lørdag den 15. november 2008

Livets Sok

Hvis livet var en sok, ville min vende med vrangen ud, og der ville være hul ved hælen. Altså ikke det værste sted at have et hul, hvis det absolut skal være der. Jeg kunne prøve at stoppe det, men jeg kan vitterligt intet andet end destruktion med en nål. Og man spørger bare ikke andre, om de vil stoppe ens liv, vel?
Så jeg har valgt at leve med hullet. At den vender med vrangen ud ... det er meget rart. I hvert fald en gang imellem. Jeg tror, at det er derfor, jeg kan tænke sådan her.
Ikke at det er rart at tænke - jeg drømmer tit om at lade vær, men så tænker jeg jo. Så er jeg lige vidt. Jeg ville helst være fri - især for disse tanker.
Men at sokken vender med vrangen ud, er faktisk godt nok.

Det hænder, at jeg tager sko på. Mest når jeg skammer mig over hullet. Men også nogle gange, hvis jeg bare gerne vil vise andre takter. Når jeg gerne vil fremstå mere balanceret - for en hullet sok med vrangen ud er ikke særligt balanceret.
Vel?

Historien fra Assens

Der har boet en mand i et gammelt husmandssted ude ved Assens. Hans kone døde for 23 år siden. Hun blev 52. Hun døde af et hjerteslag. Der gik et halvt år før manden begyndte at leve igen. Han lærte at vaske tøj og lave mad. Han lærte at stryge, og en gang imellem kunne han sy. Men det var nu ikke, hvad der tog længst tid at lære. Han skulle lære at sove selv - selv at holde dæmonerne væk. Han skulle lære at tænke på andre ting. Han skulle lære at elske damen, selvom hun ikke var der. Han skulle lære at være ensom i et vidunderligt tosomhedspræget univers.
Han skulle lære at leve.

Manden og damen havde gået i realskole sammen. De havde siddet ved siden af hinanden længe, og manden havde været forelsket i damen lige fra første gang, han så hende. Damen derimod skulle have lidt tid - hun faldt for ham til klassefesten da de var 9. Manden tænkede en gang imellem på den fest, oftest hvis han havde fået lidt for meget snaps. Han tænkte på, hvordan de havde sneget sig væk fra festen, blot for at gå en tur ned til søen. Der havde de siddet i en time, og det nåede at blive mørkt. Hendes hvide, billige kjole stod helt klart frem i hans hukommelse. Hendes smilehuller og hendes hænder. Da de stod ved bredden, bredte damen, der dengang snarere var pigen, sine arme ud og takkede gud. Manden glemte aldrig hendes stilling og hendes ord. Det varede ikke længe fra taksigelsen ved søen, før manden og damen var kærester. Selvom det godt nok var forbudt dengang.
De havde holdt sammen lige siden - det havde ikke været let altid. Men manden havde gået i marken hver eneste dag, og damen havde gladeligt lavet mad til dem. Deres liv gik med deres arbejde. Det var dog en mærkelig tid, dengang den nye vej ned til kirken skulle bygges. Da gik alle bønderne og karlene til hånde for bygmesteren, og de fik lavet den lange vej på fire uger og to dage.
Da var damen rigtigt stolt af sin mand - stolt var hun nu altid. Hun var så glad og så tryg, og manden var manden i hendes liv. Også det liv hun ønskede sig. Derfor stod hun for alt i huset - opvask, tøjvask, syning - det hele. Og hun ærgerede sig ikke en eneste gang. Hun nød at hjælpe sin mand, som hun følte, han hjalp hende.
De fik aldrig børn - tro ikke, at de ikke prøvede, men en af dem, eller måske dem begge, virkede ikke til den slags. Og i den tid, kunne man ikke rigtigt gøre noget ved sådan noget.
Dermed havde de hinanden, manden og damen, og de havde det godt. De levede deres liv i en tryg, tillidsbaseret kærlighed, som havde den bevirkning, at de blev afhængige af hinanden.

Derfor kan De nok se, at det var hårdt for manden, dengang for 23 år siden, da han pludselig fandt sin kone liggede på køkkengulvet. Hun havde været igang med at lave aftensmaden - de skulle have haft lever. Hvilket desværre hverken var hans eller hendes yndlingsret. Men det var nok heldigt nok, for mandens appetit forsvandt - dem kom aldrig rigtigt tilbage.

Jeg ved ikke, om manden stadigvæk lever - dengang jeg besøgte ham, var han på vej i den rigtige retning, men man ved aldrig. Jeg gør i al fald ikke.
De kunne tage ud forbi og kigge.
Måske hænger damens hvide kjole stadig i skabet - det er det, hvor hængslet er faldet af.

Trivialitetens spøgelse

Du står op klokken seks hver morgen til en dag, du kender som bukselommen i de bukser, du strøg i går aftes. Du tager dem på lige nu. Du regner med en dag - én som alle de andre. Du glæder dig til weekenden, fordi så kan du lave det, du laver i alle andre weekender. Både den sidste og de næste mange hundrede.

Du går på arbejde. Du tager telefonen, hvor du allerede, da den ringede, vidste, hvad samtalen ville dreje sig om. Du sælger det sædvanlige, og du får fri klokken fire. Du henter din bil i samme bås, som du satte den forrige mandag.

Du kysser mig, som du altid gør, har gjort og vil gøre. Du spørger mig, hvordan min dag har været, jeg svarer, og spørger dig om det samme. Du mumler, at dagen har været som alle de andre - både den igår og imorgen. Du læser avisen og ser den i tv.

Du går i seng. Du tager mig med, men da det ikke er onsdag, lægger du dig til at sove. Du snorker. Du snorker igen eller stadigvæk. Du drømmer måske, men det ved man aldrig. Du tænker ikke på, hvor længe jeg ligger hver aften og tænker på, at du er død. Du lever ikke mere - ikke længere.

Du går igen. Du er fanget i evigheden. Du har brændt broen til dit liv - en der engang var så stærk. Du er alt det, du lovede dig selv ikke at blive. Du er den, du frygter. Du ved det ikke selv.

Du er død. Du går på arbejde. Du er slutningen i dit liv. Du henter den i samme bås. Du er død. Du snakker i telefon. Du er slutningen på dit liv. Du ser tv og avisen. Du er død.

Du er trivialitetens spøgelse - du er som de andre.

onsdag den 12. november 2008

Gløder, og hvordan de er flottest

Denne tekst er skrevet for noget tid siden i en usædvanlig periode af mit liv. Dengang var det en drøm, i dag er det virkelighed. Oprindeligt publiceret på www.blog.dk/curlyc.


Solen var på vej ned, da jeg fortalte dig, hvordan kærlighed kan måles på gløder. Og hvordan dine øjne strålede af millioner, når du smilede. Jeg forsøgte at holde gråden tilbage, for du var så smuk, som du lå der med gløder i øjnene. Måden dine fingre aede min arm, gjorde det svært at trække vejret - du gav mig kuldegysninger. Du gør det også nu, selvom du er langt væk. Jeg savner dig ... jeg længes efter dig. En sjælden idé, om at jeg skal cykle med kærligheden bundet fast til styret, er igen opstået i mit indre. Jeg har været død så længe, at jeg glemte, hvordan det føles at være levende. Men jeg kom tilbage - du viste mig vejen, og selvom det hele virker så svært lige nu - så er der en mening med alt. Det føles sådan - og hvis ikke der er en, så laver vi en, skat. Hold dit hoved højt - smil et smil, så jeg kan lære at leve som den jeg er. Du er min flamme, en glemt idé - en fortrængt drøm, og jeg ønsker dig som en del af mig. Min partner, min ven, mit liv. Du er den jeg mangler, for at kunne finde gennem køkkenet. TIlbage er kun le voyage med en bryde af jalousi og generthed bundet til min ryg, med ottetalsknob og løkker om min hals. Glem mig aldirg - jeg vil dø med dig.

Appelsin-universet

Mange mennesker har helt specielle rutiner i forbindelse med at gå i seng om aftenen. En særlig rækkefølge, som de er nødt til at følge - først børstes tænder; så godnattisses der; afklædning; vækkeursdrejning; puderysten - og så videre. Lige indtil søvnen overfalder dem. En rar, nyfrisk og planlagt søvn, der inden alt for længe vil afbrydes af føromtalte vækkeur.
Jeg er på mange måder ligesom de mennesker - jeg sover for at vågne igen, og jeg har mine rutiner. Mine rutiner er dog ikke som de flestes andre, tror jeg. Ikke nogen jeg kender i al fald. Derfor er denne skrivelse et håb om, at møde mennesker med samme tankegang som jeg - hvis der findes mennesker ude i sansningen, der deler mine fantasier.

Det begyndte i præpuberteten - jeg var ni, tror jeg. Jeg vågnede op, som mange andre drenge gør i den alder, med en erektion. Og eftersom jeg aldrig kunne huske, at have prøvet sådan noget før, blev jeg en anelse bekymret. Det ene førte til det andet, og det varede ikke længe før jeg var nødt til at forsøge, ligesom mange andre drenge i den alder, at give mig selv erektion igen (uden dengang at vide, hvad det mærkelige fænomen hed, naturligvis). Jeg fandt forholdsvis hurtigt ud af, hvad jeg kunne tænke på for at tilvejebringe den reaktion hurtigt. Og det har holdt fast. Jeg sidder nu som 56 årig, med samme tanke som jeg tilfældigt fik for 47 år siden.

