onsdag den 6. oktober 2010

Saltvandsblæst

Pulserende

Blæsende

Og hår der ravvådt snører sig sammen i tættere krøller

om et grønligt ansigt.

Intense øjne spejdende øjne

rødsprængte af overanstrengelse

En gennemgnasket hornhinde

penetreret af for mange perceptioner

forstår endeligt sondringen imellem

det rigtige

og oplevelsen.

En kravlen ned af bukkede ben

edderkopper kaffetænder

mørnede revnede fingerspidser

Hammerdunk i mave

som altid på skrump.

Svin på stisystemer

i løbetøj og barnevogne

med fangarme

der driver mig tættere.

fredag den 20. august 2010

Pubertet

Tilladelse til penetration
af mit sind
af min hjerne
Og min krop
i alskens væddemål med svunden tid som præmien
både til vinder og taber.


En stille bustur vugger
dem hen i euforiens
billeder af forglemmelser.
Tanker og følelser der aldrig
betød andet
end netop det, at
vi nu genoplever dem
som minder.


Og samvittighedens kvaler
over hukommelsens,
eller var det prioriteringens(?),
svigt?


Og de legede
og udvidede deres horisonter
og perspektiver
ophævede de grænser,
der kun fandtes ved deres
ophævelse.


Med deres indtræden i
en nyere, anderledes
verden
mødte de ikke blot
hinanden, men også
begrænsninger.
Deres egne.


Tilblivelsen af en trivialitet
anedes, men dunkede erotisk
bort med weekendens utallige
forspil.
Og da blev alkoholen ven.
Ven med de fleste.


Da Freud langt om længe
åbnede øjnene, bevægede barnet
sig i takter, der spillede til
alt det, man kunne forvente.


Og avantgardismen blev befalingen
udskikket af en hvis Dahl
men bestræbelsen
umuliggjorde idealet om
total fralæggelse af tiden.


Uden referencer til
en datid.
Uden tiltale af
en fortid
nærmer kunstneren sig kunsten
udelukkende med forudsigelsen om
en fremtid.

torsdag den 19. august 2010

Ballet

Kunsten i et bøjet ben strakt fod

en elegance, yndefuld som hun står.

Plié, piruet, patologisk.

Hun hopper

splitspring over en scene

ingen lys

ingen lyd

en enkelt gæst i salen

den vigtigste, synes hun vist.

Hun blinker med øjnene,

retter indstuderet på sin tricot

Strækkre sin ryg, hejser sin pande

Smiler mod det normalt beskuende bjerg

som var det fuldt af åndedræt;

som var det indlært.

Og som den imaginære musik slutter bombastisk

knækker anklen og lader sig styrte.

Han bliver siddende

en svag krusen

et smil?

en bekymring?

det manglende lys skærer i hendes opfattelse.

… hun opdager, at hun ikke kan mærke ham.

Synet af ham, vender hende mod sig selv.

Tæppet forbliver oppe

selvom det burde falde

tricoten er gennemsigtig

og hendes krop

skinner

onsdag den 18. august 2010

Forelskelse i beruselsens bølgede virkelighed
genfinder sig i de stadigt elskende
Og de bliver suget i maven, mens bakker springer frem langs rygsøjlerne.
De forundres over kærlighedens væsen
dens stadighed, dens stædighed
dens inderlighed.

De fanges i øjeblikke som disse
halvt lykkelige, halvt bekymrede
med tanker om en fremtid, der både
lyser
og skærmes i gløden fra momentens nu
hvor intet forekommer overkommeligt
De tænker, at hvis nuet er smukkest
hvor findes fremtiden så?

Men vi smiler til hinanden (igen)
dyt og båt
og forklarer hinanden, selvom vi ved det,
at momenterne som disse er tilbagekommende
og altid evige
og altid mere frembrusende
mærkbare
og følelseseskaperende
end de tidligere.

Dette, mine venner og min egen, er kærlighedens væsen.
Thi den vil altid forøges, altid fordobles
Vi ses, pige, i din fremtid.

tirsdag den 17. august 2010

Senmodernistisk gætteleg

Jeg kan ikke relatere til mig selv

det forekommer mig umuligt at selvrealiserer

jeg er for diffus til at overskue

og for kortlagt til at begribe

Jeg kender dig, for du er en del af mig.

Og som universet udvider jeg mig

altid.

mine grænser overskrider sig selv

hinanden, bugter sig på kryds og tværs igennem tidligere tiders

forbrugerparadis, deisme, forstandpædagogik.

jeg er lassiez faire, dualisme, forståelsesramme og associationsbegrænsning

jeg er chip, fotosyntese, fotografisk hukommelse

paranoia, logikken

jeg er altings væsen og ikke mindst produktet af det samme.

Jeg når aldrig et maksimum, men ingen kan optage mig totalt

thi det ville resulterer i et break down.

Kan du gætte mit navn?

Hyperkompleksitetens selvforståelse

I landskaber med lyrisk lagte lænker

hopper et jeg djævelsk rundt mellem snarer

”Jeg vil aldrig forfejle”

Med menneske på interrail ned af en herjordisk Styx

på mission, på tomlen

på jagten

efter alsidigheden:

Hvad der mangler, hvad der forgår

hvad er det, der aldrig forbliver

Hvem er det, der aldrig forsvinder?

søndag den 15. august 2010

Gamle tanker

Hvad er dit liv, min ven?

Er det at jagte lykkens momentale storhed på bagagebæret af en forårsfarvet damecykel?
At forsvinde bort i mængders iver efter tilpasning?
Er det smilet, du så hos hende, der først forlod dig mange dage senere?
Livet, du mærker sporadisk passere forbi består af tusinder af glemte og bevidstliggjorte fornemmelser - de bedste og værste bemærker du. Resten er fyld, som ingen er foruden.

Husker du stier med hjerter som skilte?
Gaver på rejserne med kufferterne fulde af ting, som ville forgå.
Sneklædte tinder beset fra bagsædet af en bil.

En omsorgspersons erkendelser

Stil dig op, min dreng.
Bese stranden under dine fødder. Fokusér på storheden, på mængden og på homogeniteten i oplevelsen.
Stil dig der på klitten, foran dig ligger havet, som ingen har besvømmet. Det ligger åbent for dig, og du kan fortælle sandhederne derfra. Vi vil vente herhjemme, spændt, på dine breve om dine oplevelser på bunden. I bølgerne. Du bestemmer selv, hvad du finder. Hvor dine arme trækker dig hen.

Det er på tide, at du står på egne svømmefødder. Du har ikke været vant til meget, min dreng, mindst af alt støtte. Du har altid klaret dig så godt på dit intellekt, din intuition - alle situationer, hvor jeg selv ville være brækket sammen, har du klaret med storhed. Du har udøvet førstehjælp på dine nærmeste, du har reddet mange. Du har slået en hare ihjel med en ratlås ude ved Årsdale, fordi jeg ikke kunne. Mig der burde være den store. Du har engang reddet mig ved at rette bilen op, da marken kom hamrende ind mod forruden.
Jeg ved godt, at jeg har fejlet sammen med alt for mange andre. Hvor har resten været henne, når du skulle hive mig op fra et eller andet forpludret hul?

Men jeg er også nødt til at erkende, at du behøver at komme væk. Så svøm i havet, mærk din frihed. Jeg ved, at du er ensom, min dreng, men du bør stole på dig selv. Du kan ting, som ingen andre kan. Du har levet på mindre end det vand og brød, jeg tilbød dig. Og selv gennem en uhjertelig behandling har du blomstret. Du besidder større styrke end mig. Du ved mere end mig. Du har flere erfaringer end mig.
... og jeg er tusinder af år ældre end dig. Sandheden er, at jeg forhåbentligt snart dør, så du kan glemme mig og de pinsler, jeg har hevet dig igennem.

Alt der er tilbage er denne sidste gave ...

lørdag den 7. august 2010

Antropofobi

Vi væltede i dagsgamle branderter

mens vi

Ihærdigt tilstræbede os nye.

Som så ofte før tillod tågen mig at ane virkeligheden

og jeg forstod, naturligvis, det menneskesky,

det antropofobiske i menneskets adfærd.

Vi undgik hinanden ved at bedøve os i det social forventning

og personlighed ensomhed ikke tillod os selektiv

isolation.

onsdag den 2. juni 2010

Si j'avais a t'écrire
Mon ange, je te dirais
Combien tes doux sourires
Me laisse souvent muet

Et je te parlerais
De ta voix caressante
Son univers d'effets
Ses vertus bienfaisantes

Je voudrais t'exprimer
De façon explicite
Pourquoi ton être entier
Mon amour s'y abrite

J'inventerais les mots
De la langue de mon coeur
Car ceux de mon cerveau
Ne sont a ta hauteur .

mandag den 17. maj 2010

Fremtiden

I historier som disse vinder de onde aldrig; vi vil altid kunne rejse os - og vi ved, at uanset hvor trægt det går, kan vi altid finde styrken og sejre.
Vi rejste os sammen op fra sengene og besteg bjergene der skyggede for vores udsigt mod horisonterne og de solopgange, som vi ofte drømte os til. Vi kravlede af smalle stier og hullede veje, og guderne skal vide, at vi kun klarede den fordi vi havde hinanden i de svære tider og fordi vi troede på, at verden på den anden side var skønnere.
Og da de regnede holdt du fast i min arm, og vi morede os over, at det mindede om den måde, hvorpå ægtefolk holdt hinanden på i den verden, hvorfra vi drog. Du grinede med dine øjne og dit åndedræt - den der måde, du ved. Og jeg kunne simpelthen ikke lade være med at kysse dig.
For i regnens grå mørke var vi uden at vide det nået til toppen, og i det du lagde din fod på den sidste sorte sten fandt solen frem til vore pander og sammenflettede hænder. For vore fødder spredte der sig en dal med en fremtid, ja, det, der nok en dag ville blive vores.
På en terrasse sad et ældre ægtepar på hver deres gyngestol og nød stilheden, der bevidnede tilliden og troskabet, imellem dem. Nede af gaden var en kluntet,halvmidalderende, balancerende igang med at male udhænget på et nybygget hus, mens han i et lykkeligt, smilende øjeblik fik øje på hans kone med deres ny- men sidstefødte på armen. Hans kropsholdning markerer stoltheden over at have fået et liv, som ikke var som han forestillede sig, ikke blev, hvad han havde drømt om, men alligevel var det eneste, han i dag kunne tænke sig.
Der løber et par fjalede teenagere rundt, et par vordende forældre med babybøger, bleer og blege ansigter. Et krigerisk udseende, der er okay. En jalousi, som hun lærte at leve med. En forståelse for nærhedsbehovet, såvel som afstandsbehovet. En erkendelse af, at uden hinanden, uden sammensmeltningen i bjergene, uden overvindelsen og uden kærligheden, ville intet af det i dalen blive sandt.
Og som de stod på toppen af det sorte bjerg, var der intet, der var mere tiltrækkende end at lade sig falde og rulle ind i fremtiden. Omfavnet af hinanden og med farten, der kendetegner ungdommen.

onsdag den 5. maj 2010

At sælge sin sjæl

Jeg går ned af en tømmermandsbelagt Rådhusgade, der stinker af bræk - nok mit eget - og jeg forsvinder i mine egne tåger. Glimt af en nat, der minder om andre, og genoplevelsen af samme antiklimaks. Samme triste musik, med samme mennesker, der smiler stædigt over alting i kampen for at virke festlige. Og klistrede tatoverede underarme, som får folk til at flytte sig, når jeg skal pisse - selv dem, der kender mig, for de har set mig miste hovedet og hamre. Væk på de samme fucking ting og glemsom som sidste sommer, med dæmoner i øjenkrogen og hvisken om mig ved alle borderne. På et værthus, der ikke længere kræver betaling for deres lort, så længe vi intet smadrer. Og et stambord med folk som mig selv, hvis stolthed led det sidste nederlag, da de krævede den sidste weekend da de tævede en 16-årig dreng ihjel, mens jeg var i baren.

Senmomental lykke

Du er min livslyst, barndommens tivolitur. Du trækker mig rundt i en følelseskarrusel, der byder på alt fra ekstase til depression - for med dig kommer alt på kanten; du er som et en tur på sneen, blot uden et efterfølgende badtrip. Med dig lærer jeg at kende mig selv, for jeg hører om, at du gør mig hel, mens min gamle ven synger om, hvordan du lægger hånden på mit hoved og uddriver dæmoner, der har besat mig - om det er de gamle, nyere eller om jeg finder dem i selv, så trækker du mig hjem.

Når noiaen er over mig kravler jeg over mod minderne om nætter med dig i mine arme. Og når det jeg ser, kun er mit, bliver du min følgesvend, der driver dem på flugt - illusionen om kærlighed er stærkere. Jeg oplever at mangle dig, og aldrig har jeg været svagere end her sammen med dig - aldrig har jeg før skrevet som jeg gør nu, som et kærlighedskvartet over emotionelt begær. Med tanker om Aristophanes, søger jeg dit nærvær.

Men jeg ser mig selv som det skumle væsen i hjørnet af et godt liv; som manden med kniven, som kaninen i løbegaarden. Jeg kan høre dig hviske i din søvn om, hvordan følelser blot er noget, man bilder sig ind, og at vi er upraktiske sammen. Jeg kan mærke dig drømme om andre mænd, om bedre mænd - og jeg skærer mig på mentale psykofarmaka, der efterlader ar, som jeg ihærdigt flygter fra. Men skat tanken om dig med en anden giver mig lyst til at slå ihjel.
Jalousi bliver allestedsværende ... og jeg hader alt det, der ikke handler om mig. Du får kun de gode sider at se, men indeni raser der en ondskab, som min ærlighed ikke kan holde tilbage ... "Du har ikke lyst til at se de tanker, jeg lever i" sang min gamle ven, og jeg tog et sip af en anden god dreng JD.

Tiderne går og musikken skifter og jeg tror på lykken og på livet. På det smukke i kærligheden, men erkendelse af forgængelighed og momental lykke driver mig mod den, du forelskede dig i. Og jeg viser dig ham, og lever med ham, som var han mig.
Selvmordet bliver reelt, da jeg fortrænger det destruktive og forfalder til facaden. Men du skal vide, at et liv med dig uden mig er bedre end andet.

søndag den 2. maj 2010

En togtur

Verden eller måske snarere
landskabet
drøner forbi med globaliseringens
hastighed
Konfust, hvis fokus på enkeltobjekt
holdtes
Og indtryk i massevis frasorteres
uintentiøst
thi selv den uhåndgribelige verden
favnes
af os vil.
....
En prikken på skulderen, hendes
smil
og et kys: "Vi er snart
hjemme"

Og i strømmen af tusinder af objekter, forblev hun det eneste, der bestandigt holdt min fokus.

tirsdag den 20. april 2010

Følelsers Dans

Måske er dage, som disse skabt af følelsernes dans med hinanden.
En lidt heftig tango, en energisk zumba og en sensuel rumba.
Hvad med den travle ægtemand, der for første gang i lang tid kysser sin kone farvel?
Hvad med en dreng, der bliver puttet på samme måde som altid - med præcis den tryghed, vi allesammen kan se, bliver det, han kommer til at skulle undvære resten af sine dage?
Hvad med mig - der gang på gang falder i samme tankefælder og fejlslutninger? Hvis eneste relation til virkeligheden er det iratationsmoment, jeg gang på gang må erkende, at jeg for andre er. Ikke desto mindre er min berettigelse til at være her reel - I må fravælge mig, hvis det er det, I ønsker.

onsdag den 14. april 2010

Psykopatologiens ensomme meningsløshed

Igen i nat plagedes jeg af drømme, der ikke holdt sig til søvnen. Om dette beskrives som hallucinationer, aner jeg ikke - interesserer mig ikke. Alt jeg ved er, at jeg åbenbart ikke slipper for disse natlige besøg, der oftest tager sig ud som overvågninger. I starten var det mest ansigtsløse, aseksuelle, næsten amorfe menneskeskikkelser, der også til tider har været fysiske (hvis man da kan snakke om fysisk i forhold til ireelle skabninger) overfor mig, men nu er det egentligt oftere børn i alderen 4-6 år; både drenge og piger. Og de stiller sig blot op og betragter mig - ganske neutralt, hverken beskyldende eller medlidende.

Jeg ved ikke, om det kan beskrives som frygt eller angst, jeg føler - nok snarere en overlevelsesstrategi. I starten er jeg naturligvis bange, for jeg ved ikke, hvad der skal ske denne gang - og guderne skal vide, at det har været ubehageligt at blive hevet ud af sengen af en bleg, ansigtsløs skikkelse - men når jeg opdager, at de ikke er der af anden grund end at betragte mig, slapper jeg mere af. Det er stadigvæk umuligt for mig at sove, men min puls falder og åndedrættet normaliseres. Derefter spenderer jeg natten på at holde øje med, om de gør et udfald mod mig. Prøver at vende noget energi indad for at finde kilden til drømmen eller hallucinationen om man vil.
Når lyset falder ind under mørklægningsgardinet forsvinder de - jeg kan aldrig finde ud af hvordan. Nogle gange tager de skikkelse som en fysisk reel ting - en stol eller en trøje eksempelvis - men oftest forsvinder de blot og holder op med at være til stede.
Meget hurtigt, for jeg har lært at lyset medfører ro, falder jeg i søvn.

Men hvad er disse forestillinger? Hvilken nytte gør de?
Nogle vil mene, at det er en advarsel om, at min hverdag er ved at blive for stresset, for kompleks. Andre vil mene, at det er et tegn på, at mit sind reagerer på en lang periode, hvor mit sind har været presset og stresset.

I sidste tilfælde kan man da undres over, hvad det egentligt grundlag for sådan en reaktion er: Hvorfor skræmme og påvirke mig negativt, når jeg er igang med en rigtig proces i forhold til opretholdelsen eller genetableringen af sundheden i mit sind og min krop?

Er det fortrængninger, der vågner op, fordi mit sind er træt af at kæmpe? Freud ville klappe, men hvordan kommer jeg i så fald af med dem? Man kunne mene, at det kræver en dybdeboring af eventuelle fikseringer i min barnseksuelle faser, men det virker ufornuftigt at give min tidlige barndom skylden for reaktioner på belastninger, der har været hele mit liv og er eskaleret indenfor det sidste halve år.
Hvis man tolker på det aspekt, at mine nattegæster altid betragter mig som værende primær aktivitet, kan man måske komme frem til, at jeg føler mig overvåget i virkeligheden. Men det giver ikke god mening - for jeg gør nærmest hvad jeg vil. Kun i forbindelse med mine reaktioner på ovennævnte belastninger kan det siges, at jeg overvåges - af fagfolk og plejefamilie. Måske er det snarere en reaktion på faktummet, at jeg førhen ikke er blevet overvåget - at der ikke er blevet ageret på de ting, som der burde. Måske er det egentligt reaktionen på, at et savn fra hele mit liv i øjeblikket bliver opfyldt.

Men vi er tilbage ved samme evindelige spørgsmål - hvad er meningen?
Hvad skal jeg bruge det til?
... og jeg tror aldrig, man finder ud af det.

søndag den 4. april 2010

All in

Luk mig ikke ind
Lad mig ikke se
Hold mig her
Stående i et lunt mørke,
stedet mellem
salig tosomhed
og ekstatisk forelskelse

Vores historie kan forekomme afsindig kompleks med udgangspunkt i forestillinger om hinanden
eller afsindig enkel med viljen til kærlighed som centrum.
Alt jeg ved er, at jeg uden dig føler mig ene
og at jeg med dig føler mig afmægtig
For tiden går som du vil have det
jeg kapitulerede mig erkendelsen af, at jeg er her
hvor jeg ønsker mig at være resten af mit liv.
Dit træk, baby.
- I've already gone all in.

Sarkastisk bakspejl

Grafitti på et kvindebryst og en skamferet skamlæbe
- hengemt i medicinskabet
Hendes gråd findes ikke
fordi når man langsomt varmer vandet op
flygter hønen ikke.
Fuck hvor ville Freud elske dig,
skat
- subtil fortrængning er dit protein.

Og ar over håndled og inderlår
med striber (tynde) over strube
men folk ignorer dig
honestly
du søger jo bare
.... opmærksomhed

Folk tyggede tunger til trevler
da de dig fandt
din søde hjerne på en plakat af
Marilyn Monroe

Lisabon

Blandt monumenters evige storhed
og kulturens stadige eminens
blæse vinden momentale øjeblikke
af impulsiv ekstase over os.

Tilstedeværelse og forskellen
fra det vante
opløfter sindet og lader mig forstå

Verdens evige foranderlighed
og udvikling mod forfald
og forfald fra udvikling
og solskoldede næser
og paddehattehatte med skygger
Med tiden som neutral beskuer
der går i øjeblikke af bus og metro
men mest af skjult af sollys
og lokale handlende

Med Guder i storslåede kjoler
nogle med store kurver
andre med dybe skakter
Med alskens lækkerier
og sygdomsstimulerende isterninger
af vand, af klor
Med aldrig helt glemt
og altid med returbillet
og der finder man os
...
på en bænk i en lufthavn.

fredag den 19. marts 2010

Minder om gamle kvinder i min seng, i mit sind
Kralver rundt som kakkelakker i en moderniseret forstadsskål
Sviner mit meningsgrundlag til
og hvor jeg før burde have hengivet mig til impulsivitetens kausualitet
falder jeg for ældre tiders vaner og (mis)brugte idealer.

Hvad nu hvis et kys ikke falder bedst under en bro.
Hvad nu hvis en hulket kærlighedserklæring ikke hører til på en svajende gågade en lørdag nat.
Hvad nu hvis du bare er det, som jeg altid har haft brug for til at lade min planlægning og rationalitet besejre.
Jeg ved ikke.

Et luksuriøst betalingstoilet

Måske skal man smage det, før man forstår det.
Blodet i min mund startet af såret i min ryg
Jeg har levet det meste af mit liv på banegårdens luksuriøse betalingstoilet med vanvidsmusik og blodårefremkaldende lys. Har vænnet mig til livet i skyggerne med flaskepanten som livets materielle goder. Har forsøgt at kalde på hjælp, at bede om en håndsrækning, men endnu har jeg ikke oplevet andet end, at man altid ender med at være alene.

mandag den 8. marts 2010

Verjballoner

Lange lige firkantede stier
afbrudt fra tid til anden
af en plasticgrøn park
En identitet i samme farve kravler
uforløst rundt mellem oprevne brosten,
der ikke engang selv kender grundlaget for deres opstand.

Flere og flere søger irrationelle forklaringer
stjernetegn, kaffetryk og ægteskaber
Kompleksitet, meningsunderskud (eller misforstået overskud)
kræver en tilsidesættelse af det virkeligt essentielle.
Filosofien, min kære, er præcis samme virkelighedsomgåelse
og faktisk intet bedre end hverken kristendom eller astrologi

Identitet er blevet til vejrballoner
der driver tilfældigt rundt mellem hinanden
en gang imellem kolliderer to
smelter sammen eller styrter ned
Men alene i turbulent tilfældig tilværelse.
Jeg bemærker heroppefra verdens begrænsninger,
og forstår at det væsentlige findes imellem os.

søndag den 7. marts 2010

Misvedligeholdte øjne

Som du dog kan sige det.
Tynde striber af en tabt arm, blod, der størkner lidt. Mørkerødt, brugt blod.
Og et alt for sløvt glasskår og et par dråber på et lagen.
To brugte forbindinger, der ikke var nok.
En lugt af fortrydelse, måske en anelse skæbne. Måske lidt "hvis du leger med ilden tisser du i sengen". Et par tomme øjne, efterladte, forladte, misvedligeholdte - det sidste udtryk frosset fast; håbløshed, erkendelse af fejlvurdering.

Dråber mod et lyst trægulv, der blev lagt en for en af en tålmodig og misfornøjet tømrer.

Din pelikantur

Jeg har hyret en pelikan til at komme og hente dig imorgen klokken 23.54. Hvis du er opmærksom vil du opdage, at den vil flyve dig mod syd, men bare rolig, den har fået meget specifikke instruktioner. Forhåbentligt vil du falde i søvn - jeg har sørget for tæpper, god musik og en ret vidunderlig udsigt. Pelikanen siger, at du selv må bestemme om du vil se stjerner ovnen over dig eller nedenunder. Når du vågner ved, at solen er begyndt at stige op imod dig, der jo som måske antydet befinder dig i himlen, vil der være morgenmad - det bedste af det bedste og lidt pomolo, selvom det ikke er den yndlingsfrugt. På pelikanens køleskab hænger der magnetbogstaver - der står "You are the sunshine of my life". Det bliver ret fuldendt, thi du kan kigge ud mod horisonten, hvor solen, du, netop rejser sig over en skyfri, sydeuropæisk himmel.

På det tidspunkt vil pelikanen nok fortælle dig, muligvis med munden fuld, at nedstigningen begynder, eftersom destinationen snart er nået. Under dig tager Appenninerne form - med sneklædte tinder og dybgrønne dale, hvis kontrasterende farver minder dig om livets bølgegang, der altid lader til at falde ud til det bedste (som i tusinder af andre, ældre fortællinger om dig og mig). I en helt bestemt dal, der tiltrækker din opmærksomhed, som var det meningen, breder en stor blå plamage sig - og søen kalder de Largo L'Abruzzia.
Der ligger en lille bjælkehytte ned til søen, der utroligt nok har sandstrand og det luneste, dog sundeste vand i miles omkreds. En jolle ligger med slagside på stranden, sporet, der indikerer en fortid, er trukket - udgående fra jollens bagerste del. Du kan også se, som pelikanen fortsætter sin færd imod dens udsete landingsplads, at der lige ved siden af hyttens køkkendør står et skur, der mistænkeligt ligner en skilift. Og ganske rigtigt ligger den yndigste lille pist netop ved siden af hytten.

Og pludselig forstår du, at det er livets langsommelige lykke, der stille trækker dig imod hytten, liften og søen. At du er indfanget af det smukke i accepten og ønsket om stilstanden.

