mandag den 16. marts 2009

Rendestenen

Endnu en knækket sjæl brækker sammen og falder lydløst mod betonen på fortovet. En enkel mørk skygge af håbløshed og skuffelse anes under hendes blanke ansigt. Som endnu en ukendt, ansigtsløs aktør i en glorificeret katastrofe. Endnu et offer i hastighedens tætte univers. Endnu en dræbt. Tabt på bunden og trådt under hælen af nederdrægtig, sådan at rillerne stadig fremstår tydeligt i hendes ansigt. Og hendes kamp har været lang og hård, men ubarmhjertig. Hun ligger i rendestenen nu. Igen. Hendes vilje kan trække hende op, men hvorfor vende tilbage til en virkelighed, der uanset hvad munder ud i rendestenen? Hun har i mange år undertrykket og fortrængt håb og glød. Man ved, hvad det medbringer og hvad det resulterer i. Vi ved det alle.

Endnu en knækket sjæl tabes og forgår i evige minder om en svunden tid. Arkiveres og pakkes væk, eksisterer stadig svagt i registrene og elefanthuskerne. Hendes skæbne undergår det samme, som alle de andres. Forsvinder, eroderer, siver bort i mangel på liv. Hun kender ingen, men hvad værre er, at heller ingen kendte hende. Ensomheden havde hun vænnet sig til; den blev hendes ven – som en trofast hund, hun vidste, hun kunne regne med. Sommetider havde hun snakket til den, moret sig med den. De havde grinet sammen i en hysterisk galgenhumor. De var blevet venner. Eller snarere partnere i det selskab, der udgjorde hendes overlevelse. Hun levede ikke rigtigt, men hun overlevede da.

Nu var kun ensomheden tilbage. Den sivede bort fra hende sammen med lugten af hendes forrådnelse. Nu er den alene. Den skal forsøge at klare sig i denne verden. Med et suk kaster den en enkelt energi tilbage på mindet af hende. Så splittes den i tusindedele og inficerer nye sind og tanker. Lader sit ansigt lyse over os, og være os … Dens mission er klar for os, der er oplyste om dens eksistens.