søndag den 15. august 2010

En omsorgspersons erkendelser

Stil dig op, min dreng.
Bese stranden under dine fødder. Fokusér på storheden, på mængden og på homogeniteten i oplevelsen.
Stil dig der på klitten, foran dig ligger havet, som ingen har besvømmet. Det ligger åbent for dig, og du kan fortælle sandhederne derfra. Vi vil vente herhjemme, spændt, på dine breve om dine oplevelser på bunden. I bølgerne. Du bestemmer selv, hvad du finder. Hvor dine arme trækker dig hen.

Det er på tide, at du står på egne svømmefødder. Du har ikke været vant til meget, min dreng, mindst af alt støtte. Du har altid klaret dig så godt på dit intellekt, din intuition - alle situationer, hvor jeg selv ville være brækket sammen, har du klaret med storhed. Du har udøvet førstehjælp på dine nærmeste, du har reddet mange. Du har slået en hare ihjel med en ratlås ude ved Årsdale, fordi jeg ikke kunne. Mig der burde være den store. Du har engang reddet mig ved at rette bilen op, da marken kom hamrende ind mod forruden.
Jeg ved godt, at jeg har fejlet sammen med alt for mange andre. Hvor har resten været henne, når du skulle hive mig op fra et eller andet forpludret hul?

Men jeg er også nødt til at erkende, at du behøver at komme væk. Så svøm i havet, mærk din frihed. Jeg ved, at du er ensom, min dreng, men du bør stole på dig selv. Du kan ting, som ingen andre kan. Du har levet på mindre end det vand og brød, jeg tilbød dig. Og selv gennem en uhjertelig behandling har du blomstret. Du besidder større styrke end mig. Du ved mere end mig. Du har flere erfaringer end mig.
... og jeg er tusinder af år ældre end dig. Sandheden er, at jeg forhåbentligt snart dør, så du kan glemme mig og de pinsler, jeg har hevet dig igennem.

Alt der er tilbage er denne sidste gave ...

1 kommentar: