fredag den 20. august 2010

Pubertet

Tilladelse til penetration
af mit sind
af min hjerne
Og min krop
i alskens væddemål med svunden tid som præmien
både til vinder og taber.


En stille bustur vugger
dem hen i euforiens
billeder af forglemmelser.
Tanker og følelser der aldrig
betød andet
end netop det, at
vi nu genoplever dem
som minder.


Og samvittighedens kvaler
over hukommelsens,
eller var det prioriteringens(?),
svigt?


Og de legede
og udvidede deres horisonter
og perspektiver
ophævede de grænser,
der kun fandtes ved deres
ophævelse.


Med deres indtræden i
en nyere, anderledes
verden
mødte de ikke blot
hinanden, men også
begrænsninger.
Deres egne.


Tilblivelsen af en trivialitet
anedes, men dunkede erotisk
bort med weekendens utallige
forspil.
Og da blev alkoholen ven.
Ven med de fleste.


Da Freud langt om længe
åbnede øjnene, bevægede barnet
sig i takter, der spillede til
alt det, man kunne forvente.


Og avantgardismen blev befalingen
udskikket af en hvis Dahl
men bestræbelsen
umuliggjorde idealet om
total fralæggelse af tiden.


Uden referencer til
en datid.
Uden tiltale af
en fortid
nærmer kunstneren sig kunsten
udelukkende med forudsigelsen om
en fremtid.

torsdag den 19. august 2010

Ballet

Kunsten i et bøjet ben strakt fod

en elegance, yndefuld som hun står.

Plié, piruet, patologisk.

Hun hopper

splitspring over en scene

ingen lys

ingen lyd

en enkelt gæst i salen

den vigtigste, synes hun vist.

Hun blinker med øjnene,

retter indstuderet på sin tricot

Strækkre sin ryg, hejser sin pande

Smiler mod det normalt beskuende bjerg

som var det fuldt af åndedræt;

som var det indlært.

Og som den imaginære musik slutter bombastisk

knækker anklen og lader sig styrte.

Han bliver siddende

en svag krusen

et smil?

en bekymring?

det manglende lys skærer i hendes opfattelse.

… hun opdager, at hun ikke kan mærke ham.

Synet af ham, vender hende mod sig selv.

Tæppet forbliver oppe

selvom det burde falde

tricoten er gennemsigtig

og hendes krop

skinner

onsdag den 18. august 2010

Forelskelse i beruselsens bølgede virkelighed
genfinder sig i de stadigt elskende
Og de bliver suget i maven, mens bakker springer frem langs rygsøjlerne.
De forundres over kærlighedens væsen
dens stadighed, dens stædighed
dens inderlighed.

De fanges i øjeblikke som disse
halvt lykkelige, halvt bekymrede
med tanker om en fremtid, der både
lyser
og skærmes i gløden fra momentens nu
hvor intet forekommer overkommeligt
De tænker, at hvis nuet er smukkest
hvor findes fremtiden så?

Men vi smiler til hinanden (igen)
dyt og båt
og forklarer hinanden, selvom vi ved det,
at momenterne som disse er tilbagekommende
og altid evige
og altid mere frembrusende
mærkbare
og følelseseskaperende
end de tidligere.

Dette, mine venner og min egen, er kærlighedens væsen.
Thi den vil altid forøges, altid fordobles
Vi ses, pige, i din fremtid.

tirsdag den 17. august 2010

Senmodernistisk gætteleg

Jeg kan ikke relatere til mig selv

det forekommer mig umuligt at selvrealiserer

jeg er for diffus til at overskue

og for kortlagt til at begribe

Jeg kender dig, for du er en del af mig.

Og som universet udvider jeg mig

altid.

mine grænser overskrider sig selv

hinanden, bugter sig på kryds og tværs igennem tidligere tiders

forbrugerparadis, deisme, forstandpædagogik.

jeg er lassiez faire, dualisme, forståelsesramme og associationsbegrænsning

jeg er chip, fotosyntese, fotografisk hukommelse

paranoia, logikken

jeg er altings væsen og ikke mindst produktet af det samme.

Jeg når aldrig et maksimum, men ingen kan optage mig totalt

thi det ville resulterer i et break down.

Kan du gætte mit navn?

Hyperkompleksitetens selvforståelse

I landskaber med lyrisk lagte lænker

hopper et jeg djævelsk rundt mellem snarer

”Jeg vil aldrig forfejle”

Med menneske på interrail ned af en herjordisk Styx

på mission, på tomlen

på jagten

efter alsidigheden:

Hvad der mangler, hvad der forgår

hvad er det, der aldrig forbliver

Hvem er det, der aldrig forsvinder?

søndag den 15. august 2010

Gamle tanker

Hvad er dit liv, min ven?

Er det at jagte lykkens momentale storhed på bagagebæret af en forårsfarvet damecykel?
At forsvinde bort i mængders iver efter tilpasning?
Er det smilet, du så hos hende, der først forlod dig mange dage senere?
Livet, du mærker sporadisk passere forbi består af tusinder af glemte og bevidstliggjorte fornemmelser - de bedste og værste bemærker du. Resten er fyld, som ingen er foruden.

Husker du stier med hjerter som skilte?
Gaver på rejserne med kufferterne fulde af ting, som ville forgå.
Sneklædte tinder beset fra bagsædet af en bil.

En omsorgspersons erkendelser

Stil dig op, min dreng.
Bese stranden under dine fødder. Fokusér på storheden, på mængden og på homogeniteten i oplevelsen.
Stil dig der på klitten, foran dig ligger havet, som ingen har besvømmet. Det ligger åbent for dig, og du kan fortælle sandhederne derfra. Vi vil vente herhjemme, spændt, på dine breve om dine oplevelser på bunden. I bølgerne. Du bestemmer selv, hvad du finder. Hvor dine arme trækker dig hen.

Det er på tide, at du står på egne svømmefødder. Du har ikke været vant til meget, min dreng, mindst af alt støtte. Du har altid klaret dig så godt på dit intellekt, din intuition - alle situationer, hvor jeg selv ville være brækket sammen, har du klaret med storhed. Du har udøvet førstehjælp på dine nærmeste, du har reddet mange. Du har slået en hare ihjel med en ratlås ude ved Årsdale, fordi jeg ikke kunne. Mig der burde være den store. Du har engang reddet mig ved at rette bilen op, da marken kom hamrende ind mod forruden.
Jeg ved godt, at jeg har fejlet sammen med alt for mange andre. Hvor har resten været henne, når du skulle hive mig op fra et eller andet forpludret hul?

Men jeg er også nødt til at erkende, at du behøver at komme væk. Så svøm i havet, mærk din frihed. Jeg ved, at du er ensom, min dreng, men du bør stole på dig selv. Du kan ting, som ingen andre kan. Du har levet på mindre end det vand og brød, jeg tilbød dig. Og selv gennem en uhjertelig behandling har du blomstret. Du besidder større styrke end mig. Du ved mere end mig. Du har flere erfaringer end mig.
... og jeg er tusinder af år ældre end dig. Sandheden er, at jeg forhåbentligt snart dør, så du kan glemme mig og de pinsler, jeg har hevet dig igennem.

Alt der er tilbage er denne sidste gave ...