lørdag den 28. november 2009

Engangdrømmen

Engangdrømmen
Væggene brydes ned
med en makaber stilhed
i kaotiske stabler
mursten og puds
og plakater og familiefotos
fordums følelser fejes frem

Kvæler en lille bleg dreng
barndomsfjenden der aldrig forlod
min selvopfattelse
Kryber ind i en hule
jeg byggede alene
som tilflugtssted

En bold, der engang var min
føles varm i min hånd
og let ved mit skud
Jeg hopper i bassinet
hvor jeg lærte at svømme
varm i solen

Kysser en fireårig på læberne
akkompagneret til lugten af leverpostej
og sur kernemælk
Jeg aer en hund
der døde for mange år siden
sammen med en lille del af mit hjerte

Falder i samme brønd
som første gang
denne gang dog forberedt
Vælter på en cykel
der endte med at ruste
kærtegnet af vandløb

Og jeg vågner op
erkendende at jeg aldrig slipper
for den, jeg altid har været
At fugten fra forgangne følelser
forhold forsvindninger og forventning
altid vil dugge for mit udsyn.

Mødets betydning

Har du nogensinde mødt et menneske som hende?
Et menneske, hvor du har følt et instinktivt behov for at beskytte hende. Slå alt, der gør hende ondt ned. At følge hende overalt, så du er sikker på, at du hun har én at vende om til, hvis modgangen skulle blive for stor. At holde om hende, når verden bliver uoverskuelig - hviske, at det eneste hun skal tænke på er, at jeg holder hende så tæt, at ingen gør noget ondt. At min omsorg neutraliserer al moral i verden, og kun efterlade hende og mig i et øjeblik af stilhed, tryghed og kærlighed. Hverken godt eller ondt penetrerer vores hulrum, hvor det eneste mærkbare er mine arme om hende. Hvor det eneste lydhøre er min stille sang i hendes øre - en sang uden ord. En sang af følelser og tilkendegivelser. Erkendelser og indrømmelser.

Har du nogensinde mødt et menneske, der stimulerede din yderste selvopofrelse? Der kunne få dig til at gøre ting ved dig selv og andre, som ingen andre kunne. Der kunne dræbe dig, uden at du ville føle dig dræbt, men derimod mere levende end før. Èn, der kunne give dig et mål i tilværelsen, der ikke omhandlede dig selv - men hende.

Det er, hvad du er for mig, kære.

onsdag den 25. november 2009

Endnu en fejl

En overbrugt bemærkning om en gyldengullig sol indleder vores samtale. Jeg føler det på en eller anden måde som værende mit ansvar at bryde den forventelige akavede tavshed. Også før den indtræder. Du smiler - overforbruget var åbenbart mere tydeligt, end jeg havde håbet på. Bilder mig selv ind, at det er i orden; at det vel kun er en god ting, at du kan se, at jeg egentligt prøver. Men så kigger du væk og bliver stiller. Og så forsøger jeg igen at lyve for mig selv - at du nok alligevel ikke forstod; at smilet var en tilfældighed. At jeg altid overfortolker. Åbenbart igen.

Det er simpelthen så svært at sige noget, der rammer dig - der får dig til at hoppe ud af vanetænkningen. Noget, der får dig til at tænke mig som speciel. Et eller andet smart eller klogt eller eftertænksomt eller fornuftigt eller kækt eller sexet eller funderet eller anderledes eller vammelt eller skægt eller ... hvad vil du egentligt have?

Jeg kan ikke finde ud af, hvad det rigtige er.

tirsdag den 24. november 2009

Begrænsningens Land

I en bus gennem tårnemidten
Centerstationen hovedbanegaarden
nørreport
Mappefædre og
flaskemødre
udgør samfundets elite

Sammen danser vi over broer
med tuneller viadukter og
tilværelsens fikseringspunkter
udjævnes
i et stadigt større sammensurium

Sådan er livet i dette
alskens slikland, hvor alle valg
er mulige
Sådan er livet i dette
bommens land, hvor alle
muligheder
er begrænsninger

onsdag den 11. november 2009

Postmodernisme

Det sandeste er vel det usagte. Jeg erindrer tit, hvordan man som yngre altid, eller i al fald som det oftest hændende, sagde sandheden i de ord, man rent faktisk formåede at få sagt. Og ellers græd man. Eller grinede. Eller blev sur og gik. Eller hvad ved jeg. Men meningen, sandheden bag ens udtryk forblev sand.
Nu her, i dag og sikkert også resten af livet, er det ikke længere så simpelt. Sandhedens absolutte værdi som sand er udvisket, fordi alt det, der før fremstod så enkelt, så medgørligt, i dag fremstår som værende komplekst, cirkulerende og bagvendt. Det er ikke længere let at beslutte, hvad man mener – og hvis det endelig er det, ja så er det forkert, thi det sårer eller generer en anden. Og her i verden er missionen jo, som vi alle ved, at stille alle andre mennesker tilfreds. Selv hvis det betyder, at vi selv lever et usselt miserabelt liv.

Hvilket forbandet freudiansk fuckup, vi har lavet. Kampen mellem dét, som vi virkeligt har lyst til – at skrige, banke og sige, at den kjole faktisk, ja, fremhæver dit overskudslager – og dét, som vi godt ved, vi ikke gør eller må.

Du søde selvrefleksivitet, du kære postmodernitet – kan du da for fanden ikke tage mig af livet, og tilbyde mig en ny chance i næste periode; eller i romantikken – der ville jeg passe godt ind!

mandag den 19. oktober 2009

Dig i mig

Jeg drømmer om dig.
Ikke blot om natten eller når jeg skal sove. Det er ikke almindelig dagdrømmeri. Du er med mig overalt - tanken om din holdning til mig i situationen definerer min adfærd. Du får mig til at agere, som jeg tror, du gerne vil have mig - som du ønsker, at din dreng skal.
Jeg er ikke meget mere, selvom jeg altid prøver. Altid prøver at virke mere moden, end jeg er. Altid forsøger at være logisk. Altid forholder mig afbalanceret og pacifistisk til tingene. Alt sammen kun for at imponere dig. Men ved du godt, at jeg indeni er et rasende kaos af modstridende, konfliktsøgende følelser? Jeg elsker at lege, og jeg begriber ikke halvdelen af det, jeg lader som om, jeg gør. Værst er dog vreden, jeg ikke kan vise. Vreden over verden, urimeligheden i moral. Ensomheden. Savnet. Det aldrig indfriede håb.
For ser du - selvom jeg tabte mig selv for flere år siden, da jeg første gang ændrede en smule af mig for din skyld; selvom jeg har glemt, hvem jeg var og hvordan man leger skjul; selvom jeg kæmper mod indre dæmoner, der vil ud hver dag, så har du stadigt ikke bemærket mig som mere end en kammerat, en ven.
Misforstå mig ikke, thi jeg ønsker at være en del af dit liv. Om det så er som ven, hvor jeg i det mindste har mulighed for at beskytte, værne og hjælpe dig. Men jeg går i seng hver eneste nat ønskende, at den næste dag bliver den, hvor du endelig erkender min kærlighed.
Min dybe, evige og betingelsesløse kærlighed.

mandag den 28. september 2009

En tilfældig piges tåre

Og på en tilfældig dag lod en tilfældig pige en tilfældig tåre betyde alverden. Da fandt de ud af, hvad de både ville og skulle, thi det ikke altid stemte overens, sådan som tilfældet heldigvis bød dem nu. Vi grinede i min lejr, da vi hørte om det, de havde gjort. Men egentligt grinede vi kun fordi vi selv ønskede det samme. Separation fra livets intetsigende grænser.

mandag den 21. september 2009

Afmagt

Jeg tror, at evigheden er svær at begribe, fordi den er umulig. Og forfærdelig.
Alting dør væk, netop fordi vi aldrig lader dem blive evige. Og jeg kan græde og græde;
for jeg får dig aldrig.
Du ved det.
Jeg ved det. Men håbet, det forbandede håb, bliver ved med at sparke os og slå os. Og jeg kan ikke mere. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til mit hjerte for at få det til at holde op med at gøre så frygteligt ondt. Detvirker som om, der ikke er nogen udvej tilbage.
Og den eneste evighed, der er virkelig for mig nu, er smerten.

Jeg forstår ikke, hvorfor det endte her. Det var godt nok i starten, og jeg kan ikke sige dig, hvad jeg troede, det skulle ende med. Men intet som det her.
jeg troede jeg kunne holde min følelser udenfor, være kynisk, som en af alle de andre, der bare går igen. Men sådan virker jeg ikke. Heldigvis. Men også desværre.
Forstår du godt, at det aldrig bliver det samme igen?
Og at jeg ikke aner, hvad mit næste træk er. For på en eller anden måde snyder mit hjerte mig til at falde en lille smule mere. Og hvis det sker, ender jeg et sted, hvorfra jeg ikke er den, jeg er nødt til at være. Overfor mig selv.

tirsdag den 25. august 2009

.............

Det er jo let nok at være til i det her hvivlende kaos, hvis ikke det var for alle de mennesker, der ingenting forstår.
Jeg tror ikke på ondskab, men på uvidenhed og inempati. Muligvis lidt på relativisme, for hvorfor skulle jeg se klarere end andre? Hvorfor skulle jeg være klogere eller min ret være mere rigtig?
Skyd dig selv i hovedet, dit svin.

onsdag den 20. maj 2009

Programmet

Oplæst i glæden, de fleste af os kender fra den tidlige sommer, tilmeldte han sig programmet. Han fortalte sin mor og far og søster og sin kæreste, at de var skønne; men programmet var skønnere. Og de alle smilede og hikkede og grinede selvom de egentligt ikke var glade. Jalouisen var for implicit og uforståelig for ham, der flød rundt i hans egen tankesuppe, hvis hovedbestanddel var både drømme og fantasier.
Alle drømte om programmet, men de færreste blev udtaget. Ingen vidste, hvad der lå til grund for udvælgelsen. Held måske. Eller kvalifikationer. Ingen vidste det.
Jeg kendte ham kun flygtigt gennem vores samtaler gennem bruseforhænget. Der var i al fald ingen tvivl om, at hans intention ikke var tydelig - men hos dem alle herskede ønsket om programmet øverst på ønskelisten. 
Jeg berøvede ham vist valget.  

mandag den 16. marts 2009

Rendestenen

Endnu en knækket sjæl brækker sammen og falder lydløst mod betonen på fortovet. En enkel mørk skygge af håbløshed og skuffelse anes under hendes blanke ansigt. Som endnu en ukendt, ansigtsløs aktør i en glorificeret katastrofe. Endnu et offer i hastighedens tætte univers. Endnu en dræbt. Tabt på bunden og trådt under hælen af nederdrægtig, sådan at rillerne stadig fremstår tydeligt i hendes ansigt. Og hendes kamp har været lang og hård, men ubarmhjertig. Hun ligger i rendestenen nu. Igen. Hendes vilje kan trække hende op, men hvorfor vende tilbage til en virkelighed, der uanset hvad munder ud i rendestenen? Hun har i mange år undertrykket og fortrængt håb og glød. Man ved, hvad det medbringer og hvad det resulterer i. Vi ved det alle.

Endnu en knækket sjæl tabes og forgår i evige minder om en svunden tid. Arkiveres og pakkes væk, eksisterer stadig svagt i registrene og elefanthuskerne. Hendes skæbne undergår det samme, som alle de andres. Forsvinder, eroderer, siver bort i mangel på liv. Hun kender ingen, men hvad værre er, at heller ingen kendte hende. Ensomheden havde hun vænnet sig til; den blev hendes ven – som en trofast hund, hun vidste, hun kunne regne med. Sommetider havde hun snakket til den, moret sig med den. De havde grinet sammen i en hysterisk galgenhumor. De var blevet venner. Eller snarere partnere i det selskab, der udgjorde hendes overlevelse. Hun levede ikke rigtigt, men hun overlevede da.

