tirsdag den 20. december 2011

Kærlighedens interferens

Talte du nogensinde efter?

Du ved, gangene vi forlængede vores øjenkontakt lidt længere end almindeligt. Øjeblikkene, der føltes helt rigtige. Trygge så det summede i fodsålerne.
Talte du smilene? Dem, der smittede; dem, der stivnede. Hvad med dem, der satte sig fast for good. Forstod du dem nogensinde - jeg gjorde ikke. Jeg kan stadig smile lidt over vores smil.

Hvad med ordene - talte du dem? Dem, vi udvekslede i vores lange, meningsmættede samtaler? Dem, vi hviskede i mørket? De dybfølte, de overfladiske, de ligegyldige, de altbetydende. Hvad med de usagte - dem, som vi blot tolkede. Det vi forstod, uden at skulle eksplicitere. Argumentere.
Talte du de vrede - det gjorde jeg. Der var ingen.

Ved du, hvor mange drømme, vi delte?
Hvor mange fantasier, vi ved hinanden gengældte?

Talte du vores berøringer? Vores slet skjulte kærtegn, såvel som de åbenlyse. Bemærkede du dem, som jeg gjorde? De var essentielle.

Talte du nogensinde takterne på vores følelsers konstruktive interferens?


onsdag den 14. december 2011

Qwerty1956

Jeg vil skrige. Jeg vil græde. Jeg vil slå på dig til du ikke længere er dig. Jeg vil løbe alle stier, som nogensinde har været. Jeg vil hulke mig i søvn. Jeg vil skære mine arme til små striber. Jeg vil tigge. Jeg vil bede til ældgamle guder. Jeg vil smuldre. Jeg vil drikke. Jeg vil forsvinde herfra.
... Hvis blot det kunne få denne smerte til at svinde ind.

Mit indre i atomer. Selvtilliden og stoltheden smidt på porten, tilbage dybe huller, der brænder mig i brystet. Frygten: at det der er tilbage, når smerten er væk, er mig i så krystalliseret og kaotisk, at det er ukendeligt. Men hvem er jeg så?

Hvis jeg klarer det, ved jeg ikke, hvad jeg er. Men én ting må dog kendetegne dette nye mig - erkendelsen af overlevelse. Den person, der måske kommer på den anden side, har dog klaret sig igennem denne indre brand i brystet - så styrke må være et sikkert kendetegn.

Og så må alt bygges fra det fundament.

mandag den 12. december 2011

Biler i modlys

Det er pudsigt, som de bedste beslutninger bliver truffet på bagsædet af biler i modlys. Jeg elsker, hvordan flygtige og turbulente skygger suser rundt overalt i bilen - de skaber dynamik, og jeg kan mærke, hvordan livet ånder igennem mig. At alt forgår i kaos, fordi alt opstår i kaos. Det smukke i det hurtige. For sandheden er, at vi ikke ved meget om det, der kommer. 

Men jeg elsker også hvert eneste øjeblik af de sekunder, hvor kabinen er helt mørk. Hvor der ingen impulser er. De øjeblikke, hvor bilen og jeg ihærdigt forsøger at få pusten. Mærke luften i lungerne i stedet for at kæmpe for overlevelse. 
De øjeblikke kan jeg fyldes med ensomhed - med en dyb udslettende angst for, at jeg kun er et rekvisit i andre menneskers liv. Hvis jeg forsvandt, ville der nok være en anden for de fleste. Det håber jeg et eller andet sted også - jeg ønsker ikke, at nogen skal falde med mig, hvis jeg faldt. Ensomhed er smukt og rørende og dybt. Og jeg vil aldrig undvære det. Men hvor ville jeg dog gerne være fri. 

De øjeblikke kan jeg fyldes med gru for fremtiden. For hvor jeg ender. Om jeg overhovedet når at ende. Om livet forsvinder i lysglimt fra modkørende biler med blåhvide lys. Hvornår smager livet, som livet? Hvornår er det tid at sætte sig ned i det knæhøje græs, som er allergrønnest lige her, hvor vi alle sammen voksede op i samme smukke dans? Hvordan føles den dybe, ægte kærlighed, der ikke forsvinder efter de trivielle to år, som altid kommer med konflikter, konfrontationer og kampe? 

Jeg bøjer mig sammen, krampagtigt, for gråd kan sætte sig i maven og blive der. Det er bedst at hulke på bagsædet af en bil i modlys. Det er bedst at være her. 

fredag den 9. december 2011

Kunstens Paradoks

Michelangelo (selvom man er lidt i tvivl i Italien), Da Vinci, Catul, Thorvaldsen og Wagner.
Men hvordan skal vi selv skabe, når alt er brugt.
Mozart, Strunge, Odde, Poe, Shakespeare og Homer
Hvis alle historier er fortalt...
Kierkegaard, Møllehave, Aristoles, Andersen (både H.C. og Benny)
.. og alle billeder er malede
Picasso, Matisse, Van Gogh, Monet og Manet
.. og alle toner er spillede
Debussy, Grieg, Gorecki, Bamse og Sum 41
.. og alt er kritiseret og bearbejdet
Ulrik Thomsen, Harnow Klausen og Johannes Fibiger
Hvad pokker er der så at gøre
når vi selv vil skabe
noget nyt.

onsdag den 7. december 2011

Spejling

Sammenbidte kæber i kulde. Knugede hænder. Hinandens.
Vejrets bølger rammer med tunge stød.
Det var indtil da en illusion. En tappert kæmpende kliché.
At nærvær kan forvandle udsigt til indsigt.
At mødet med en anden
          kan skabe
              mødet med
                  sig selv. Og alt.

At man gennem spejlet, du udgør
kan opdage alt det, der mangler.
Alle de endnu hengemte aspekter
ved tilværelsen.

Både det smukke og det skønne.
Men i ligeså høj grad det absurde og uhyggelige. Og det rørende. Og omvæltende.
Og det usandsynligt små.

Minderne lægger sig i kø. Venter sagte på drømmene.



mandag den 21. november 2011

Lyrikken

Tanken er altid ufuldendt. Tanken er altid mislykket. Den er altid afbrudt. Den finder aldrig en perfekt form. Endsige essens. Tanken erstattes altid af en anden, der i øjeblikket virker mere frugtbar.
Så hvad er lyrikken? Lyrikken er fiksering af de tanker, som er så vigtige, at de trods den naturlige afbrydelse må fremkaldes igen.
Så lyrikeren må famle sig frem intuitivt, for lyrikeren tænker ikke anderledes. Han har blot opdaget, at genkendelsens glæde er mægtig. Og at tanker faktisk kan gentænkes med et andet resultat - hvad enten resultatet er konkret eller abstrakt.

Er lyrikken selvterapi? Nej, lyrikken er selvservice. Lyrikken er en tegning, der aldrig bliver færdig, kun bliver mere komplex, men som på et tidspunkt måske, måske ikke udgør et smukt, fuldendt mønster. Et mønster, der er ødelagt i det efterfølgende nu, men ikke rigtigt ødelagt, fordi måske er den blot en del af en fremtidig, smuk, faktisk-fuldendt tegning.

Lyrikken er jagten på den uafbrudte tanke. 

Smile

Hvorfor er du begyndt at mukke? Hvorfor ser du så sur ud? Jeg kunne sværge, at du for et halvt år siden smilede mere. Nynnede lidt mere. I disse tider kan du knapt nok lade som om, du nyder musikken. Det burde du nu ellers - for et halvt år siden elskede du mere med musikken end med mig. Ja, det samme med bøgerne. Du har ikke åbnet en bog siden dengang... Ja, du ved. Ikke at den enkelte begivenhed skal opdramatiseres. Nej, den slags hører dårlig litteratur og et skrøbeligt liv til. Jeg ved jo godt, at du ikke er skrøbelig, så det, der skete, betød nok ikke så meget. 

