søndag den 2. november 2008

Parodi på illusion

Jeg lever på en klippetop af leverpostej - der, hvor jeg skal dø, er nu mit hjem. Det varer ikke længe, før jeg må forlade denne verden, hvor man drømmer om sky og couchetter. Denne verden hvor man selv er en københavnsk rødbede. Livet har handlet om at arbejde på min smag - jeg har trænet hver eneste dag: øvet mig i fugtdannelse; konsistenstiltag; tilsætningsstofskamouflage; og meget andet, der vil øge smagsoplevelsen hos den smukke herre, der venter på oplevelsen bag min eksistens.

Jeg havde en ven - han var vist syg. Han troede, at han levede i en verden, der består af det, han kaldte mennesker. Han havde venner (vi andre rødbeder kender kun til "venner" gennem Folmers Episke Fortællinger), noget, han kaldte, kæreste. Han, Esben var hans navn, gik rundt i en stor verden, de andre "mennesker" kaldte Jorden. Det højeste mål i den verden var at blive lykkelig, fortalte Esben mig en aften - men ingen vidste åbenbart rigtigt, hvad lykkelighed var. Alligevel jagtede de den følelse, hvorfor forstår jeg ikke.

Nuvel, en dag kom Rødbedenævnet og tog Esben med sig - han blev kastet ud i møddingen - det er den værste skæbne, der kan overgå en rødbede - fordi han eftersigende var psykisk syg. Hans lære er dog velbevaret, og det rygtes nu, at også Peter Skamfætter (en rødbede af en rigtig fin æt) også er begyndt at snakke om menneskeverdenen.

Jeg kan ikke lade vær med at tænke på, om de måske alligevel havde fat i noget. Engang imellen synes jeg, at jeg kan høre mennesker, der snakker om livet på Jorden. To gange har jeg i mine drømme set menneskerne - de ville have mig med.
Det er ikke til at sige, men jeg må igang med min daglige træning.

"I lige måde" - der, hvor du egentligt lever

Jeg elsker, når du siger "I lige måde". Jeg bliver dig mere og mere hengiven hver eneste gang, den sætning falder over dine læber. Formentligt er det usikkerhed snarere end inkreativitet - men jeg har vænnet mig til at holde af den.

Misforstå mig dog ikke! - den dag, du overrasker mig med noget nyt og spændende; da vil jeg kunne falde i søvn i dit hjerte, for aldrig at vågne helt op igen. Den dag vil jeg endeligt kunne erklære min opgave for fuldført - mit livs opgave: Kærligheden. For ganske vist lever jeg kun ganske kort, men tilværelsen føles så behagelig lang, hvis blot jeg må lægge mig ved siden af dig hver eneste aften. Dit liv giver mig tryghed; og jeg behøver ikke leve - bare kigge på dig.
Falde i dine øjne, kravle rørt ud. Med mine poetiskfremsagte tårer løbende af dine kinder - gemme sig et øjeblik i dine unikke smilehuller. Dér kravler jeg ned, når jeg har ondt. I dit smil finder jeg den største gave - udholdenhed. Mit liv har ikke altid været som at dufte til drivhuse i sommernætter; men endelig har jeg fundet én, hvor jeg rigtigt kan gemme mig. Hele mit liv vil jeg ligge i min hule i din kind.
Pas på mig, og hold om mig, som om du nyder det - som om du ønsker det. Træk dig ind til mig og lad mig hviske dig, hvor smuk du er - ikke blot i mine øjne, men i verdens. Hvordan balancen mellem godt og ondt opretholdes af dit unikke væsen. Ved din side bliver jeg egoistisk - krige og hungersnød bliver ligegyldige. Kun du og jeg er væsentlige - og gud, hvor vi er væsentlige.

Jeg ønsker dig i min seng; som en lille kikkert ud i en fremtid, jeg drømmer dig ind i.

Spørgsmål vedr. tilværelsen - ikke særligt gennemtænkt, men præget af fuldemandssnak

Eksisterer et glemt og uudsagt udsagn?
Hvor forsvinder alt det tabte hen?

Med ovenstående spørgsmål in mente, kan det være svært at forestille sig, at denne verden er den eneste.
Jeg er frygtelig eksistentialist - faktisk så meget, at jeg tror, at tilværelsen kun er et produkt af vores egen fantasi. Alt der eksisterer, eksisterer fordi jeg tror det. Fordi jeg behøver det.
Min tilværelse er en illusion, men en forbandet behagelig illusion. Illusion om kærlighed, venskab, kompetencer - nytænkning og ideer.

Jeg kan sagtens leve med tanken om, at alt jeg oplever er en illusion - men kan du?
Kan du acceptere, at du er den eneste i din tilværelse?

Men har det glemte og uudsagte udsagn nogensinde eksisteret, hvis blot det var en illusion i en illusionel idé fremstillet af en illusionel tankevirksomhed?