Nu var kun ensomheden tilbage. Den sivede bort fra hende sammen med lugten af hendes forrådnelse. Nu er den alene. Den skal forsøge at klare sig i denne verden. Med et suk kaster den en enkelt energi tilbage på mindet af hende. Så splittes den i tusindedele og inficerer nye sind og tanker. Lader sit ansigt lyse over os, og være os … Dens mission er klar for os, der er oplyste om dens eksistens.  

onsdag den 4. marts 2009

Preview - Tårnet

Lønnen faldt, da tiøren landede. 
Jeg vidste godt, at det var længe siden, de havde rejst tårnet - men jeg anede ikke, at det også var blevet støbt i lerforme i København. Det var det mest majestætiske tårn, der indgød respekt og underdanighed. Tårnet var skønhed, visdom og essentielt.
Lerformene var forskellige og udgjorde hvert et plateau med otte trin imellem sig, der alle så ens ud, men bød på de særreste forskellige oplevelse. Der var seks plateaux, der alle var besat med en enkel lille lysebrun juvel. Den strålede altid lidt mere på plateauet over. Altid lidt lysere, altid lidt smukkere. 
Da jeg nåede det første plateau, så jeg, at der med store grønne bogstaver var skrevet "egoisme". 
(...) 
Fortsættes i novellesamling. Ideen ser ud til at blive for god til blog. :D

lørdag den 14. februar 2009

Refleksion over fortiden

Jeg valgte at gå videre. Egentligt hørte jeg godt, du råbte, men kamoufleret bag en løftet, og slukket, mobiltelefon gik jeg videre, mens jeg ivrigt snakkede til mig selv i den forledning, at der var en i den anden ende. Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke kunne klare at sige hej. Det er jo ved at være længe siden, det skete - fire-fem år, vel egentligt. Jeg har bare ikke rigtigt kunne slå mig ned for at komme videre. Det var også dumt, at vi sådan brød kontakten - derved bad vi egentligt om akavethed og guldfiskeøjne - du ved, dem der aldrig blinker, fordi man er bange for at virke svag eller signalere noget, der ikke skal signaleres. 

Hvorfor skete det egentligt? Alt gik jo fint indtil den dag, hvor alt faldt sammen. Jeg kan huske, at solen skinnede - det var sommer. Men det var det nu altid dengang; jeg lærte at leve i det skær, du satte mig i. Jeg var vitterligt et bedre menneske nær dig. Sådan en folk grinede af, du ved. Sådan en, der kunne få gang i et intetsigende middagsselskab. Men så snart jeg var alene, kunne jeg intet. Så kom usikkerheden, selvrationaliseringen og betænksomhederne. Min selvrefleksion var i dit nærvær gloværdigt, men uden dig skarp og kold. 
Den dag i dag kan jeg stadig græde lidt over det - det skulle jo ikke være sket. Og hvad, hvis det ikke var - hvor mon vi så havde været i dag? Ville vi stadig leve? 

Næste gang hilser jeg. Det lover jeg. 

mandag den 9. februar 2009

Forkerte tanker

Min kæreste

Jeg ønsker at sende dig al min energi og al min kraft. Give dig viljen og lysten til at træffe det valg, jeg ved, der venter dig forude. Husk dig selv, kære. 

