lørdag den 28. november 2009

Engangdrømmen

Engangdrømmen
Væggene brydes ned
med en makaber stilhed
i kaotiske stabler
mursten og puds
og plakater og familiefotos
fordums følelser fejes frem

Kvæler en lille bleg dreng
barndomsfjenden der aldrig forlod
min selvopfattelse
Kryber ind i en hule
jeg byggede alene
som tilflugtssted

En bold, der engang var min
føles varm i min hånd
og let ved mit skud
Jeg hopper i bassinet
hvor jeg lærte at svømme
varm i solen

Kysser en fireårig på læberne
akkompagneret til lugten af leverpostej
og sur kernemælk
Jeg aer en hund
der døde for mange år siden
sammen med en lille del af mit hjerte

Falder i samme brønd
som første gang
denne gang dog forberedt
Vælter på en cykel
der endte med at ruste
kærtegnet af vandløb

Og jeg vågner op
erkendende at jeg aldrig slipper
for den, jeg altid har været
At fugten fra forgangne følelser
forhold forsvindninger og forventning
altid vil dugge for mit udsyn.

Mødets betydning

Har du nogensinde mødt et menneske som hende?
Et menneske, hvor du har følt et instinktivt behov for at beskytte hende. Slå alt, der gør hende ondt ned. At følge hende overalt, så du er sikker på, at du hun har én at vende om til, hvis modgangen skulle blive for stor. At holde om hende, når verden bliver uoverskuelig - hviske, at det eneste hun skal tænke på er, at jeg holder hende så tæt, at ingen gør noget ondt. At min omsorg neutraliserer al moral i verden, og kun efterlade hende og mig i et øjeblik af stilhed, tryghed og kærlighed. Hverken godt eller ondt penetrerer vores hulrum, hvor det eneste mærkbare er mine arme om hende. Hvor det eneste lydhøre er min stille sang i hendes øre - en sang uden ord. En sang af følelser og tilkendegivelser. Erkendelser og indrømmelser.

Har du nogensinde mødt et menneske, der stimulerede din yderste selvopofrelse? Der kunne få dig til at gøre ting ved dig selv og andre, som ingen andre kunne. Der kunne dræbe dig, uden at du ville føle dig dræbt, men derimod mere levende end før. Èn, der kunne give dig et mål i tilværelsen, der ikke omhandlede dig selv - men hende.

Det er, hvad du er for mig, kære.

onsdag den 25. november 2009

Endnu en fejl

En overbrugt bemærkning om en gyldengullig sol indleder vores samtale. Jeg føler det på en eller anden måde som værende mit ansvar at bryde den forventelige akavede tavshed. Også før den indtræder. Du smiler - overforbruget var åbenbart mere tydeligt, end jeg havde håbet på. Bilder mig selv ind, at det er i orden; at det vel kun er en god ting, at du kan se, at jeg egentligt prøver. Men så kigger du væk og bliver stiller. Og så forsøger jeg igen at lyve for mig selv - at du nok alligevel ikke forstod; at smilet var en tilfældighed. At jeg altid overfortolker. Åbenbart igen.

Det er simpelthen så svært at sige noget, der rammer dig - der får dig til at hoppe ud af vanetænkningen. Noget, der får dig til at tænke mig som speciel. Et eller andet smart eller klogt eller eftertænksomt eller fornuftigt eller kækt eller sexet eller funderet eller anderledes eller vammelt eller skægt eller ... hvad vil du egentligt have?

Jeg kan ikke finde ud af, hvad det rigtige er.

tirsdag den 24. november 2009

Begrænsningens Land

I en bus gennem tårnemidten
Centerstationen hovedbanegaarden
nørreport
Mappefædre og
flaskemødre
udgør samfundets elite

Sammen danser vi over broer
med tuneller viadukter og
tilværelsens fikseringspunkter
udjævnes
i et stadigt større sammensurium

Sådan er livet i dette
alskens slikland, hvor alle valg
er mulige
Sådan er livet i dette
bommens land, hvor alle
muligheder
er begrænsninger