onsdag den 3. december 2008

Hvordan man finder hjem

Kæreste De/Dem,

for ikke længe siden kunne jeg ikke finde hjem. Jeg sad fast i min opfattelse af en fastfrossen virkelighed - jordbærguilloutinen havde gjort dens gerning, og afskåret mig fra resten af min eksistens. Min fod sad fast i en trivialitetsrod; mit hår i gadelygternes mørke lys; min krop i livets monotone spil. Jeg kunne ikke finde hjem til der, hvor jeg egentligt havde hjemme.

Det var i sandhed en bizar oplevelse, som da Midas opdagede at hans fingre gjorde guld, da jeg endelig slap ud af denne ekstensielle nedfrysning; fastlåsning. Lad derfor denne skrivelse være en hjælp, en guide, kunne man vel sige, til de mennesker, der finder dem selv i samme situation. Lad mig starte med at ytre min dybe kondolence, hvis De befinder dig samme sted, som jeg gjorde. Men lad også denne kommentar, endnu én af mine egne, følge efter den forrige: der er i sandhed en vej ud. En løsning, kunne man fristes til at mene. Ser De, opmærksomhed er vejen frem. Og så denne simple information, der skal åbne vejen for Dem - grunden til Deres ulykke og melankoli er en menneskelig defekt, der gør Dem og jeg og alle de andre ude af stand til at nyde de tidspunkter, hvor vi (ja, undskyld, jeg nu sætter Dem i bås med mig, men i dette store mentalepsykologiske spil, er pli og tradition ikke nær så vigtig som Deres helbredelse - det er De vel enig i?) faktisk føler vores eksistens mest. Tidspunkter, ja snarere sekunder, vi faktisk frustereres og tires over. Nemlig dem, der falder uden for det, vi havde regnet med. De øjeblikke vi bliver overraskede over en handlings indtræf; dens eksistens krydsen med vores egen. Hvis De lærer at sætte pris på de øjeblikke, hvor De normalt irriteres, vil Deres helbredelse være snarlig.
Og træd aldrig på frøer eller andre padder - man ved ikke, hvor de er på vej hen.

Med dyb respekt,
Deres,
M.H. And

En biograftur

Jeg havde udset mig den stol. Så indbydende og rød, som en rigtig lænestol bør være, hvis ikke den er grøn. Den duftede helt herned i køen, hvor jeg længe befandt mig. Drømmende om min fremtid i stolens lune sæde. Vi stod godt nok mange og kiggede - nogle drømte også. Det kunne jeg læse i deres ansigter; det var tydeligt. Men ingen drømte så inderligt som jeg. De fleste ville finde sig en anden stol, der var lidt lettere at komme til. Og ikke mindst fra. Mange var trætte af at stå i kø, så dem regnede jeg også med ville tage en stol lidt tættere på. Det regnede vi alle med.
Tiden gik, og vi kom alle nærmere. Heldigvis, eller måske uheldigvis, fandt mange sig en anden stol, der var knap så rød. I går nåede jeg så derop - vi var mange, der ville sidde i stolen. Vi alle drømte - men ingen drømte så meget som mig; det fremstod tydeligt i deres ansigter. Skænderi er vel for meget at kalde det, thi vi alle var ualmindeligt velopdragne og dannede mennesker, men en mindre diskussion om, hvem stolen skulle tilfalde, opstod da. På dette tidspunkt blandede de ellers venlige stoleadministratorere sig. Hurtigt fik de opdelt, hvem, der måtte sidde i stolen, og hvem, der ikke måtte. Deres beslutning baseredes på, hvilkes numser, der passede bedre i andre sæder. Det er måske ikke helt fair, thi de kun valgte dem med en usædvanlig lille numse, som åbenbart ikke passede i de andre sæder.
Nu kan jeg sidde her i min halvgrønne stol og kigge på alle dem, der fik deres ønske opfyldt, og nu sidder rødt under filmen.

mandag den 1. december 2008

Immunitet

Jeg havde regnet med dig. Jeg troede ikke, at du ville ... selvom jeg nok egentligt længe havde forventet det. Taget det på forhånd. Skuffelsen og tillidsbruddet var det værste - som at blive dyppet i is. Rullet i mel.
Jeg ødelagde så meget den aften - en dør, lampe; jeg kastede med mine møbler; brækkede træer. Men du ødelagde mest. Det bliver aldrig helt det samme igen; det tror jeg godt, at du ved. Ærgeligt, at du ikke kan indrømme det overfor dig selv. Mon ikke vi kunne få det godt.
Du har gjort mig. Folk kommer aldrig helt tæt på igen - jeg er blevet immun overfor svigt; for folk kommer ikke tæt nok på. Du var jo ikke den eneste - hvem kan jeg egentligt stole på? Er der nogen?
Jeg tror det ikke. Når ret skal komme til ret, har jeg ingen, der ville stå hos mig, når det blæser. Det er fortjent; men en dag, vil I finde ud af, at jeg står hos jer ved hvert vindpust.
En dag vil jeg måske igen turde være afhængig.

Julens sande glød

Når man gik forbi ude på gaden, skinnede lyset stemningsbetonet ud. Duften af mad - flæskesteg, var der ingen tvivl om - var dominerende, og klædte sneen, der faldt roligt fra en julehimmel, som sjældent var set kønnere. Men sådan er alle julehimler, når de opleves. Sneen lagde sig et godt øjeblik på den saltede kørebane, hvor dens eksistens ophørte. Ingen så den rigtigt - ingen oplevede hvert eneste lille smukke snefnug, før det forsvandt.
I stuen havde de andet at tænke på. Salmer flød ud af anlæggets højtalere. Ikke fordi stuens beboere var kristne, men de, som resten af Danmark, blev en smule religiøse i højtiderne. Juletræet og dets pynt stod majestætisk, tårnede sig op over en stue, der henlå i mørke. Det eneste, som oplyste juletræet, og de to mennesker, hvis ansigter helst skulle forblive henlagt i mørke, var den knitrende brændeovn, der udsendte varme. En varme de to mennesker hverken bemærkede eller kunne føle. De sad i hver deres stol, kiggende ind i ilden. Ord var unødvendige; de kunne i hvert fald intet gavne. En stille enighed, der aldrig var indgået, om at stilheden måske gavnede, blev indgået for hvert minut, der gik.
Hendes største ønske var at få et barn. Hun havde altid drømt om at blive mor, og længe havde det været inde for rækkevidde. Med deres ægteskabspagt reel, og den kærlighed, som havde blomstreret i deres baghave i deres nye parcelhus i udkanten af Hjørring. Hun var ikke sur - skuffet og ked af det. Hun syntes hun fortjente det barn.
Mandens øjne bar ydmygelsen. Han kiggede ned, mens en enkel tåre undslap dét, han troede var maskulinitet. En maskulinitet han kunne vinke farvel til.

Bjergene

Jeg har svært ved at beskrive denne følelse. De sidste fire dage har den sitret under huden - den har trykket, varmt, mod mit brystben. Som en tyk flydende substans - honning, måske. Eller sirup. Gode ting normalt, men inde i maven gør det ondt. Jeg kan måske græde lidt. Det er dog aldrig meget. Og gråd har aldrig hjulpet - gråd er hjælpeløshed. Jeg er aldrig hjælpeløs. Der er altid en vej ud, det ved jeg. Det har der altid været - så hvorfor skulle der ikke være det nu. Det er som en naturlig dæmning - hvis jeg leder længe nok, finder jeg hullet, og jeg kan komme ud på den anden side. Hvis ikke hullet er der, så må jeg lave det selv.
Det jeg prøver at sige, er at det her ikke er nyt for meget - jeg havde bare lige vænnet mig til at undvære det. Derfor virker det hårdt. Afsindigt hårdt.
Kan man bestige bjerge, selv hvis de ikke lader sig bestige? Jeg ved det ikke - jeg tror det ikke. Men nu må vi se. Hver eneste dag prøver jeg.
Hver eneste dag.