Du er en af dem, som jeg ved, jeg kommer til at huske resten af mit liv. Inderligt håber jeg, at du vil være en del af det - at du vil forblive min nærmeste. Men du skal i al fald vide, at hvis ikke det er tilfældet, så vil det alligevel være det. Da jeg mødte dig kastede du mig ud i en dans, jeg stadig ikke har afsluttet. En glædesdans af motivation og inspiration. Du startede noget i mig, som jeg ikke vidste, jeg manglede - noget, der uden din tilstedeværelse, ingen reel betydning har. 
Vi har alle disse projekter for fremtiden - både den lange, men også den i morgen. Du har håb for mig, og jeg nærer dybe for dig - jeg vil dig det bedste; om jeg så skal opgive mig selv. Det ved du, er en stor ting for mig at erkende - jeg er jo trods alt egoistisk liberalist. 

Du kan give mig myrekryb af sproglighed og få mig til at le i underfundighed. Dit virke er for mig det vigtigste; jeg glæder mig til det. Beskeder fra dig er vidunderlige - de byder på det nye, det motiverende. 

Du har ikke set alt det af mig, jeg har lyst til at vise dig. Jeg vil vise dig, at jeg er god til alt det, du drømmer mig ind i. Eller det jeg drømmer mig ind i. Jeg vil vise dig, at jeg er god til forældre og til at brygge god kaffe. Jeg vil vise dig verden, forklare dig det uforstårlige og lære dig om det. Jeg vil vise verden dig - dig som min. Os. Jeg vil grine af den i hån, når den ikke forstår, hvad du og jeg deler. Jeg vil græde, når den opgiver og lader os reagere - for jagten er det spændende. Livet efter er trivielt. Men trivialitet er dejlig; så længe den er med dig. 

Jeg savner dig. Meget. 

- Din allernærmeste i både medgang og modgang,
Mathias

onsdag den 28. januar 2009

To sider af mig

Du smilede selvom skyggen faldt over dit ansigt i gestus, jeg fortolkede som kærtegn. Du bød den vist velkommen, skyggen - du slap for solen i dine øjne. Men jeg tror ikke, at du smilede derfor. 
At jeg var lidt dum, vidste jeg godt. Men du sagde det alligevel - med det blik, der gjorde, at du kunne kalde mig alverdens frygteligheder, uden at jeg ville græde det mindste. Mærkeligt, at blik kan betyde så meget.
Til sidst vænnede jeg mig så meget til blikket, at jeg ikke opdagede, da det var forsvundet. Du sagde stadig de samme ting - pludselig passede de bare. Dine øjne vendte indad eller stak; de kyssede mig ikke længere. 

Vi holdt sammen lige indtil, du ikke længere havde noget at sige til mig. Indtil ikke en gang de værste forbandelser og mest sårende udsagn kunne række til min grusomhed. Med bøjet nakke erkendede jeg, at det ikke var os - du fik øje på, hvem jeg egentligt er. Og så ved jeg godt, at det ikke går. 
Problemet er, at hver eneste gang, jeg bliver forelsket gemmer jeg ham væk, ham der mig, for jeg ved godt, at folk ikke kan holde ham ud. Når så vi finder sammen, pigen og jeg, ender det alligevel altid med, at vi er sammen så længe, at jeg tror, at hun faktisk godt kan lide mig - ikke ham. Så viser jeg hende mig, og det kan ikke gå. Endnu et nederlag og endnu en turbostart for ham. 

Frustration over afmagt.

Alt for ofte græder jeg mig i søvn. Jeg befinder mig i et maltrakterende kaos af ensom desperation. For ulykkelig er jeg ikke; blot afmægtig. Jeg flyver ned gennem søvnen med mareridtet forrest, og den stille drøm, som mareridtet metaforiserer, bagerst. Borttaget, dog selvstændig. En gang imellem beslutter jeg mig for, at jeg skal vende kasketskyggen bort og kigge ind i virkeligheden; erkende at alt slet ikke er så galt. 
Jeg kan ikke tillade mig at være ked af det, da jeg har meget mere end flere end mange. Egentligt er jeg heldig: jeg har både liv, en anelse vid og et fungerende helbred. Men når roen over alt det gamle sænker sig, skyller gråden ind over mig. Tid til at tænke, tid alene, tid er det, der dræner mig. Dræber mig. 

Jeg er bange for at miste dig. Eller rettere er jeg bange for at give op, uden at vide, hvor vi kan ende. Men på et tidspunkt må selv den stærkeste stå fra, ikke? Det ved du!
Men hvis jeg mister dig, bliver jeg ensom. Jeg ved ikke, hvor jeg skal sidde; ved ikke, om jeg skal sidde. 

Alt for sjældent smiler jeg, fordi jeg ikke kan lade være. Tiden, hvor jeg blev kaldt grinebidder er forbi; forsvundet til fordel for den ikke-sete betænksomhed og stilsindets ensomhed. Måske tænker de, at jeg er klog eller dyb - men hvad er meningen i dybde, når jeg intet er. Kan jeg noget, uden at være.
For det føles ikke sådan. Er der mening med tilværelsen, når ikke jeg føler, at jeg besidder den? 

Mødet med dét, jeg troede, jeg ville, var det underminerende. Efter det sneg erkendelsen sig ind på mig - hvordan kan vi have fantasi til at forestille os noget bedre, hvis ikke det er der?

mandag den 5. januar 2009

Kærlighed

Jeg har altid kendt dig; altid tænkt dig ved mit bryst i min seng. Det er dig, jeg har håbet, bankede på min dør. I gamle dage, troede jeg ikke på dig - du var for fantastisk. Du var en gud, der reddede mig fra dæmoniske tanker. Dengang turde jeg ikke håbe rigtigt. 
Da jeg så endelig mødte dig - lærte dig, faldt min idé om verden og min tilværelse fra hinanden. Alle planer jeg havde blev annulleret; alle aftaler blev aflyst med en ensom undskyldning "force majoure". Du væltede mit liv og gjorde mig syg. Du trak mit liv fra mig; skubbede til klodserne, der dannede min eksistens' tårn. Du sparkede til alle mine bekendte - tog min hukommelse og klemte den som appelsiner: jeg glemte alt. Alle aspekter af alt, hvad jeg havde håbet på blev skyllet væk; den strand, jeg skulle bo ved, blev ramt af en orkan. Åen, jeg tænkte med, udtørrede. 
Dit indtog i mit liv brændte mig. Det startede min død.

Du tog klodserne og byggede op igen - denne gang med dig som fundament. Jeg vil aldrig kunne stå uden dig. Alt jeg virker med, er dig. Min hukommelse besidder kun dig; og alt jeg har, er hvad du giver mig. Hvad der engang var en broget verden med godt og ondt, er nu dig. Og hvor er du god. Og hvor er du smuk. 
Dit indtog i mit liv brændte mig. Det startede min død.
Det startede mit liv. 

Jeg er ny nu, hvor du er her. Hvad der før føltes som en åben, meningsløs verden har nu kun et reelt mål: dig. Jeg skal have dig overbevist om, at et liv sammen med mig er værd at overveje. Jeg skal være en god mand; jeg skal elske dig; jeg skal ære dig. Jeg vil altid støtte dig, om det er min død eller vores afslutning. Du kan regne med min opbakning. Men jeg skal også være modpart, udfordrende og rådgivende. Jeg vil have dig for resten af mine dage, for jeg kan ikke forestille mig andet. Hvordan skal jeg kunne sige farvel til dig, når du er min eksistens? Når du startede mit liv?
Vil du ikke godt tro mig, hvis jeg siger, at jeg nok skal sørge for, at du får det godt?
Jeg vil male vores hus, tjene vores penge, passe vores børn. Jeg vil forkæle dig, markere vores mærkedage, og overraske dig på hverdage. Jeg vil udfylde dit begær og elske med dig på en måde, som ingen andre kan elske med dig - himmelskhengivent. Jeg kan lære at lave mad og vaske tøj - jeg begynder med det samme. Hvidt for sig; sort for sig. 

Vil du i det mindste ikke tro på det? På at vores fremtid er flettet sammen i kærlighed, omsorg og lykke?
På at din fremtid inkluderer mig?