mandag den 17. maj 2010

Fremtiden

I historier som disse vinder de onde aldrig; vi vil altid kunne rejse os - og vi ved, at uanset hvor trægt det går, kan vi altid finde styrken og sejre.
Vi rejste os sammen op fra sengene og besteg bjergene der skyggede for vores udsigt mod horisonterne og de solopgange, som vi ofte drømte os til. Vi kravlede af smalle stier og hullede veje, og guderne skal vide, at vi kun klarede den fordi vi havde hinanden i de svære tider og fordi vi troede på, at verden på den anden side var skønnere.
Og da de regnede holdt du fast i min arm, og vi morede os over, at det mindede om den måde, hvorpå ægtefolk holdt hinanden på i den verden, hvorfra vi drog. Du grinede med dine øjne og dit åndedræt - den der måde, du ved. Og jeg kunne simpelthen ikke lade være med at kysse dig.
For i regnens grå mørke var vi uden at vide det nået til toppen, og i det du lagde din fod på den sidste sorte sten fandt solen frem til vore pander og sammenflettede hænder. For vore fødder spredte der sig en dal med en fremtid, ja, det, der nok en dag ville blive vores.
På en terrasse sad et ældre ægtepar på hver deres gyngestol og nød stilheden, der bevidnede tilliden og troskabet, imellem dem. Nede af gaden var en kluntet,halvmidalderende, balancerende igang med at male udhænget på et nybygget hus, mens han i et lykkeligt, smilende øjeblik fik øje på hans kone med deres ny- men sidstefødte på armen. Hans kropsholdning markerer stoltheden over at have fået et liv, som ikke var som han forestillede sig, ikke blev, hvad han havde drømt om, men alligevel var det eneste, han i dag kunne tænke sig.
Der løber et par fjalede teenagere rundt, et par vordende forældre med babybøger, bleer og blege ansigter. Et krigerisk udseende, der er okay. En jalousi, som hun lærte at leve med. En forståelse for nærhedsbehovet, såvel som afstandsbehovet. En erkendelse af, at uden hinanden, uden sammensmeltningen i bjergene, uden overvindelsen og uden kærligheden, ville intet af det i dalen blive sandt.
Og som de stod på toppen af det sorte bjerg, var der intet, der var mere tiltrækkende end at lade sig falde og rulle ind i fremtiden. Omfavnet af hinanden og med farten, der kendetegner ungdommen.