mandag den 21. september 2009

Afmagt

Jeg tror, at evigheden er svær at begribe, fordi den er umulig. Og forfærdelig.
Alting dør væk, netop fordi vi aldrig lader dem blive evige. Og jeg kan græde og græde;
for jeg får dig aldrig.
Du ved det.
Jeg ved det. Men håbet, det forbandede håb, bliver ved med at sparke os og slå os. Og jeg kan ikke mere. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til mit hjerte for at få det til at holde op med at gøre så frygteligt ondt. Detvirker som om, der ikke er nogen udvej tilbage.
Og den eneste evighed, der er virkelig for mig nu, er smerten.

Jeg forstår ikke, hvorfor det endte her. Det var godt nok i starten, og jeg kan ikke sige dig, hvad jeg troede, det skulle ende med. Men intet som det her.
jeg troede jeg kunne holde min følelser udenfor, være kynisk, som en af alle de andre, der bare går igen. Men sådan virker jeg ikke. Heldigvis. Men også desværre.
Forstår du godt, at det aldrig bliver det samme igen?
Og at jeg ikke aner, hvad mit næste træk er. For på en eller anden måde snyder mit hjerte mig til at falde en lille smule mere. Og hvis det sker, ender jeg et sted, hvorfra jeg ikke er den, jeg er nødt til at være. Overfor mig selv.

2 kommentarer:

  1. Det er meget smukt. Skriver du om dig selv?

    SvarSlet
  2. Ja, det gør man vel altid, som du ved.

    SvarSlet