lørdag den 29. november 2008

Lyset fra barndommen

Min barndom er indhyllet i et mærkværdigt lys, der minder mest om lyset en varm og tør sensommer aften. Det lys, der findes i mit imaginære New Mexico. En tør, gammel og varm virkelighed, hvor lykke reelt kan spire.
Det er i det lys, jeg har oplevet de ting, der gør mig til den, jeg er. Det er i det lys, jeg har spillet de fodboldkampe, jeg har løjet mest om. I det lys, jeg har cyklet så meget hjem fra en skole, hvor lyset godt nok var det samme, men aldrig særligt venligt. I det lys, hvor jeg så ofte har grædt grundet en alt for firkantet, reel virkelighed.
Det lys, der dannede rammerne om mit første kys, min første forelskelse og mit første reelle nederlag. Mine første venner og de værste fjender groede og døde i det lys. De bedste og de stadige er flyttet bort fra lyset og ind i denne kulde, der udgår verden i dag. Og i lyset var jeg den lille krøllede; ham, som kunne gribe enhver bold og havde en vildt lækker mave. I dag taber jeg alt, jeg får fat i - selv tallerkener; og ingen spørger længere til min mave. I lyset stoppede jeg slåskampe; jeg tog mine slag; og mente, at det var forkert at uddele mine egne. I lyset kæmpede jeg mod dem og mod mig selv. I lyset fandtes erkendelse ikke - for at opnå den, måtte jeg træde et stykke udenfor lyset. Der fandtes ikke realisme og melankoli i lyset. Dér var kun glæde over den næste dag og udmattelse fra den forgående.
Lyset, der ingen steder findes nu, eksisterer i mine minder - lyset skabte mig; og om 20 år, skaber det mig i dag. Lyset er symbolet på idyllen, der blev brudt, da jeg blev voksen. Måske blev jeg voksen, fordi idyllen blev brudt. Alt jeg ved, er at lyset er væk nu - og at jeg ville ønske, det aldrig var forsvundet.

En glædelig dag ved Nyhavn

En dag for længe siden gik jeg en tur nede ved havnen. Jeg husker hverken anledningen, tidspunktet eller vejret for den sags skyld. Jeg ved ikke, om De nogesinde har været på Nyhavn, men det skelsættende ved Nyhavn for netop den oplevelse, jeg her søger at beskrive, er det faktum, at man kan gå på begge sider af havnebassinet. Det resulterer i, at man fra den ene side af bassinet kan se til den anden. Og det var der, hun gik. Hun gik på den side, hvor de billige kanalrundfarter har stoppested - på parkeringspladserne. Det slog mig dengang, og det slår mig stadig, hver gang, jeg kigger på hende, hvor sårbar, hun ser ud. Jeg fik sådan lyst til at svømme over havnebassinet, se stort på den store fadøl, jeg lige havde bestilt, for at holde om hende - passe på hende. Ikke at, hun ikke kan klare sig selv, for det ved jeg rigtig nok, at hun kan - mere det, at hun simpelthen ligner én, der har brug for at blive beskyttet lidt fra virkelighedens skarphed.
Imidlertid så jeg ikke stort på den øl, selvom jeg ønskede det. Og det havde intet med øllen eller prisen på denne at gøre, snarere min egen blufærdighed. Derfor sad jeg ved mit cafébord foran Nyhavn 17, og betragtede hende. Den dag i dag ved jeg stadig ikke, om hun overhovedet så mig ved bordet. Alt jeg ved, er at jeg var nødt til at drikke min øl hurtigt, hvilket måske i bagklogskabens lys måske ikke var ligeså vældigt gennemtænkt, som det dengang virkede til at være. Da De jo øjensynligt aldrig har været på Nyhavn, ved De heller ikke, at der går en bro hen over havnebassinet. Det er faktisk sådan, at de føromtalte kanalrundfarter er nødt til at holde stop på den anden side af broen, når det er flod i havnen, simpelthen fordi kanalrundfarterne ellers ville støde isen mod broens underside, hvilket er ganske uhensigtsmæssigt for alle parter.
Men dag hun nåede til denne bro, og hun begyndte at bevæge sig hen over denne, tog fanden ved mig, og jeg løb langs kajen. Let svajende som følge af den hastigt nedsvælgede øl.
Ja, De kan vel gætte Dem til, at dette eventyr aldrig skulle gå lykkeligt. Og deres gæt er rigtigt, thi jeg nåede tæt nok på hende til at kunne råbe - høfligt, som det hører sig til naturligvis. Hun vendte sig og smilede til mig, og som De forstår var jeg blevet ret hengiven for denne kvinde, hvilket gjorde, at al min fokus var rettet mod dette vidunderlige smil. Derfor løb jeg direkte ind i en gademusikant, som spillede Svantes Sorte Vise, og væltede ikke blot ham, men også mig selv. Efter lidt tumult og roden rundt i luften endte jeg på den forkerte side af kajkanten, hvilket gjorde mig ret så våd. Og ædru.
Den dag i dag er kvinden min hustru, og vi har gjort det til en tradition at gå en tur ved Nyhavn en gang i mellem.

onsdag den 26. november 2008

Mit savn i dine øjne

Grønt er når himlen dugger af glædeskondens. Når selv hele Afrika smiler. Også nok til, at landsbyhøvdingen, der ellers er stresset over brønden, kan få nok. Det er grønt over Danmark, når vi alle smiler. Til hinanden; af hinanden. Alle træer smiler. Absinth smiler. Alfer smiler.
Dine øjne smiler - de er ikke grønne. Farve ejer de ikke; snarere energi, der kan forsyne mig med alt. I dine øjne finder jeg euforien. I dine øjne finder jeg viljen - ikke din, men min. Dine øjne er min morgensnaps og godnatpilsner. Dine øjne er grunden til denne mærkelige sammensætning. Dine øjne er grunden til et savn, jeg ikke tør eksponere.
Et savn, der ikke er at finde i dine øjne. Du gør mig gennemsigtig, når jeg forsøger at finde mit hjerte. Jeg tør ikke åbne mig; det er vel for risikabelt. Så ofte kan man finde mig foran et spejl, søgende på mit bryst, efter følelsen af det hjerte, som burde banke.
Jeg kan ikke finde det.

Med dine øjne og mit savn skaber vi en tosomhed. Hvis det er dig, der har taget dét, så giv mig venligst mit hjerte igen. Så kan jeg måske lære at elske dig.

mandag den 24. november 2008

Om musikkens indflydelse

Musik er følelsers lyd.
Og intet er smukkere end et stykke musik, der trækker tilhøreren gennem samtlige facetter af følelsregistreret - fra dyb sorg til euforisk glæde. Når man ved lyden af liflig violinspil trækker på smilebåndet, og man ryster af skræk når trommerne udbasunerer deres bombastiske kraft, så er musik fantastisk kunst.
Jeg elsker stort set alt musik, men min egen lille kornjuvel må være det klassiske. Des mere jeg hører af denne elskelige genre, des mere må jeg erkende, at det er min favorit. Klassisk musik alene kan efterlade mig med tårer i øjnene - ikke blot grundet kunstnerisk og empatisk indlevelse, men også grundet de følelser som musikken reelt indlejrer i mig. Ved at lytte til det rigtige stykke musik, kan jeg komme af med ting, jeg ikke anede havde i mig.
Musikken er en vedvarende kilde til inspiration, og til det vil jeg benytte den. Mine tekster oftere, end jeg selv vil erkende, baseret på de følelser som musikken, jeg lytter til under skrivningen, sætter igang hos mig. Derfor er jeg ikke reel forfatter eller skribent, jeg er blot videreformidler. Jeg fortæller med bogstaver, det musikken fortæller med toner og harmonier.

Lige nu lytter jeg til Tchaivoskys violin koncert i re major op. 35 - ikke at jeg ved, hvad det betyder, men hvor jeg dog nyder det.

Lad dig inspirere af musikken, thi den bærer alle livets facetter.

søndag den 23. november 2008

Tragikomik - aktiv dødshjælp

Jeg kendte en gang en mand, som led af denne mystiske sygdom. Han blev til sidst så dårlig, at han flyttede til Belgien og betalte skat, for at kunne tage del i det meget famøse dødshjælpssystem, som belgierne praktiserer. En gang imellem, når tankerne lige trækker ham med ind i min bevidsthed, kan jeg savne ham lidt. Han så tingene på en anden måde end os andre - på en måde, var det det frygtligeste i verden, thi det var, hvad der dræbte ham. På en anden, langt mere egoistisk måde, så var det faktisk meget rart. Han lærte mig at sætte pris på livet.
Ser du, manden led af denne mærkværdige tendens til altid at fokusere på det dårlige i alle aspekter af livet. Du kan sig dig selv, at han ikke just var den sjoveste at have med til fest - skægt nok blev vi ved med at invitere ham. Vel egentligt mere fordi vi burde, end fordi vi nød hans selskab. Vi ville så nødig give manden endnu mere at være ked af. Ofte sad han i hjørnet med en Bloody Mary - det var meget moderne dengang - og græd. Nu græd han det meste af tiden, så det havde vi vænnet os til - men der gik altid lige lidt tid, før folk, der aldrig havde mødt manden før, kunne slappe af i hans selskab.
En dag ville jeg invitere ham til fest hos mig. Ser du, jeg havde lige skaffet alle mine katte af vejen. Jeg faldt over dem; det var jo synd for alle parter. Så jeg dræbte dem - men det var fint, for så var der en grund til at holde fest. Så jeg ringede til manden, men han tog den ikke - så tænkte jeg ved mig selv, at det jo egentligt var heldigt nok, eftersom ingen af os rigtigt gad at have ham med.
Der gik nogle uger, før jeg fik et brev med belgisk frimærke, hvori han forklarede, hvad han havde lavet i Belgien og så videre. Det var et lidt sørgeligt brev, men på den anden side levede det jo i sandhed op til hans person, så det var fint.
Til gravøllet drak vi selvfølgelige Bloody Mary.

Livet i suburbansk symbolik

Symbolik

Livet er som at søge ly i en tunnel, når det regner rigtigt meget. Man tror, at det bare er en byge, men regnen kan ligeså vel øse ned i flere dage. Man ved aldrig, hvornår man kan forlade tunnellen.
Man starter med at gå rundt, man stiller sig nogle gange ud til kanten og spejder - nogle gange efter huller i skyerne, andre gange efter mennesker, som søger ly. Efterhånden som tiden går sætter man sig ned. Underholdningen finder man ved at læse og betragte den suburbanske, postmodernistiske kunst som tunnellens vægge byder på. Først væmmes man, man lidt efter lidt accepterer man det, og til slut kan man ikke leve uden det.
Hvis regnen stopper, må man videre - man må forlade tunnellen. Men der kan sagtens gå flere dage - til sidst har man siddet der så længe, at man lægger sig ned. Tilbage er kun det grå beton loft at betragte.
Man venter kun på at regnen stopper, for så kan man komme videre.
Én ting er i hvert fald helt sikkert - regnen stopper på et tidspunkt, og man er nødt til at tage videre.

Sådan er livet.

Symbiose

En lang gang udgjorde lokationen. Der var en stribe maling hele vejen langs toppen af venstre væg. Den var blå. Resten af væggen, og de andre, var hvide. Undtagen området omkring de dørhåndtag, der var den eneste indikation på, at der var døre. Områderne var metallisk. Mere skinnende end grå.

Jeg smilede, mens jeg gik hende i møde - det kriblede ganske sagte lige under brystbenet. Hendes smil var betryggende på en mystisk måde, der farvede de hvide vægge let lysegule. Da vi kom hinanden nær nok, hviskede hun hej. Jeg svarede hende med et suk, som havde trængt sig på hele mit liv. Væggene var blevet gule nu. De var lune. Dørhåndtagene blev mindre.

Vi blev ved med at gå mod hinanden med spændte, småt elskende, skridt. Hun spurgte mig, om jeg var klar - jeg nikkede blot. Hun kom nær nok til, at jeg kunne se hendes øjne - farven var som ingen andre. Måske var det ikke en rigtig farve, men en energi, som efterlod mig i en ekstase, der forstærkedes af erkendelsen af, at hun kun var fire skridt fra mig. Væggene var blevet orange, og loftet var faldet lidt. I luften hang duften af hengivenhed - som citronbåde. Det var blevet lunere, og jeg var tryg.
Et halvt skridt tilbage - ingen af os sagtnede farten.

Da væggene blev røde, pulserende. Da loftet igen var stoppet med at falde - det udgjorde vores hule. Da duften var fuldendt med grønne planters indtog i varmen. Da dørhåndtagene var forsvundet helt. Da dørerne var sunket væk i den røde væg.
Da du blev mig. Jeg dig. Da vi blev hinanden. Et ét. Vi smeltede sammen i en forening af hengivenhed - i rammer af lun luft med røde vægge. Du slipper aldrig ud af mig nu - jeg vil aldrig lade dig komme ud. Du er blevet mig, og jeg vil aldrig være mig uden dig.
Du er os nu.

Smilebrevet 1

Kæreste M.

Efter T flyttede fra mig, er jeg blevet mere og mere trist til mode. Det siger sig selv, at ensomheden flyttede ind, som T flyttede ud. Jeg har været rigtig deprimeret, og ingen hemmelighed er det vel, at jeg har gået med diverse overvejelser om, hvorvidt jeg kunne komme fra dette liv uden al for megen smerte. Følgelig har mine overvejelser altså ikke båret frugt, hvad enten det så er positivt eller ej.

Jeg skriver ikke til dig for at søge om medlidenhed - nej, den kan jeg klare mig uden. Jeg skriver for at fortælle om en oplevelse, der startede sidste onsdag. Den er indtil nu ikke holdt op, hvilket jeg finder underligt, eftersom det endnu en gang er onsdag - denne gang i næste uge. I hvert fald i forhold til forrige.

Det er såmænd ikke en dårlig oplevelse. Jeg burde måske snarere beskrive det som en følelse, der giver mig en evne - der tillader mig at udfolde mig på en anden måde. Pludselig ligger verden langt mere åben for mig. Depressionen er for længst blevet blæst væk af euforien over denne spændende nye kompetences éntre. Hver eneste dag går jeg en tur ned på torvet, hvor jeg i al hemmelighed udøver denne fantastiske evne. Jeg er ganske sikker på, at folk værdsætter det - de er blot ikke klar over det. Naturligvis vil du nu indvende, hvorvidt værdsættelse er reel uden erkendelsen af den - men jeg er nu ganske sikker; folk værdsætter evnen.

Ser du, jeg kan gøre folk glade, blot ved at kigge på dem. Det er særpræget at stå på torvet, og lade sit blik vandre rundt på de mange hundrede mennesker, der alle er fortravlede, for slet ikke at snakke om, forjagede. Ved et enkelt blik og den rette tanke, kan jeg tvinge folk til at smile og fløjte. Naturligvis ikke på samme tid, da det er ret umuligt. Det kan også accepteres, thi fløjten som regel blot er en anden slags smil. Og selvsagt omvendt ligeså.
Folk, der smiler, får andre folk til at smile - så meget hurtigt fløjter hele byen. Det er en rar følelse at gøre hele København glad - du skulle komme forbi og opleve det en gang, M. Du ville også få dig et lille smil - måske du kunne lære nogle nye melodier at fløjte hjemme i Ribe.

Smil, thi det er ganske smitsomt.

Din
J.