Appelsiner. Det handler om appelsiner. Jeg elsker duften, følelsen, synet og i særdeleshed smagen af appelsin. Appelsinens orange farve og dens noprede hud - den bitre hvide inderside og sødmen i kødet. De bedste er økologiske, men de kønneste er sprøjtede.
Og på grund af tankerne om appelsiner har mine aftenrutiner ligeså længe, jeg har haft mit eget hus og budget været præget af frugterne: hver eneste aften, spiser jeg gerne to appelsiner, før jeg gnupper skrællen mod min hovedpude (for duftens skyld, naturligvis). Bagefter lægger jeg fire appelsiner klar til morgenmaden den efterfølgende dag, hvorefter jeg hælder mig et glas appelsinjuice op. Slutteligt børster jeg tænder med mit specialfremstillede appelsintandpasta og tisser godnat.
I sengen overfalder lugten af hovedpuden mig, og jeg genfinder følelsen, der overraskede mig som niårig. Derfor finder jeg et par appelsiner, og ganske langsomt kærtegner dem. Slutteligt skræller jeg dem. Med nydelse i hvert eneste lille stykke skræl.
Lige før følelsen kulminere, spiser jeg frugtkødet - smager syrligheden og den efterfølgende sødme. Lader saften trille ned over min hage og ned i min seng. Jeg elsker at være ved, at blive kvalt i saften. Det er det ultimative.

Bagefter lægger jeg mig til at sove. Morgendagens små udfordringer svirrer rundt i mit hoved.

Sjældne bekendelser

Min drøm er at vågne, mens jeg endnu ikke er holdt op med at sove.
Tænk at kunne drømme mens man var vågne. Jeg savner de nætter, hvor jeg drømte om lyseblåt. De nætter hvor gyngestativerne var medvirkende for at skabe en stemning af kerne. Nu er de kun med, når gyngerne bevæger sig af sig selv.
At svømme var dengang let, men med mindet in mente, er jeg begyndt at drukne, før jeg overhovedet har rørt vandoverfladen.
Du skal vide, at jeg på ingen måde bebrejder dig den udvikling mit liv har taget - det er nok blot tilfældigt, at du forsvandt lige da drømmene begyndte.
Ring på et tidspunkt - hvorfor skal du være så forbandet stædig?
Det går op for mig - du ligner mig jo.

- Jeg er bare ikke syg vel, gamle?

tirsdag den 11. november 2008

Tvivlsomme betragtninger fra en 1.g'er

Det begyndte i slutningen af folkeskolen. For i folkeskolen mener jeg, at kunne huske følelsen første gang - også lidt den undren over, hvad det mon var for noget. Jeg erindrer dog ikke, at have tænkt særligt længe over det. Det skulle jeg måske have gjort, men det skulle jeg måske alligevel ikke. Det er jo en balancegang, som jeg allerede for længst er tiltet i, thi jeg ikke tænkte over det. Og eftersom jeg sjældent formår at gøre fortiden om, kommer jeg nok heller ikke til at have tænkt over der, selvom jeg tænker nok over det nu. Det kan vel kaldes bagklogskab, men det er jeg nu i tvivl om. Det er jeg tit - i tvivl. Jeg ved egentligt ikke rigtigt, hvad tvivl er. Det føles nogle gange lidt brændende. Ærgerligt. Det kan også føles som en stikkende frustration.
Sommetider kan det dog være en lettelse. Jeg ved inderligt ikke, hvad tvivl er - og hvad godt er der, ved at vide det? Det ændrer vel ikke på, om jeg føler det - eller gør det mon? Måske kunne jeg ændre på de ting, jeg tvivler på, før jeg begyndte at tvivle på dem. Det fortvivler mig, hvis jeg har kunnet undgå tvivlen, ved at kende den, før jeg tvivlede.
Jeg ved det ikke. Men følelsen er endnu ikke holdt op nu her i midten af 1.g. Den er forøget lidt, eller også lægger jeg bare mere mærke til den, det er jeg i tvivl om. Men i hvert fald er det klart, at jeg får sværere ved at tænke på andet. Eller det vil sige, at jeg får sværere ved at tænke på, om jeg tænker på andet, eftersom jeg tvivler på om jeg overhovedet kan tænke på grund af følelsen. Glædeligt må det alligevel siges at være, når jeg nu kan nedskrive de tvivlsomme tanker, der dog måske ikke er tanker, men blot smålige illusioner. Det kan nu også være, at jeg på frygtelig vis fordærver Dem med tvivl. Jeg ved det ikke.
Det kunne nu være rart at vide, hvad følelsen er for noget - nu har den huseret siden slutningen af folkeskolen. Det tror jeg i hvert fald - jeg er lidt i tvivl, men ikke så meget, som jeg er om så mange andre ting. Måske er jeg syg, men sådan føles det nu ikke. Snarere som om, jeg ikke rigtigt ved noget. Men jeg er i tvivl om, hvorvidt det er en sygdom ikke at vide noget - det må være svært ikke at vide noget. På den anden side kunne det nok også være meget rart. Det ved jeg ikke.
Der er nok heller ikke noget, jeg kan gøre ved følelsen. Selvom det nu ville være rart med en pause, som kunne give mig lidt blod på tanden. Altså ikke for alvor, eller det tror jeg i hvert fald ikke. Jeg er i tvivl om, hvor det udtryk stammer fra. Ja, nu hvor jeg tænker over det, kommer jeg helt i tvivl om udtrykket overhovedet stammer - altså eksisterer. Eller om det er noget, jeg har fundet på. Det ved jeg ikke.

Jeg klarer den vel nok - eller også gør jeg ikke.