torsdag den 4. marts 2010

Rygsækløs

I nattens arena
men mørket som tæppet mellem os og
kompleksitetens kaos
søgte vi efter trivialiteten,
det banalt monotone, det genkendelige.

Vores arv, vores ophav
fortæller om en tilværelsen med trivialiteten som fjenden
Vi beretter om en det samme som vores mål.
Thi dynamikken, der heftigt snurrer sig som evige bølger af polvendinger
underminerer og graver os ud som lysestager, hvori det eneste brændende
er den stadige eksistentielle angest.

Jeg famler mig blindt frem i mørket,
det eneste statiske. Og jeg finder en dørkam
hvor jeg opfanger følelsen af nærvær
ikke med et andet menneske,
men mig selv
i en dyb buddhistisk intethedstilstand
bestående blot men betydeligt
udelukkende af væren.

(bag mig knirker et gulvbræt pludseligt og subtilt stadigt hørbart dog uden tolkningsmulighed thi alt er mig borttaget, hermeneutikken er brudt og jeg ligger alene tilbage, rygsækløs og perceptuerende)Ryd

Ingen kommentarer:

Send en kommentar