineret bladet fra håndledet til albueleddets inderside. Robotagtigt. Hans ansigt fortog sig ikke i smerte. Kun i snot. Jeg stod stille.

Jeg så ham trække vejret langsommere. Roligere var det ikke. Bare langsommere. På et tidspunkt løftede han blikket fra den underarm, som var så rød af gammelt og frisk blod. Han kiggede ud af et nyligt vasket vindue. For ham kørte bilerne hurtigere og bladene faldt af træerne på den halve tid. Cyklisterne med travlhed på bagagebæreren kørte ind i hans ansigt. Hele hans liv havde han panisk snurret om sig selv, søgende efter noget betryggende og bekræftende. Cyklister, scootere og rullatorer hamrede forbi med lydens hastighed – og de gennembrød lydmuren lige foran ham. Han forstod ikke hans tid. Men den kom og gik alligevel. Og nu var tiden inde. Det havde han forstået. Det valgte jeg at tro på. Men det havde han slet ikke – han havde intet forstået. Han havde netop intet forstået.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar