onsdag den 11. november 2009

Postmodernisme

Det sandeste er vel det usagte. Jeg erindrer tit, hvordan man som yngre altid, eller i al fald som det oftest hændende, sagde sandheden i de ord, man rent faktisk formåede at få sagt. Og ellers græd man. Eller grinede. Eller blev sur og gik. Eller hvad ved jeg. Men meningen, sandheden bag ens udtryk forblev sand.
Nu her, i dag og sikkert også resten af livet, er det ikke længere så simpelt. Sandhedens absolutte værdi som sand er udvisket, fordi alt det, der før fremstod så enkelt, så medgørligt, i dag fremstår som værende komplekst, cirkulerende og bagvendt. Det er ikke længere let at beslutte, hvad man mener – og hvis det endelig er det, ja så er det forkert, thi det sårer eller generer en anden. Og her i verden er missionen jo, som vi alle ved, at stille alle andre mennesker tilfreds. Selv hvis det betyder, at vi selv lever et usselt miserabelt liv.

Hvilket forbandet freudiansk fuckup, vi har lavet. Kampen mellem dét, som vi virkeligt har lyst til – at skrige, banke og sige, at den kjole faktisk, ja, fremhæver dit overskudslager – og dét, som vi godt ved, vi ikke gør eller må.

Du søde selvrefleksivitet, du kære postmodernitet – kan du da for fanden ikke tage mig af livet, og tilbyde mig en ny chance i næste periode; eller i romantikken – der ville jeg passe godt ind!