Men i hvert fald så prøver jeg at få dig til at smile noget mere. Også gennem musikken. Men nok mest gennem kærligheden. Altså nogle gange tænker jeg, at du burde smile over, at jeg elsker dig. Men måske ved du det ikke? Måske er det ikke nok? 
Det er en kliche, og det er forkert, at jeg ikke kan leve uden dig. Men ved du hvad? Jeg har faktisk svært ved at leve uden din glæde. Ikke for mig, ikke for børnene, men i det mindste for dig. 

Det er også tåget i dag, så du er nok lidt drøvtyggende træt. I gamle dage kunne du heller ikke lide tågede dage, så det er nok bare det. Kys mig lidt mere. Knep mig lidt mere. Eller ... smil bare en smule mere.  

Distance


Der er en million kilometer imellem os.
Her på værelset.
Eskapistisk søger jeg mod den krystalbelagte grønne græsplane.
 Du siger det, vi begge både drømmer om og frygter.
Ambivalensens øjeblik. 
Øjeblikkets ambivalens. 

lørdag den 5. november 2011

Verden i flux

Fanget i øjeblikkets afsindige hvirvelvind - Med et ben i hvert valg - enten eller. Og stædigt hypotiserende om fremtidens konsekvenser. Pro et contra in futurum. Med et metodisk, meta-indspark, som ihærdigt forsøger at formidle det (mest) sande: at konsekvenser er uforudsigelige; at virkeligheden i sidste ende kan defineres som processuel kontingent. Intet er givet, og alt kan antage nye former, mens vi kigger efter naboens datter i et svagt øjeblik.

Det statistiske var det guddommel igt inspirerede interface, vore dages hyperkomplekse interface a la homo reflexus en en undvigende erkendelse af, at godt nok er verden fremragende analog, men vores perception digitaliserer. Man kan aldrig analogisere en digital, så fuck af med naturlighed og tilbagesøgning. Tilværelsen er kun fremadrettet.

onsdag den 28. september 2011

Illusio ergo sum


Smilende står du imod presset. Og glæder dig over modgangens altid positive slagside. Aldrig vrisser du, aldrig mister du fodfæste. For du hviler i dig selv, og i opfattelsen af de forskelligheder, du, som vi alle, indeholder. Paradokset imellem din alkoholiske onkel, der døde af druk, og dine egne udskejelser sidste weekend. Du favner det, for du har opdaget det ene væsentlige – at kun du designer din tilværelse. Du indser som du prøver det, at du selv er lige så modificérbar som du altid har fundet omverdenen. Men denne erkendelse får dig udelukkende til at kære mere om de ting, du indtil nu ikke har ændret. Illusionen om kernen – illusionen om dybdejeg’et. Og du er vidende, og ved, at det nok kun er illusionen. Men på kantiansk vis antyder du ”illusio, ergo sum”.

Du er manifestationen af ressourcen i samfundet. Du er den mest forhadte, den mest imiterede og den højest elskede. Du er modellen for moderne terapeuters strategi i de grelle tilfælde. Du er vist mere, end du lader dig selv tro på. Og det er nok godt nok, for hvis du blev for selvtilfreds, ville du nedbryde dig indefra.   

torsdag den 22. september 2011

De gamle nætter

De gamle nætter.

Jeg sad i de gamle nætter og skrev. Små tekster, som jeg kan genlæse nu. Erindre livet der var en gang, dufte kaffen og rødvinen fra stuen. Høre punkmusikken fra mine earphones. Men sig mig, hvad blev der egentligt af det – af mig, fristes jeg til at sige, velvidende det ikke er god litteratur? Blev jeg ældre og klogere – blev det overflødigt? Fandt jeg en anden ventil?
Jeg tror desværre at anerkendelsen forsvandt. Det ærligste, jeg nogensinde har skrevet, er det, som kommer nu: Jeg skrev ikke for at lukke overtrykket i mig ud; jeg skrev udelukkende for at fylde mig. For at høre jer sige, at jeg kunne noget. At jeg rørte enkelte af jer. Måske at jeg gjorde en forskel. Inderligt ønskede jeg, at I ville sige til mig, at jeg var dygtig, og at jeg havde en fremtid som forfatter.
For det gennemgående tema i mit liv er jagten på anerkendelse. Behovet leder mig i pragmatisme, forræderi og bagvaskelse. Jeg er ikke noget godt menneske – ikke herinde i midten – jeg har bare fundet ud af, at mennesker godt kan lide os, der synes gode.
Tit føler jeg mig falsk. Og også ofte alene. Men at det er sandt, kommer også til tider bag på mig. Man kan intellektualisere sig bort fra mange skræmmende tanker, og det gør jeg i høj grad. Ensomhed er noget pjat, et modefænomen. For ingen er helt alene, og dem der er, de har travlt med andre tanker. Jeg føler mig blot alene, fordi jeg er en misforstået kunstner. CUT. Jeg føler mig blot alene, fordi jeg har lavt selvværd. CUT. Jeg føler mig blot alene, fordi jeg er bange for at miste de nærmeste. CUT. Jeg føler mig blot alene, fordi ingen kender mig rigtigt. CUT. Jeg føler mig blot alene, fordi jeg er … alene. CUT. … fuck..
Skriv mit menneskellige CV og se, at jeg har anciennitet nok til at bestride alle rollerne. Men etabler kontakt til den ordløse, emotionelle melodi, som jeg nynner sovende og hør, at jeg slet ikke er, hvad jeg giver mig ud for at være. Og at jeg ikke har noget at skrive om.

Se bare – han skriver om at skrive. Tak, Liam.
Så hvad skal jeg gøre? Lad mig spole tilbage. Til før jeg forstod alt det her. Til dengang jeg kunne skrive. Hvor jeg faktisk troede på det. Og mig.
Lad mig spole tilbage.
Til de gamle nætter. 

Afmagtens tidsalder

Afmægtigt åd vi spisesedlerne med øjnene, for katastrofismen blev vores tids spiritualitet, som katalyseredes af den præpubertetslige seksualitet symboliseret ved de to tårnes fald.
Økonomisk ansvarlighed opstod fordi dommedag var nær, jeg lærte at spare op, fordi Grækenland og USA ikke gjorde. Men hvad fanden skulle vi gøre - interdependensens bagside er netop interdependensen, for vi kan ikke inddæmme os, når lortet falder sammen.
Jeg griner af det på facebook, er satirisk anlagt - men sandheden er, at både din og min fremtid er afsindigt afhængig af vores nutid. Og det går af helvede til. Pragmatismen i politikken og privaten er så gennemgående, at det ikke kan vendes om.
Og ord runger i mit hoved: "Er mennesket det eneste dyr, der får en second chance i dette evolutionsspil?". Og selvfølgelig er vi ikke det.

Så lad os møde døden, som farmor og Ole. Badet i blod skriger vi op til en Gud, som igen er optaget - "læg venligst en besked efter tonen". Fuck dig, fuck dig, fuck dig. Jeg har aldrig troet på en mening, men kunne du da for helvede ikke tale mig efter munden, nu hvor alting brænder omkring mig. Og nej, brændt barn skyer sgu ikke ilden - han drages af den. Han har lært sig om ildens natur, og han vil altid vende tilbage til varmen. Hans sanser vil altid kunne opfange røglugt.
Er det determinisme? Er det uvilje? Gu er det ej, det er det humane interface. Vi er ikke særligt meget mere end vore instinkter - vi skal bare huske, at det vigtigste, dybeste er den usædvanligt naive tro på, at vi har en indflydelse.

