lørdag den 14. februar 2009

Refleksion over fortiden

Jeg valgte at gå videre. Egentligt hørte jeg godt, du råbte, men kamoufleret bag en løftet, og slukket, mobiltelefon gik jeg videre, mens jeg ivrigt snakkede til mig selv i den forledning, at der var en i den anden ende. Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke kunne klare at sige hej. Det er jo ved at være længe siden, det skete - fire-fem år, vel egentligt. Jeg har bare ikke rigtigt kunne slå mig ned for at komme videre. Det var også dumt, at vi sådan brød kontakten - derved bad vi egentligt om akavethed og guldfiskeøjne - du ved, dem der aldrig blinker, fordi man er bange for at virke svag eller signalere noget, der ikke skal signaleres. 

Hvorfor skete det egentligt? Alt gik jo fint indtil den dag, hvor alt faldt sammen. Jeg kan huske, at solen skinnede - det var sommer. Men det var det nu altid dengang; jeg lærte at leve i det skær, du satte mig i. Jeg var vitterligt et bedre menneske nær dig. Sådan en folk grinede af, du ved. Sådan en, der kunne få gang i et intetsigende middagsselskab. Men så snart jeg var alene, kunne jeg intet. Så kom usikkerheden, selvrationaliseringen og betænksomhederne. Min selvrefleksion var i dit nærvær gloværdigt, men uden dig skarp og kold. 
Den dag i dag kan jeg stadig græde lidt over det - det skulle jo ikke være sket. Og hvad, hvis det ikke var - hvor mon vi så havde været i dag? Ville vi stadig leve? 

Næste gang hilser jeg. Det lover jeg. 

mandag den 9. februar 2009

Forkerte tanker

Min kæreste

Jeg ønsker at sende dig al min energi og al min kraft. Give dig viljen og lysten til at træffe det valg, jeg ved, der venter dig forude. Husk dig selv, kære. 

Du er en af dem, som jeg ved, jeg kommer til at huske resten af mit liv. Inderligt håber jeg, at du vil være en del af det - at du vil forblive min nærmeste. Men du skal i al fald vide, at hvis ikke det er tilfældet, så vil det alligevel være det. Da jeg mødte dig kastede du mig ud i en dans, jeg stadig ikke har afsluttet. En glædesdans af motivation og inspiration. Du startede noget i mig, som jeg ikke vidste, jeg manglede - noget, der uden din tilstedeværelse, ingen reel betydning har. 
Vi har alle disse projekter for fremtiden - både den lange, men også den i morgen. Du har håb for mig, og jeg nærer dybe for dig - jeg vil dig det bedste; om jeg så skal opgive mig selv. Det ved du, er en stor ting for mig at erkende - jeg er jo trods alt egoistisk liberalist. 

Du kan give mig myrekryb af sproglighed og få mig til at le i underfundighed. Dit virke er for mig det vigtigste; jeg glæder mig til det. Beskeder fra dig er vidunderlige - de byder på det nye, det motiverende. 

Du har ikke set alt det af mig, jeg har lyst til at vise dig. Jeg vil vise dig, at jeg er god til alt det, du drømmer mig ind i. Eller det jeg drømmer mig ind i. Jeg vil vise dig, at jeg er god til forældre og til at brygge god kaffe. Jeg vil vise dig verden, forklare dig det uforstårlige og lære dig om det. Jeg vil vise verden dig - dig som min. Os. Jeg vil grine af den i hån, når den ikke forstår, hvad du og jeg deler. Jeg vil græde, når den opgiver og lader os reagere - for jagten er det spændende. Livet efter er trivielt. Men trivialitet er dejlig; så længe den er med dig. 

Jeg savner dig. Meget. 

- Din allernærmeste i både medgang og modgang,
Mathias