lørdag den 4. oktober 2008

Om savn

Jeg forstår stadig ikke, at du er helt væk. Hver eneste gang jeg kigger ud af vinduet, ser jeg dig et kort øjeblik - men erkendelsen kan man heldigvis vænne sig til; tage den lidt på forhånd.
Når jeg synger - når jeg skriver, er det af ufuldstændighed. Det er mangel af dig. Det er ikke blot savn og sorg, men fordærvelse. Det er kærlighed, og hvorfor skulle du forsvinde - bare fordi du savnede regnen?
Men helt væk er du ikke - du er i alle skyerne, du smiler nogle gange. Et vindpust, der dufter lidt af din parfume. En stemme, som ligner din. Smagen, følelsen og kærtegnene. Jeg kan stadig mærke dig i alt - især i mit sind. Der er du ikke borte.
Jeg forstår ikke, at du er væk. Du var her lige før, og tegnene er her stadig. Sangene bliver stadig sunget, og rulletrapperne kører stadig. Det er de samme reklamer og blot endnu et afsnit i din yndlingsserie. Din seng er redt og computeren står til opladning. Batterierne i din fjernbetjening er ikke blevet skiftet. Bilerne triller stadig - selv den der ramte dig.
Jeg har altid sagt, at du var lille og let - den fik knap en bule. Men hele min tilværelse er bøjet og slået i stykker. Jeg er totalskadet og for mig er der intet nyt afsnit. Det forrige blev det sidste, og det kønneste. Reklamerne har ændret sig, de er ligegyldige. Batterierne gør ingen anden nytte end at ligge - jeg skifter dem ikke. Jeg ved ikke hvorfor.
Men helt væk er du ikke - du lever lige her. Midt inde i mig, der hvor der ikke er brug for batterier. Jeg gennemlever alle dage med dig gang på gang - mørket er den bedste scene, og min seng er hjemstedet. Dine øjne er lige bag ved mine, og det er med dem jeg ser. Dine hænder er overtrukket af min hud, og med dine jeg føler. Du er sindet under mig, og du er hjertet i mig. Du lever inden i mig, og jeg lader dig ikke dø ... ikke helt.

Om drømme

Jeg ønsker ikke, at vågne. Hele mit liv har jeg ventet på det her - sådan føles det lige nu.
Jeg vil ikke vågne, for så skal jeg væk. Væk fra dig. Eller måske er det dig, der tager væk fra mig. Vi rører ikke hinanden - jeg tør ikke. Men det er ikke nødvendigt, for alt jeg har brug for er det her. Duften af dig, og visheden om, at du er lige her ved siden af mig. Og med den specielle energi du tilsætter luften - jeg ved ikke, hvordan du gør det, men jeg kan mærke dig - giver du mig en følelse af helstøbthed. Af eksistensen. Jeg tror faktisk næsten, at jeg lever nu. Jeg lever af dig. Du bevæger dig lidt. Lad nu være med at vågne. Lad nu være med at forsvinde. Jeg har brug for dig, for mit liv afhænger af dig. Jeg tænker mig om et øjeblik - du giver mig en kuldegysning. Men så forsvinder tankerne igen. Jeg vil bare ikke vågne. Pludselig vender du dig om, sådan at dit ansigt vender over mod mig. Sådan lyder det i hvert fald. Dit kærtegn rammer mig. Det ødelægger mig; men giver mit liv essens. Du strejfer blidt min pande, og jeg må anstrenge mig for ikke at vågne. Men hvilken følelse i maven - det sug, som kendetegner alt det, som du giver mig, er ingenting i forhold til den følelse min krop sitrer af, nu du aer mig på hovedet. Jeg vil give alt - undtagen min søvn - for at du vil blive ved med det. Du må ikke vågne. Jeg vil ikke vågne. For så forsvinder jeg. Eller du.

Om spørgsmål med uønskede svar

Jeg tænker meget. Men det er vel også iorden, så længe tankerne bare ikke glemmer at de har været tænkt - så tænker man nemlig i ring, og så finder man aldig ud af noget. Jeg tænker meget over livet og "hvorfor". Mest af alt tænker jeg "hvorfor?" - og det er vel også iorden. Så længe man ikke finder alle svar.

Det er spændende med mentale jagter på evige spørgsmål, for det er detektivarbejdet, der tiltrækker. Svaret er jeg egentligt bange for at finde. Jeg vil allerhelst forblive uvidende - her er trygt i inkompetancens mørke - men jeg vil også have lov til at opnå en misforstået selvransagelse gennem søgen på svar til ubesvarlige spørgsmål. Derfor vil jeg studere og, fortsat, praktisere filosofisk tænkning. For i bund og grund er filosofi vel, at tro man finder svar på spørgsmål ved at tænke - og så alligevel ikke have lyst til at erkende sandheden af de svar man finder.

Der er måske endegyldige sandheder - men vi finder dem forhåbentligt aldrig.