(Og du ser mig løbe ivrigt ned af trappen, grine højt mod en pelikan, der lægger an til landing. Den har medbragt mit livs kæreste bestanddel - meningen er, at vi skal liste os frem imod evigheden. I samme bjerghytte, hvor man kan stå på ski mellem bjergtinde og sandstrand.)

Nyforelsket tosomhed

Et kort øjeblik var de fremmede for hinanden, indkranset af et sekunds manglende (næsten intentiøst) iscenesættelse, som en bekræftelse i det dyriske, instinktive motiv til deres forhold. Eller som et flash-back til første antydning af noget nyt på en sofa i et drenget værelse ude bag ved skolen. I mørket, hvor deres øjne var usynlige for hinanden, fandt de frem til det dybeste i deres fællesskab: Viljen.
Og han tog hendes hånd,spredte sine fingre imellem hendes, og med en sagte hvisken lod hende forstå, at hun havde fået ham til at se verden på en ny måde. Eller fået ham til at huske den, som den er. Måske føltes det blot virkeligt, fordi han ønskede sig det. Men ikke desto mindre lod hun ham forstå, at han kunne gøre noget.

Hun kyssede ham.
Enkelt, stille, med det eneste motiv, at hun havde lyst. Og i det lå implicit mere end jeg nogensinde kan gøre eksplicit mellem disse linjer. De heldige ved, at intet ord indebærer styrken, skønheden som dig. Jeg ønsker mig altså flere fremtider med dig. At et enkelt øjeblik kan vare ved, vare længere end det sidste.

fredag den 5. marts 2010

Sene bekendelser

Klem mig.
Klamphuggermusikken.

Jeg tror sjældent rigtigt på noget, men i enkelte øjeblikkelige nu'er falder det mig ind, at et liv uden metafysik, alternativitet og spøgelseshistorier med hold i virkeligheden ville være spild af tid.
Hell, jeg gider ikke leve efter de påståede opsatte, yet uskrevne regler.
Fuck dig freud og superego, fuck dig jung (nej ikke for alvor.
jeg g(l)emte din sjæl i kælderen - undskyld skat, men du fylder simpelthen sådan. nu har jeg din krop siddende ovre i stolen, den kan jeg bruge, når jeg har behov for det (bare rolig, det har jeg tit), og din sjæl er i kælderen, hvor den kan brede sig, og hvis tilfældet skulle opstå (very unlikely) at jeg skulle blive lidt ensom så kunne du jo byde på en kop kaffe.

torsdag den 4. marts 2010

Rygsækløs

I nattens arena
men mørket som tæppet mellem os og
kompleksitetens kaos
søgte vi efter trivialiteten,
det banalt monotone, det genkendelige.

Vores arv, vores ophav
fortæller om en tilværelsen med trivialiteten som fjenden
Vi beretter om en det samme som vores mål.
Thi dynamikken, der heftigt snurrer sig som evige bølger af polvendinger
underminerer og graver os ud som lysestager, hvori det eneste brændende
er den stadige eksistentielle angest.

Jeg famler mig blindt frem i mørket,
det eneste statiske. Og jeg finder en dørkam
hvor jeg opfanger følelsen af nærvær
ikke med et andet menneske,
men mig selv
i en dyb buddhistisk intethedstilstand
bestående blot men betydeligt
udelukkende af væren.

(bag mig knirker et gulvbræt pludseligt og subtilt stadigt hørbart dog uden tolkningsmulighed thi alt er mig borttaget, hermeneutikken er brudt og jeg ligger alene tilbage, rygsækløs og perceptuerende)Ryd

Vendespil for blinde

Jeg blev undfanget til et maskebal ude i Tilst. Mine forældre var på det tidspunkt ikke rigtigt indstillede på at få mig - faktisk anede de slet ikke, at de skulle komme til at kende hinanden bedre end det overfladiske kendskab en seksuel handling indebærer. Men det var altså i tiden hvor den frie abort var blevet problematiseret til en sådan grad, at min mors forældre, der var lutherske, simpelthen betalte mine farforældre penge for at lade sin datter gifte sig med deres søn.
Brylluppet blev afholdt i en lidt for lunken kirke, eftersom det var midt i juni - min mor var højgravid og blev gift i joggingbukser og slør.
Da jeg blev født kom jeg til verden badet i blod - ret usandsynligt ville det have været hvis jeg var synderligt ren, men mængden af blod bekymrede både læger, min far og min godt nok bevidstløse mor. Da jeg kastede mit første blik på hende havde hun en iltmaske på - hvis jeg sagde, at jeg aldrig glemte det, ville det være en løgn; men omvendt så har jeg altid vidst det, uden reelt at kunne huske det. Og jeg havde fået en frygteligt masse blod i øjnene, så jeg blev faktisk nærmest blind efter et par minutter ude i luften, hvilket viste sig at være kronisk. Så det eneste jeg egentligt nåede at se var min mors maskebeklædte ansigt og lægers gummihænder.

