lørdag den 14. februar 2009

Refleksion over fortiden

Jeg valgte at gå videre. Egentligt hørte jeg godt, du råbte, men kamoufleret bag en løftet, og slukket, mobiltelefon gik jeg videre, mens jeg ivrigt snakkede til mig selv i den forledning, at der var en i den anden ende. Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke kunne klare at sige hej. Det er jo ved at være længe siden, det skete - fire-fem år, vel egentligt. Jeg har bare ikke rigtigt kunne slå mig ned for at komme videre. Det var også dumt, at vi sådan brød kontakten - derved bad vi egentligt om akavethed og guldfiskeøjne - du ved, dem der aldrig blinker, fordi man er bange for at virke svag eller signalere noget, der ikke skal signaleres. 

Hvorfor skete det egentligt? Alt gik jo fint indtil den dag, hvor alt faldt sammen. Jeg kan huske, at solen skinnede - det var sommer. Men det var det nu altid dengang; jeg lærte at leve i det skær, du satte mig i. Jeg var vitterligt et bedre menneske nær dig. Sådan en folk grinede af, du ved. Sådan en, der kunne få gang i et intetsigende middagsselskab. Men så snart jeg var alene, kunne jeg intet. Så kom usikkerheden, selvrationaliseringen og betænksomhederne. Min selvrefleksion var i dit nærvær gloværdigt, men uden dig skarp og kold. 
Den dag i dag kan jeg stadig græde lidt over det - det skulle jo ikke være sket. Og hvad, hvis det ikke var - hvor mon vi så havde været i dag? Ville vi stadig leve? 

Næste gang hilser jeg. Det lover jeg. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar