onsdag den 14. april 2010

Psykopatologiens ensomme meningsløshed

Igen i nat plagedes jeg af drømme, der ikke holdt sig til søvnen. Om dette beskrives som hallucinationer, aner jeg ikke - interesserer mig ikke. Alt jeg ved er, at jeg åbenbart ikke slipper for disse natlige besøg, der oftest tager sig ud som overvågninger. I starten var det mest ansigtsløse, aseksuelle, næsten amorfe menneskeskikkelser, der også til tider har været fysiske (hvis man da kan snakke om fysisk i forhold til ireelle skabninger) overfor mig, men nu er det egentligt oftere børn i alderen 4-6 år; både drenge og piger. Og de stiller sig blot op og betragter mig - ganske neutralt, hverken beskyldende eller medlidende.

Jeg ved ikke, om det kan beskrives som frygt eller angst, jeg føler - nok snarere en overlevelsesstrategi. I starten er jeg naturligvis bange, for jeg ved ikke, hvad der skal ske denne gang - og guderne skal vide, at det har været ubehageligt at blive hevet ud af sengen af en bleg, ansigtsløs skikkelse - men når jeg opdager, at de ikke er der af anden grund end at betragte mig, slapper jeg mere af. Det er stadigvæk umuligt for mig at sove, men min puls falder og åndedrættet normaliseres. Derefter spenderer jeg natten på at holde øje med, om de gør et udfald mod mig. Prøver at vende noget energi indad for at finde kilden til drømmen eller hallucinationen om man vil.
Når lyset falder ind under mørklægningsgardinet forsvinder de - jeg kan aldrig finde ud af hvordan. Nogle gange tager de skikkelse som en fysisk reel ting - en stol eller en trøje eksempelvis - men oftest forsvinder de blot og holder op med at være til stede.
Meget hurtigt, for jeg har lært at lyset medfører ro, falder jeg i søvn.

Men hvad er disse forestillinger? Hvilken nytte gør de?
Nogle vil mene, at det er en advarsel om, at min hverdag er ved at blive for stresset, for kompleks. Andre vil mene, at det er et tegn på, at mit sind reagerer på en lang periode, hvor mit sind har været presset og stresset.

I sidste tilfælde kan man da undres over, hvad det egentligt grundlag for sådan en reaktion er: Hvorfor skræmme og påvirke mig negativt, når jeg er igang med en rigtig proces i forhold til opretholdelsen eller genetableringen af sundheden i mit sind og min krop?

Er det fortrængninger, der vågner op, fordi mit sind er træt af at kæmpe? Freud ville klappe, men hvordan kommer jeg i så fald af med dem? Man kunne mene, at det kræver en dybdeboring af eventuelle fikseringer i min barnseksuelle faser, men det virker ufornuftigt at give min tidlige barndom skylden for reaktioner på belastninger, der har været hele mit liv og er eskaleret indenfor det sidste halve år.
Hvis man tolker på det aspekt, at mine nattegæster altid betragter mig som værende primær aktivitet, kan man måske komme frem til, at jeg føler mig overvåget i virkeligheden. Men det giver ikke god mening - for jeg gør nærmest hvad jeg vil. Kun i forbindelse med mine reaktioner på ovennævnte belastninger kan det siges, at jeg overvåges - af fagfolk og plejefamilie. Måske er det snarere en reaktion på faktummet, at jeg førhen ikke er blevet overvåget - at der ikke er blevet ageret på de ting, som der burde. Måske er det egentligt reaktionen på, at et savn fra hele mit liv i øjeblikket bliver opfyldt.

Men vi er tilbage ved samme evindelige spørgsmål - hvad er meningen?
Hvad skal jeg bruge det til?
... og jeg tror aldrig, man finder ud af det.