fredag den 5. marts 2010

Sene bekendelser

Klem mig.
Klamphuggermusikken.

Jeg tror sjældent rigtigt på noget, men i enkelte øjeblikkelige nu'er falder det mig ind, at et liv uden metafysik, alternativitet og spøgelseshistorier med hold i virkeligheden ville være spild af tid.
Hell, jeg gider ikke leve efter de påståede opsatte, yet uskrevne regler.
Fuck dig freud og superego, fuck dig jung (nej ikke for alvor.
jeg g(l)emte din sjæl i kælderen - undskyld skat, men du fylder simpelthen sådan. nu har jeg din krop siddende ovre i stolen, den kan jeg bruge, når jeg har behov for det (bare rolig, det har jeg tit), og din sjæl er i kælderen, hvor den kan brede sig, og hvis tilfældet skulle opstå (very unlikely) at jeg skulle blive lidt ensom så kunne du jo byde på en kop kaffe.

torsdag den 4. marts 2010

Rygsækløs

I nattens arena
men mørket som tæppet mellem os og
kompleksitetens kaos
søgte vi efter trivialiteten,
det banalt monotone, det genkendelige.

Vores arv, vores ophav
fortæller om en tilværelsen med trivialiteten som fjenden
Vi beretter om en det samme som vores mål.
Thi dynamikken, der heftigt snurrer sig som evige bølger af polvendinger
underminerer og graver os ud som lysestager, hvori det eneste brændende
er den stadige eksistentielle angest.

Jeg famler mig blindt frem i mørket,
det eneste statiske. Og jeg finder en dørkam
hvor jeg opfanger følelsen af nærvær
ikke med et andet menneske,
men mig selv
i en dyb buddhistisk intethedstilstand
bestående blot men betydeligt
udelukkende af væren.

(bag mig knirker et gulvbræt pludseligt og subtilt stadigt hørbart dog uden tolkningsmulighed thi alt er mig borttaget, hermeneutikken er brudt og jeg ligger alene tilbage, rygsækløs og perceptuerende)Ryd

Vendespil for blinde

Jeg blev undfanget til et maskebal ude i Tilst. Mine forældre var på det tidspunkt ikke rigtigt indstillede på at få mig - faktisk anede de slet ikke, at de skulle komme til at kende hinanden bedre end det overfladiske kendskab en seksuel handling indebærer. Men det var altså i tiden hvor den frie abort var blevet problematiseret til en sådan grad, at min mors forældre, der var lutherske, simpelthen betalte mine farforældre penge for at lade sin datter gifte sig med deres søn.
Brylluppet blev afholdt i en lidt for lunken kirke, eftersom det var midt i juni - min mor var højgravid og blev gift i joggingbukser og slør.
Da jeg blev født kom jeg til verden badet i blod - ret usandsynligt ville det have været hvis jeg var synderligt ren, men mængden af blod bekymrede både læger, min far og min godt nok bevidstløse mor. Da jeg kastede mit første blik på hende havde hun en iltmaske på - hvis jeg sagde, at jeg aldrig glemte det, ville det være en løgn; men omvendt så har jeg altid vidst det, uden reelt at kunne huske det. Og jeg havde fået en frygteligt masse blod i øjnene, så jeg blev faktisk nærmest blind efter et par minutter ude i luften, hvilket viste sig at være kronisk. Så det eneste jeg egentligt nåede at se var min mors maskebeklædte ansigt og lægers gummihænder.

Jeg fandt ud af, dengang jeg kom i puberteten, at hvis man gemmer sig tilstrækkeligt længe, glemmer folk, at man eksisterer. Eller i al fald er til stede. Så ret hurtigt fandt jeg ud af, hvordn jeg kunne blive alene, så jeg kunne fordybe mig i min store passion: vendespil.
Og tro nu ikke, at jeg forsøger at være vittig, for selvfølgelig findes der vendespil til blinde - de er blot belagte med forskellige mønstre, der altså skal matches i par.
Men mit vendespil endte altid skidt, for jeg havde åbenbart anskaffet mig et ufuldstændigt spil. Altid endte jeg med at sidde tilbage med to forskellige brikker, der altså ikke passede sammen. Det vil faktisk sige, at den ene passede sammen med nogle af de andre (de var blevet enige om at dele overfrakke en gang for nogle år siden), så tilbage stod kun den sidste.

søndag den 28. februar 2010

Følelsers Elskov

Skinneben mod barberede lægmuskler
Hænder knyttede baglæns (men inderligt) i hinanden
Et kys i nakken med håret
Sukken eller stønnen eller bekræftelsen.
Og saligt.

Og med alverdens store legender i en periferisk fremmedparingsdans hviskes der blide kærlighedsbetagelser gennem en varm, men tynd luft - hvor følelser kan mærkes højviskosiøst.
Men i hvilket lag sondres fascinationen og savnet fra kærligheden og forelskelsen? Ak, verdenslitteratursk at betragte noget sådan sådan.

Måske skal vi droppe det metaske og lade os gribe i det bersorgnske nu, måle væren i varighed og glemme dagenes overlap i en evig fascineret, forelsket og fanatisk elskovsrejse gennem følelsers højborge og forskansninger. Nedbryde facader, overskride grænser, gennemtrænge og forpurre virkelige fordomme - sagt med få klichéede ord:
Hvorfor skulle vi ikke blot overtage denne verden nu?
Tag ikke modet fra mig, ensomhed og solipsisifos!

Jeg vil dig. Jeg ser dig. Og no worries baby, i'm gonna get you.