onsdag den 28. januar 2009

To sider af mig

Du smilede selvom skyggen faldt over dit ansigt i gestus, jeg fortolkede som kærtegn. Du bød den vist velkommen, skyggen - du slap for solen i dine øjne. Men jeg tror ikke, at du smilede derfor. 
At jeg var lidt dum, vidste jeg godt. Men du sagde det alligevel - med det blik, der gjorde, at du kunne kalde mig alverdens frygteligheder, uden at jeg ville græde det mindste. Mærkeligt, at blik kan betyde så meget.
Til sidst vænnede jeg mig så meget til blikket, at jeg ikke opdagede, da det var forsvundet. Du sagde stadig de samme ting - pludselig passede de bare. Dine øjne vendte indad eller stak; de kyssede mig ikke længere. 

Vi holdt sammen lige indtil, du ikke længere havde noget at sige til mig. Indtil ikke en gang de værste forbandelser og mest sårende udsagn kunne række til min grusomhed. Med bøjet nakke erkendede jeg, at det ikke var os - du fik øje på, hvem jeg egentligt er. Og så ved jeg godt, at det ikke går. 
Problemet er, at hver eneste gang, jeg bliver forelsket gemmer jeg ham væk, ham der mig, for jeg ved godt, at folk ikke kan holde ham ud. Når så vi finder sammen, pigen og jeg, ender det alligevel altid med, at vi er sammen så længe, at jeg tror, at hun faktisk godt kan lide mig - ikke ham. Så viser jeg hende mig, og det kan ikke gå. Endnu et nederlag og endnu en turbostart for ham. 

Frustration over afmagt.

Alt for ofte græder jeg mig i søvn. Jeg befinder mig i et maltrakterende kaos af ensom desperation. For ulykkelig er jeg ikke; blot afmægtig. Jeg flyver ned gennem søvnen med mareridtet forrest, og den stille drøm, som mareridtet metaforiserer, bagerst. Borttaget, dog selvstændig. En gang imellem beslutter jeg mig for, at jeg skal vende kasketskyggen bort og kigge ind i virkeligheden; erkende at alt slet ikke er så galt. 
Jeg kan ikke tillade mig at være ked af det, da jeg har meget mere end flere end mange. Egentligt er jeg heldig: jeg har både liv, en anelse vid og et fungerende helbred. Men når roen over alt det gamle sænker sig, skyller gråden ind over mig. Tid til at tænke, tid alene, tid er det, der dræner mig. Dræber mig. 

Jeg er bange for at miste dig. Eller rettere er jeg bange for at give op, uden at vide, hvor vi kan ende. Men på et tidspunkt må selv den stærkeste stå fra, ikke? Det ved du!
Men hvis jeg mister dig, bliver jeg ensom. Jeg ved ikke, hvor jeg skal sidde; ved ikke, om jeg skal sidde. 

Alt for sjældent smiler jeg, fordi jeg ikke kan lade være. Tiden, hvor jeg blev kaldt grinebidder er forbi; forsvundet til fordel for den ikke-sete betænksomhed og stilsindets ensomhed. Måske tænker de, at jeg er klog eller dyb - men hvad er meningen i dybde, når jeg intet er. Kan jeg noget, uden at være.
For det føles ikke sådan. Er der mening med tilværelsen, når ikke jeg føler, at jeg besidder den? 

Mødet med dét, jeg troede, jeg ville, var det underminerende. Efter det sneg erkendelsen sig ind på mig - hvordan kan vi have fantasi til at forestille os noget bedre, hvis ikke det er der?