mandag den 8. marts 2010

Verjballoner

Lange lige firkantede stier
afbrudt fra tid til anden
af en plasticgrøn park
En identitet i samme farve kravler
uforløst rundt mellem oprevne brosten,
der ikke engang selv kender grundlaget for deres opstand.

Flere og flere søger irrationelle forklaringer
stjernetegn, kaffetryk og ægteskaber
Kompleksitet, meningsunderskud (eller misforstået overskud)
kræver en tilsidesættelse af det virkeligt essentielle.
Filosofien, min kære, er præcis samme virkelighedsomgåelse
og faktisk intet bedre end hverken kristendom eller astrologi

Identitet er blevet til vejrballoner
der driver tilfældigt rundt mellem hinanden
en gang imellem kolliderer to
smelter sammen eller styrter ned
Men alene i turbulent tilfældig tilværelse.
Jeg bemærker heroppefra verdens begrænsninger,
og forstår at det væsentlige findes imellem os.

søndag den 7. marts 2010

Misvedligeholdte øjne

Som du dog kan sige det.
Tynde striber af en tabt arm, blod, der størkner lidt. Mørkerødt, brugt blod.
Og et alt for sløvt glasskår og et par dråber på et lagen.
To brugte forbindinger, der ikke var nok.
En lugt af fortrydelse, måske en anelse skæbne. Måske lidt "hvis du leger med ilden tisser du i sengen". Et par tomme øjne, efterladte, forladte, misvedligeholdte - det sidste udtryk frosset fast; håbløshed, erkendelse af fejlvurdering.

Dråber mod et lyst trægulv, der blev lagt en for en af en tålmodig og misfornøjet tømrer.

Din pelikantur

Jeg har hyret en pelikan til at komme og hente dig imorgen klokken 23.54. Hvis du er opmærksom vil du opdage, at den vil flyve dig mod syd, men bare rolig, den har fået meget specifikke instruktioner. Forhåbentligt vil du falde i søvn - jeg har sørget for tæpper, god musik og en ret vidunderlig udsigt. Pelikanen siger, at du selv må bestemme om du vil se stjerner ovnen over dig eller nedenunder. Når du vågner ved, at solen er begyndt at stige op imod dig, der jo som måske antydet befinder dig i himlen, vil der være morgenmad - det bedste af det bedste og lidt pomolo, selvom det ikke er den yndlingsfrugt. På pelikanens køleskab hænger der magnetbogstaver - der står "You are the sunshine of my life". Det bliver ret fuldendt, thi du kan kigge ud mod horisonten, hvor solen, du, netop rejser sig over en skyfri, sydeuropæisk himmel.

På det tidspunkt vil pelikanen nok fortælle dig, muligvis med munden fuld, at nedstigningen begynder, eftersom destinationen snart er nået. Under dig tager Appenninerne form - med sneklædte tinder og dybgrønne dale, hvis kontrasterende farver minder dig om livets bølgegang, der altid lader til at falde ud til det bedste (som i tusinder af andre, ældre fortællinger om dig og mig). I en helt bestemt dal, der tiltrækker din opmærksomhed, som var det meningen, breder en stor blå plamage sig - og søen kalder de Largo L'Abruzzia.
Der ligger en lille bjælkehytte ned til søen, der utroligt nok har sandstrand og det luneste, dog sundeste vand i miles omkreds. En jolle ligger med slagside på stranden, sporet, der indikerer en fortid, er trukket - udgående fra jollens bagerste del. Du kan også se, som pelikanen fortsætter sin færd imod dens udsete landingsplads, at der lige ved siden af hyttens køkkendør står et skur, der mistænkeligt ligner en skilift. Og ganske rigtigt ligger den yndigste lille pist netop ved siden af hytten.

Og pludselig forstår du, at det er livets langsommelige lykke, der stille trækker dig imod hytten, liften og søen. At du er indfanget af det smukke i accepten og ønsket om stilstanden.

(Og du ser mig løbe ivrigt ned af trappen, grine højt mod en pelikan, der lægger an til landing. Den har medbragt mit livs kæreste bestanddel - meningen er, at vi skal liste os frem imod evigheden. I samme bjerghytte, hvor man kan stå på ski mellem bjergtinde og sandstrand.)

Nyforelsket tosomhed

Et kort øjeblik var de fremmede for hinanden, indkranset af et sekunds manglende (næsten intentiøst) iscenesættelse, som en bekræftelse i det dyriske, instinktive motiv til deres forhold. Eller som et flash-back til første antydning af noget nyt på en sofa i et drenget værelse ude bag ved skolen. I mørket, hvor deres øjne var usynlige for hinanden, fandt de frem til det dybeste i deres fællesskab: Viljen.
Og han tog hendes hånd,spredte sine fingre imellem hendes, og med en sagte hvisken lod hende forstå, at hun havde fået ham til at se verden på en ny måde. Eller fået ham til at huske den, som den er. Måske føltes det blot virkeligt, fordi han ønskede sig det. Men ikke desto mindre lod hun ham forstå, at han kunne gøre noget.

Hun kyssede ham.
Enkelt, stille, med det eneste motiv, at hun havde lyst. Og i det lå implicit mere end jeg nogensinde kan gøre eksplicit mellem disse linjer. De heldige ved, at intet ord indebærer styrken, skønheden som dig. Jeg ønsker mig altså flere fremtider med dig. At et enkelt øjeblik kan vare ved, vare længere end det sidste.