Men det trækker i mit mellemgulv (/kød) og jeg hvisker lavmælt - men hvad med kunsten? Rummet fyldes med latter, for Gud har snakket færdig med de gamle nordpå, og han siger: I once had a dream. 

lørdag den 17. september 2011

Bygninger, bræk og bebrejdeser

Det summer i mit indre, som jeg nærmer mig bygningen. Stor, grå, aseksuel men dog menneskelig. Jeg støvbader, nynnende og smilende. Som en gråspurv. Som en indisk mægtig elefant. I tiden mellem erkendelser føles livet altid forudsigeligt - er det menneskeligt at bortse den uundgåelige faktum, at ingenting i dets inderste substans er, som vi troede?
Vi vælter os i dagsgamle branderter, som jeg skrev engang, men gør vi det villigt, eller drukner vi? Det glugger fra vores svælg, mens vi forsøger at synke den gærede væske. Det har intet med alkohol at gøre, og bygningen står endnu.
Fundamentet er manglen på samme, men den er vi trods alt enig om.

Jeg skriver - mest fordi det er længe siden sidst. Min ventil er gået i stykker - eller er den? Jeg skriver ikke længere som dengang. Jeg har mistet det - evnen. Eller viljen. Jeg tvinger det sproglige, jeg presser semiotiske fingre i halsen, brækker små klumper af halvfordærvede emoblogs op, men det flyder ligesom ikke. Ikke som i gamle dage, hvor jeg skrev, som var jeg ramt af salmonelle og sars. 

lørdag den 2. juli 2011

Camouflerede følelser

Nogle gange trænger følelser sig på – nedefra. Og før jeg opdager, hvad jeg føler, opdager jeg, at jeg føler. Ærligt talt er det nok sjældent, at jeg opdager, hvad jeg føler. Oftest føles det bare som følelser. Som en let summen, som en latent melankoli på trods af skyfrihed. Fremkaldt af et særligt lys i juli, en særlig duft i en ruingade, en særlig sang med taktslag som hjertets. Et slags emotionelt deja vu, som ryster det inderste i en frekvens, vi aldrig lærer at udtrykke. Vi aldrig lærer at skrive. Og som fortsætter til den erstattes af noget andet.

I disse stunder, hvor vi oversvømmes af camouflerede følelser, tiltrækkes vi af de store tanker. Dem om livets forcerede epokeopdeling, om universets umulige sammensathed og altings indre sammenhæng. Vi siger, at vi siger farvel til noget og velkommen til noget andet, eller vi siger hvil i fred og mener, at vi inderligt håber, at vi kommer til at kunne føle fred. Vi står på Grenen med et ben i hvert hav, føler os små og samtidigt afsindigt store – ikke engang dette storslåede fænomen kan udtrykke, hvad jeg føler. Ikke engang denne utrolig position, hvor jeg fastlåst mellem giganter, føler mig som essentiel, kan udtrykke denne indre sitren. Denne spænding, som kravler overalt i mig.

Kun musik og lukkede øjne med vinden i håret. Solnedgange ved Vesterhavet, en tåre på en kind der ikke kender konsekvensen. Og erkendelsen af, at livet aldrig slutter. ”Do not stand at my grave and weep” siger jeg højt, mens jeg griber mig til min tatoverede overarm.

Vi er små brikker, og et øjeblik fnyser jeg af Henleys livsbekræftende ord, men jeg mærker dybet sluge mig og finder valget sammen med alle dets uoverskuelige og dejlige og frygtelige og skæbnesvangre konsekvenser og virkninger frem. Forstår mit eget ansvar og slapper af i mine øjne.

mandag den 23. maj 2011

Sommertanker

Sommeren er altid forskellig fra sidste år, men duften af storhed og renhed never let’s me down. Vi smelter stadigvæk hinandens skumfiduser over åben ild på den strand, som har huset os i alle verdens hjørner. På cykler og i busser spredte sommerens budskab sig igen – denne gang til nye versioner af os. Optimerede, troede vi, men blot ligeså forblændede. Som sidste år.

Min barndom var mest sommer – selv når den var dårlig. Sommeren passer bedst til det hele, mens vinter bedst til sorg, forår bedst til forelskelse og nymod. I sommerens rammer kan man lytte til al slags musik og stadig føle sig tilpas. Jeg havde en gang imellem lyst til at ryge, kun fordi cigaretten ville underbygge den, jeg følte mig som i det øjeblik. Som at stige ud af en for varm flyvemaskine eller drikke whiskey på en strand.

Det er ikke bare årets gang, det er livets gang, for vi stråler mere, når vi sidder i solen.

lørdag den 30. april 2011

Snothvalp

Han stod krumrygget med bøjet nakket. Trak vejret overfladisk og for hurtigt. Men ikke panisk som ved hyperventilering. Bare hurtigt. Jeg kunne kun se den hvide ryg med de mange røde pletter fra hvor jeg stod. Han rystede som af kulde. Jeg tog et enkelt skridt til højre. Han havde ikke hørt mig. Eller også lod han som ingenting. Jeg så hans ansigt. Medtaget af årtiers mental vanrøgt, flød tårerne for første gang. Det empatiske snot flød fra hans tilsneede næsebor. Han vækkede sympati. For han var sølle og svag. Mit blik faldt til hans røde underarm. Tilsværtet af frisk blod. Han trak rutineret bladet fra håndledet til albueleddets inderside. Robotagtigt. Hans ansigt fortog sig ikke i smerte. Kun i snot. Jeg stod stille.

Jeg så ham trække vejret langsommere. Roligere var det ikke. Bare langsommere. På et tidspunkt løftede han blikket fra den underarm, som var så rød af gammelt og frisk blod. Han kiggede ud af et nyligt vasket vindue. For ham kørte bilerne hurtigere og bladene faldt af træerne på den halve tid. Cyklisterne med travlhed på bagagebæreren kørte ind i hans ansigt. Hele hans liv havde han panisk snurret om sig selv, søgende efter noget betryggende og bekræftende. Cyklister, scootere og rullatorer hamrede forbi med lydens hastighed – og de gennembrød lydmuren lige foran ham. Han forstod ikke hans tid. Men den kom og gik alligevel. Og nu var tiden inde. Det havde han forstået. Det valgte jeg at tro på. Men det havde han slet ikke – han havde intet forstået. Han havde netop intet forstået.

onsdag den 16. marts 2011

Brev

Til de ravgule øjne, jeg i gamle dage i mørket så.

Til dem, der ommøblerer i voldsomme variationsabstinenser.

Til dem, der afsøger busstationens tomme skurer efter bekendte.

Til dem, der faker en sms for at slippe for øjenkontakt.

Til dem, der på et tidspunkt erkender, at de ikke er, hvem de prøvede på at blive.

Til dem, der er glemsomme.

Til de forsvindende små

Til de massivt store.

Til dem, undskylder det med, at det er et socialt eksperiment.

Til de assimillerede. De segregerede.

Til Søren Pind og hans hund.

Til dem, der leger doktor med lillebrors klassekamerater.

Til dem, der hører klassisk musik. Og punk.

Til dem, der ikke er kristne fordi de ikke kan styre deres tanker.

Til fortrængningerne og forskydningerne.

Til efterrationaliseringer, og de liv, der leves

altid stræbende mod næste lygtepæl. Mens vejen kvalmestimulerende snor sig som en slange.

Til folk, som holder sig i gang ved at mindes

eller drømme.

Til dem, der altid forsvandt da vi var unge.

Til dem, der aldrig kom tilbage.

Til de nærmste og dem, der er længst væk.

Til de rørte, berørte, omrørte og bortførte.

Til de unge aspiranter

Til dem med inspiration, engagement og vilje

Til dem uden.

Og til dig.

En generel anmærkning: Vi er alle fælles om en ting:

MIG.