onsdag den 28. januar 2009

To sider af mig

Du smilede selvom skyggen faldt over dit ansigt i gestus, jeg fortolkede som kærtegn. Du bød den vist velkommen, skyggen - du slap for solen i dine øjne. Men jeg tror ikke, at du smilede derfor. 
At jeg var lidt dum, vidste jeg godt. Men du sagde det alligevel - med det blik, der gjorde, at du kunne kalde mig alverdens frygteligheder, uden at jeg ville græde det mindste. Mærkeligt, at blik kan betyde så meget.
Til sidst vænnede jeg mig så meget til blikket, at jeg ikke opdagede, da det var forsvundet. Du sagde stadig de samme ting - pludselig passede de bare. Dine øjne vendte indad eller stak; de kyssede mig ikke længere. 

Vi holdt sammen lige indtil, du ikke længere havde noget at sige til mig. Indtil ikke en gang de værste forbandelser og mest sårende udsagn kunne række til min grusomhed. Med bøjet nakke erkendede jeg, at det ikke var os - du fik øje på, hvem jeg egentligt er. Og så ved jeg godt, at det ikke går. 
Problemet er, at hver eneste gang, jeg bliver forelsket gemmer jeg ham væk, ham der mig, for jeg ved godt, at folk ikke kan holde ham ud. Når så vi finder sammen, pigen og jeg, ender det alligevel altid med, at vi er sammen så længe, at jeg tror, at hun faktisk godt kan lide mig - ikke ham. Så viser jeg hende mig, og det kan ikke gå. Endnu et nederlag og endnu en turbostart for ham. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar