onsdag den 28. januar 2009

Frustration over afmagt.

Alt for ofte græder jeg mig i søvn. Jeg befinder mig i et maltrakterende kaos af ensom desperation. For ulykkelig er jeg ikke; blot afmægtig. Jeg flyver ned gennem søvnen med mareridtet forrest, og den stille drøm, som mareridtet metaforiserer, bagerst. Borttaget, dog selvstændig. En gang imellem beslutter jeg mig for, at jeg skal vende kasketskyggen bort og kigge ind i virkeligheden; erkende at alt slet ikke er så galt. 
Jeg kan ikke tillade mig at være ked af det, da jeg har meget mere end flere end mange. Egentligt er jeg heldig: jeg har både liv, en anelse vid og et fungerende helbred. Men når roen over alt det gamle sænker sig, skyller gråden ind over mig. Tid til at tænke, tid alene, tid er det, der dræner mig. Dræber mig. 

Jeg er bange for at miste dig. Eller rettere er jeg bange for at give op, uden at vide, hvor vi kan ende. Men på et tidspunkt må selv den stærkeste stå fra, ikke? Det ved du!
Men hvis jeg mister dig, bliver jeg ensom. Jeg ved ikke, hvor jeg skal sidde; ved ikke, om jeg skal sidde. 

Alt for sjældent smiler jeg, fordi jeg ikke kan lade være. Tiden, hvor jeg blev kaldt grinebidder er forbi; forsvundet til fordel for den ikke-sete betænksomhed og stilsindets ensomhed. Måske tænker de, at jeg er klog eller dyb - men hvad er meningen i dybde, når jeg intet er. Kan jeg noget, uden at være.
For det føles ikke sådan. Er der mening med tilværelsen, når ikke jeg føler, at jeg besidder den? 

Mødet med dét, jeg troede, jeg ville, var det underminerende. Efter det sneg erkendelsen sig ind på mig - hvordan kan vi have fantasi til at forestille os noget bedre, hvis ikke det er der?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar