torsdag den 20. november 2008

Kærlighedshistorie

At savne kan være to ting:
- at glæde sig til gensyn, eller at miste langsomt.
Dette er forhåbentligt det første.
Naturligvis er alt godt, når det er godt. Ja, faktisk er det surrealistisk euforisk. Jeg er både pinligt grinagtig og rørt til tårer. Jeg skræmmes bare ofte over, hvor tit jeg savner euforien.

De gik en tur langs skovbrynet, der, ligeså længe hun kunne huske, havde delt markerne - på den ene side majs; den anden side brak. De gik hånd i hånd, stemningen var stilheden, der skabte grobund for den trykkethed, der prægede lettelsen over gensynet. Solen var på vej ned over majsmarken, hvilket farvede himlen over den soignerede vidde alverdens farver. Det lignede et øjeblik noget fra en romantisk film. Det var det ikke.
Han forsøgte sig - lidt prøvede. Han faldt over sig selv, mistede troen. Holdt inde. Hun forstod ham - ikke at hun var vred eller skuffet. Ja, hun havde knapt nok håbet - men hun forstod ham. Hun sagde jo heller ikke noget selv.
Hvorfor det var sådan, var der ikke nogen tilstrækkelig grund for. De hverken kunne finde den, eller for den sags skyld nogensinde få noget ud af at lede efter den. Enten skulle de affinde sig med det, eller lave det om - det er bare svært at lave noget om, man ikke ved, hvad skyldes.

De skildtes for enden af skovbrynet. Hvor de tog hen, ved jeg ikke - men at de gik i hver sin retning, så jeg dog. Om de tog afsked med et kys, må være op til Deres fantasi eller erfaring.

onsdag den 19. november 2008

Målmandens filosofi

Da jeg var mindre, var jeg fodboldmålmand.

Jeg springer efter alle bolde - også dem, jeg godt ved, jeg aldrig når, thi de er for langt borte. Både dem, der skruer, og dem, der dykker. Selvom de går ind, og jeg ved det, hopper jeg.
Og lander. Nogle gange slår jeg mig. Jeg bliver øm, og jeg bløder. Nogle gange mister jeg pusten, eller falder af hesten.
Alligevel rejser jeg mig op og hopper efter den næste bold. Hvem ved, om jeg når den?
For følelsen, når jeg når bolden, er ganske fantastisk. Intet er større, end at kunne rejse sig op med bolden løftet overhovedet. Jublende. Succesfuld.
Men kun indtil næste bold - den, der skruer eller dykker eller er for hurtig eller bare er for langt borte. Dem når jeg aldrig, selvom jeg hopper og lander.

Jeg er ved at blive gammel nu - det gør mere og mere ondt at lande. Måske skulle jeg stoppe med at springe?

tirsdag den 18. november 2008

Et Dødt Brev

Jeg glemmer aldrig de øjne

Jeg er vel at betragte som væk nu. Jeg synes i hvert fald ikke, at jeg er. Med det in mente, kan der vel ikke ske noget ved, at jeg går til bekendelse nu. Mine sorger vil aldrig læges helt, men bekendelse om mine synder, vil kunne gøre angren langt mere reel.

Det eneste jeg lige nu sanser er papiret og den godt brugte blyant, jeg skriver dette med. At sige, at jeg vågnede her i denne sfære, ville være forkert - for jeg har hverken sovet eller været bevidstløs. Jeg var her blot, uden at vide hvorfor eller hvordan, jeg var kommet. Pludselig sad jeg ved dette bord, som egentligt ikke er et bord, men bare tæt luft.

Hvis jeg skal være ærlig, ved jeg heller ikke, om jeg gør det rigtige - eller om jeg gør det rigtigt. Du var den første, jeg tænkte på, da jeg så, at jeg fik muligheden for at skrive noget. Jeg betragter dette som et afskedsbrev - om det er det, vil kun vise sig, hvis du læser disse linjer en dag. Ellers er det vel bare terapi. Hvorfor man skal hjælpe én, som er på vej væk fra denne verden, ved jeg vitterligt ikke - men jeg har erfaret nu, at der er uendeligt meget hverken du eller jeg ved.

At jeg er bange, er forkert at sige. Det mest beskrivende for min følelse lige nu, er måske som fornemmelsen aftenen før eksamen - nervøsiteten er ikke taget rigtigt til; men maven er alligevel ikke helt sig selv, og man er lidt mere vågen. Her er ingen lyde, og der er intet mørke.
Vidste du forresten, at det er langt mere uhyggeligt med total lys end med total mørke. Lys er overalt, mørke er bare mangel. Mangel er lettere at håndtere.

Jeg ved ikke, hvad der sker nu - men her blivet varmere nu. Nervøsiteten tager til, må jeg vel hellere erkende, samtidig med at jeg er nødt til at erkende, at dette brev på sluttes.
Du er et stort menneske.

Jeg skriver til dig, for at sige undskyld. Der er én ting, det er vigtigt, at du ved:
Jeg glemmer aldrig de øjne.

Fortrydelser

Jeg ville have sagt noget. Prøvet at sige farvel. Holdt om dig en sidste gang, og fortalt dig, at du er den, der får regndråberne til at forsvinde igen. Jeg ville have klemt dig, og gjort det klart at livet, efter at have mødt dig, aldrig ville blive noget nær det samme igen. Jeg ville endnu en gang have fortalt dig om den åndelig inspiration, motivation, du gav mig. Du gjorde mig til mit liv.
Jeg ville have sagt noget - hvis blot jeg vidste det. Men det gjorde jeg ikke, så jeg satte mig ind i bilen. I den tro, at det ikke varede længe før vi skulle ses igen. I den tro, at jeg ville få chancen igen. Chancen for at lade dig forstå, hvor stort et menneske du er. Det fortjener du, og jeg fik dig det aldrig fortalt. Jeg er betaget af dit intellekt og din dybde. Du skal aldrig holde op med at sprede din viden.
Jeg ville have sagt noget - råbt noget. Jeg ville have grædt en sidste gang. Men jeg fik aldrig chancen. Jeg vidste det ikke, før det var for sent. Erkendelse er altid forsinket. Jeg skulle have fortalt dig, hvor vigtig du var. Og hvor vigtig alle de andre var. Og er. Men jeg fik aldrig chancen.

Jeg skulle have sagt noget.

- Tilegnet dig, Rebecca. Fordi du inspirerer mig. -

mandag den 17. november 2008

Manden, der kun kunne løbe

Jeg mødte engang en mand, mens jeg var ude at løbe i Fælleden. Jeg løb i lang tid bag ham, og jeg skal gerne indrømme, at det efterhånden var blevet ganske irriterende, at jeg ikke kunne indhente og overhale ham. Vi løb præcis lige hurtigt, hvilket manden åbenbart også lagde mærke til, thi han råbte over sin venstre skulder, om ikke vi skulle løbe sammen, da vi åbenbart var meget enige om tempoet i forvejen. Og da jeg ikke kunne se det mindste obskure i det, takkede jeg mange tak. Han sagtnede farten et øjeblik, for at jeg kunne nå op på siden af ham. Deroppefra så verden faktisk meget rarere ud - det var også lettere at trække vejret. Men lad det nu ligge, eftersom det ikke er min, men mandens historie, jeg vil fortælle.

Det er nu en gang sådan, at man snakker sammen, når man løber. Ikke at jeg havde noget imod det, men jeg må dog indrømme, at jeg tænkte mine tanker om pinlig tavshed, det ganske korte øjeblik, hvor jeg løb ham op. Pinlig tavshed blev der dog ingen af - vi passede åbenbart som fødder i hinandens hoser, for samtalen blussede. På trods af stakåndethed og sved i øjnene.

Hans historie er ganske fascinerende - måske burde det ikke kaldes historie, men snarere skæbne. Jeg håber dog, at han er blevet kurreret. Men det finder jeg formentligt aldrig ud af. Ser De manden led af en mystik tendens: han kunne kun løbe. Lige meget hvad han lavede løb han - når han spiste, arbejdede. Ja selv når han forsøgte sig med kvinderne.
Det eneste tidspunkt, hvor han ikke løb, var selvsagt når han sov - det kan De vel sige Dem selv. Han var dog i sine unge dage ofte endt i problemer, når han fik timet sit løb forkert. Han faldt simpelthen i søvn, før han nåede sengen. Dette var selvsagt et problem, eftersom han slog sig noget så frygteligt. På dette tidspunkt i samtalen følte jeg mig en smule opløftet, og bidrog derfor med kommentaren om hans næse. Han havde nemlig en utrolig skæv næse, og jeg følte mig ganske fiks, da jeg fangede sammenhængen.
Tilbage til beretningen: Der gik ikke så mange år, før han lærte sig at falde i søvn lige præcis, når det passede bedst - hvilket altså vil sige, når sengen nærmede sig. Han forklarede, at hans største problem i samtiden, altså var at få gjort de daglige indkøb. Han syntes, at det var så pinligt at handle ind, thi der meget ofte i København er lange køer i butikkerne, når folk ikke er på arbejde. Han forsøgte i et halvt års tid, efter at han var flyttet hjemmefra (det bør måske her nævnes, at manden absolut ikke var aldrende - mit bud ville være omkring de 23 år gammel), men folk reagerede så voldsomt, når han stod og trippede i køen. For slet ikke at tale om kassedamerne. Lige meget hjalp det, hvis han forsøgte at forklare dem om sit problem - de troede simpelthen ikke på ham.
Manden fandt ud af, at han var nødt til at gøre noget, for at kunne overleve - handle skal man jo gøre, ikke sandt? Derfor gik det op for ham, at han jo kunne handle når alle de andre arbejdede! Problemet var dog, at han også selv havde et arbejde, han var glad for. Ser De, han rev løbebanerne i Idrætsparken og så rensede han havnebassinet ved Nyhavn. Han var så glad for det arbejde, han udførte - men han var samtidig også nødt til at erkende, at overlevelsen var vigtigst. Derfor sagde han sit job op - og dagen efter handlede han ind. Han forklarede selv, hvor voldsomt han trængte: Han havde været nødt til at tørre og gemme sit toiletpapir, bare for at have en smule. Han spiste sit kaffegrums og kogte the af gamle stueplanter, hans mor havde efterladt.
Så langt var alt jo fint - nu skulle han bare finde sig et job, hvor han kunne arbejde, når alle andre havde fri. Han kunne komme på to ting: dørmand og døgnkioskarbejder. Begge erhverv er frygteligt omstændigt at udføre, når man lider af det samme handicap som manden gjorde. Manden var ellers så flink at foreslå for samtlige sine ønskede arbejdsgivere, at man da bare kunne købe ham et løbebånd - så ville han jo ingen steder løbe. Men ingen ville ansætte ham. Efter noget tid, havde han ikke penge nok til at købe ind; moren var død og begravet - han kunne ikke selv være med til ceremonien, fordi han ikke kunne sidde i kirken; hurtigt forsvandt pengene til huslejen også - og den eftermiddag i Fælleden stod han uden bolig.
Derfor løb han faktisk bare rundt i Fælleden og ventede på at falde i søvn.

De forstår nok, at jeg fik en smule medlidenhed med denne stakkels mand. Så jeg gav ham mine kondisko - jeg fik dem nok alligevel aldrig på igen, thi jeg havde fået en vabel.

Søvnløshedens Reelle Smerter

Jeg er dybt frustreret - jeg er bange.

De sidste seks timer har jeg vendt og drejet mig i laner, der normalt udgør basen for min søvn - men som en ørken tør for vand, var sengen i nat tør for søvn.
Det er nok forkert - sengen har jo ikke ændret sig. Alt er faktisk som det plejer - varmen, lydene (også dem køleskabet laver), musikken - ja, selv lyspletterne fra månen uden for står, hvor de altid har stået. I nat har de blot bevæget sig fra den ene væg til den anden.

Ja, alt er som det plejer. Jeg troede også, at jeg var den samme - men det er vist det eneste sted, hvor jeg kan acceptere ikke at kunne kende en forandring med det samme. Jeg nærer så stor respekt for den menneskelige psyke, at jeg erkender mine store inkompetencer med min egen. Jeg ville vide, hvis køleskabet lød anderledes, eller hvis skyggerne af lys var blevet større eller mindre - men jeg ved ikke, om jeg har ændret mig. Om jeg tænker på en anden måde.
Hvem ved om mine tanker løber en anden vej gennem sindet? En vej, der umuliggør søvnen.

Med ovenstående in mente, og centrum for tankerne de sidste tre timer, har søvnløsheden haft en selvbestyrkende effekt - for bekymringer om sindssyge og stress hjælper ikke just på søvnløsheden. Det er derfor, jeg nu har valgt at tænde min computer, for at jeg kan skrive mig lidt renere. Komme af med lidt - jeg tror, at det hjælper.

Lad os se om ikke dette kun er begyndelsen - jeg tror, jeg mister forstanden, hvis mange flere nætter er lige så tørre.

søndag den 16. november 2008

Forstadens Mentalitet

Jeg bor på en lang vej med mange huse. De har alle en forhave undtagen ét. Huset ligger helt ud til fortovet, sådan at døren faktisk, den åbner ud af, når helt ud på vejen. Derfor skal man passe på, når man går ind. Det hænder, hvis dem, der bor der, glemmer at lukke døren, at den bliver ramt af en forbipasserende bil - men det kan den nu godt holde til. Den har jo prøvet det før.

Det pudsige ved det hus er netop, at det ingen forhave har. Den har en baghave i stedet for. Eller det tror jeg i hvert fald. Man kan ikke se den udefra vejen, hvor jeg ellers tit går og kigger på de andre huses haver. Nogle steder slår husets mennesker græs i forhaven - andre hænger de i køjer, der til formålet er spændt fast til træerne, der bor i forhaven. I en enkelt forhave leger børnene, de er lyshårede, tit med deres hund. Den er også lyshåret. Eller lyspelset, eller hvad det hedder.
Jeg nyder at gå ned langs vejen for at kigge på forhaverne og forhavernes mennesker. Men jeg bliver altid så vemodig, når jeg kommer til huset uden forhave. Jeg ville så inderligt gerne vide, hvad menneskerne, der bor i huset laver. Og jeg ville så inderligt gerne se den baghave, der må være eftersom forhaven er væk.

Jeg synes faktisk ikke, at den kan være det bekendt - baghaven. Alle vi andre viser vores haver, men baghaven skjuler sig. Måske gemmer den på hemmeligheder.

Jeg håber en dag, jeg får den at se.
Det er det mest retfærdige, synes jeg.

Selvmedlidenhed

Min drøm er selvdestruktiv, thi jeg ved, at jeg aldrig vil kunne leve af det her - jeg kan jo ikke blive ved med at skrive det samme på forskellige måder. For selvom der er mange alternativer, så findes der naturligvis, ligesom i alle andre aspekter af livet, et maksimalt antal mulige kombinationer af samme stof.

Jeg er bange for at fortælle om mit højeste ønske, simpelthen fordi jeg ikke er sikker på, at det er det højeste. Men jeg ønsker mig så dybt og inderligt, at det brænder i min mave ved tanken, om en dag at kune udgive en bog, der er skrevet af mig. Den behøver hverken være lang eller kunne sælge - men hvor ville jeg være stolt, hvis jeg en dag blev oprettet i bibliotekernes forfatterdatabase. Hvis jeg en dag kunne pege på en bog på hylden i boghandlen og fortælle, at det var mit værk. At det var min drøm.

Men med branden i maven ved tanken om drømmens opfyldelse, følger angsten, der kryber i huden, for at jeg må se mig selv skuffet. Modtage afslag fra samtlige forlag. Se mig slået og slå mig selv til tåls med virkeligheden, thi virkeligheden er præget af angstens realisme.
Det er angsten, der holder mig tilbage - for ganske vist, forestiller jeg mig ofte (formentligt langt oftere end godt er), hvordan jeg skulle blive headhuntet eller "opdaget", men jeg forestiller mig aldrig selv tage kontakt. At påtvinge folk opdagelsen af mig, virker så inderligt urealistisk. Måske primært fordi jeg ikke kan få øje på mit talent. Ros får jeg da, men selvtilliden mangler - og jeg tvivler inderligt på, at kvantiteten af rosen følges med følelsen af selvtillid. Jeg ved ikke, hvad der skal til, før jeg kan tro på det talent, nogle folk mener jeg har.

Endnu en omgang brok og ligegyldigheder - denne gang præget af egoisme. Men mon ikke alle mine skrivelser i realiteten gør det? De fleste skrivelser består nok egentligt af narcissisme og selvoptagethed.

En god veninde sagde til mig i fredags: "Egoistisk er nok det sidste, du er, Mathias" - men jeg må desværre nok rette hende: Egoistisk er nok det eneste, jeg er.