Jeg fandt ud af, dengang jeg kom i puberteten, at hvis man gemmer sig tilstrækkeligt længe, glemmer folk, at man eksisterer. Eller i al fald er til stede. Så ret hurtigt fandt jeg ud af, hvordn jeg kunne blive alene, så jeg kunne fordybe mig i min store passion: vendespil.
Og tro nu ikke, at jeg forsøger at være vittig, for selvfølgelig findes der vendespil til blinde - de er blot belagte med forskellige mønstre, der altså skal matches i par.
Men mit vendespil endte altid skidt, for jeg havde åbenbart anskaffet mig et ufuldstændigt spil. Altid endte jeg med at sidde tilbage med to forskellige brikker, der altså ikke passede sammen. Det vil faktisk sige, at den ene passede sammen med nogle af de andre (de var blevet enige om at dele overfrakke en gang for nogle år siden), så tilbage stod kun den sidste.

søndag den 28. februar 2010

Følelsers Elskov

Skinneben mod barberede lægmuskler
Hænder knyttede baglæns (men inderligt) i hinanden
Et kys i nakken med håret
Sukken eller stønnen eller bekræftelsen.
Og saligt.

Og med alverdens store legender i en periferisk fremmedparingsdans hviskes der blide kærlighedsbetagelser gennem en varm, men tynd luft - hvor følelser kan mærkes højviskosiøst.
Men i hvilket lag sondres fascinationen og savnet fra kærligheden og forelskelsen? Ak, verdenslitteratursk at betragte noget sådan sådan.

Måske skal vi droppe det metaske og lade os gribe i det bersorgnske nu, måle væren i varighed og glemme dagenes overlap i en evig fascineret, forelsket og fanatisk elskovsrejse gennem følelsers højborge og forskansninger. Nedbryde facader, overskride grænser, gennemtrænge og forpurre virkelige fordomme - sagt med få klichéede ord:
Hvorfor skulle vi ikke blot overtage denne verden nu?
Tag ikke modet fra mig, ensomhed og solipsisifos!

Jeg vil dig. Jeg ser dig. Og no worries baby, i'm gonna get you.

onsdag den 13. januar 2010

Forvirrede billeder

Dem fra natten:
En gyldengul væske, der ligner galde, er sprøjtet ned i toilettet så en del af reservoiret var berørt også. Ikke udskyllet hang det op af siderne. Lyset lod skyggerne markere konturen i massen.

En rotte med halen mellem tænderne - gule, blodskudte øjne og panisk biden i sin overrevne hale. Pelsen tynd, enkelte steder helt forsvundet, og rød. Af blodet. Febrilsk bevæger den de små forpoter for at presse mere af halestumpen ind i munden på sig selv.

En gadelygte med en lukket skole i baggrunden, der blinker. Ikke uhyggeligt, men udueligt. At dømme udfra dækslets tilstand er den blevet sparket til af de unge mennesker, der gik forbi før. Vinden trækker et efterårsblødt blad forbi den.

En glemt bh bagerst i et pigeskab. Den første. 70a. Hvid med en lyserød sløjfe ved toppen af hver skål. Med minderne ligeså integrerede som de skjulte syninger. Og låsen, der aldrig kom videre end første trin. Det var den, der startede - men også den, hvis ende kom først.

En bog på et natbord, som har ligget der for længe. Under tidsskrifter, noter og magasiner. Handlingen er glemt, og engagementet er droppet. Aktørerne, tøjet - selv tiden er borte, og kommer helt sikkert aldrig tilbage. Med næste oprydning som tidspunktet for den sidste rejse. Tilbage på en tilfældig bogreol.

En fastfrossen hånd udstrakt mod en halvtom flaske gin. Rynket, forkrøblet. Psoriasisramt og med en halv ringefinger. Tydeligt markerede blodårer over den blege, kuldslåede hud. Neglene flossede som følge af mangel på c. Tænderne eroderede som følge af overskud af gin.