lørdag den 27. september 2008

Om afsked, med kurs mod gode tider

Først er beslutningen, der
hilser på og venter pænt
til allersidste frygtelige sekund
før den beslutter sig for, hvad den vil

Så kommer afskeden
trampende og lumsk lidt listende
den er ikke ond, bare usselt nødvendig
afskeden er gråden, hvor tvivlen er værst.

Endelig erkendelsen af det gode
for selvom gråden stadig sidder i øjet
traf beslutningen det rigtige valg
og nu lægger hele verden åben - bare for dig.

Om Tankens Sprog

Forestil Dem, at det er muligt at skabe et menneske, der fra fødslen er spærret inde i et helt mørkt kammer, hvor der overhovedet intet lys er. Subjektet er tilsluttet diverse redskaber og værktøjer, der gør at det ikke bliver sultent eller tørstigt. Det bliver ikke koldt eller varmt, men holder en temperatur lige over 37 grader. Der er naturligvis helt stille i kammeret. Nu kommer det lidt sværere: subjektet svæver over jorden, sådan at der er intet, der rører dets hud.

Opsummeret har subjektet ingen sanselige perceptioner overhovedet; de basale behov er opfyldt og subjektet er ved bevidsthed.
Hvis vi så forestiller os, at vi kan tilslutte et apperatur (stadigvæk uden at give subjektet nogen form for perception), der kan aflæse eller -høre hvad subjektet tænker.

Når vi mennesker tænker, sker det med en blanding af sansnings- og følelsassociationer, føles det som - især når vi tænker over, hvordan vi tænker. Nogle mennesker tænker meget visuelt, nogle meget sprogligt, andre i følelser. Men hvis man fjerner de sansninger - hvad har vi så at tænke med?

Det naturlige svar er følelserne - men i ovenstående tankeeksperiment, virker det irrationelt at subjektet skulle udvikle følelser. Der er ingen nødvendighed af følelser og i følge evolutionsteorien, udvikler man ikke noget, man ikke har behov for.
Ergo ville følelser også være udelukket for subjektets tankevirksomhed.

Det spændende spørgsmål er så, hvad tænker subjektet med?

- Mathias H. Andersen

torsdag den 25. september 2008

Om ægteskabet

Glem din steg et øjeblik
Kom herud og dans med mig
istedet for
Det er længe siden
jeg har set dig
- altså rigtigt set dig
Lad mig se dine dejlige øjne
Lad mig se et smil
Må jeg stadig elske og ære dig?
- selv i modgang?
Ægteskab er smukt
- ikke til at kimse af
Det er dybfølt respekt
med kærlighed som slips
Forresten
... hvornår er stegen færdig?

Om at være hengiven

Jeg venter gerne
på halsen med flasken
Et abnormalt vemod
svarer ofte til en brugt kedsomhed
Når du er her
gror mit hår på ny
lader mig smile
lidt endnu
Thi når du er borte
er en sort/hvid film nuanceret
Du er mit livs krydder
og det absolut modsatte
af en splint

onsdag den 24. september 2008

Om erkendelsens forsinkelse

Flyveturen over byer, der brænder - broer der bukker under for utallige ugers stress og pres - og over skove, der stille dør og visner, byder ikke blot på følelsen af at være lille, men giver mig også muligheden for at mærke livet. Ved at opleve døden, kan jeg nu endelig glæde mig over livet - fortrydeligt er det dog, at en sådan betragtning altid foretages for sent. Erkendelse er aldrig til tiden.

Jeg savner farverne og trygheden. Karkludssuppe og slikkepindedamer. Tyggegummi ved lægen. Glæden ved en sten, en pind og en hel skov som universet. Størrelsen på et slot, og magien ved en kanin i hat. Jeg savner at græde over ingenting - og at kunne råbe og skrige. Jeg savner at Disney Show var det bedste ved fredagen - at MGP betød sodavand, slik og sjov. At man var stor, når man var blevet for gammel til Kaninbjerget - og når man kunne bade selv - at kunne sidde på en stor stol eller spise med en stor gaffel.
Jeg savner at blive holdt udenfor - ikke at få alt af vide. Jeg savner nysgerrigheden, og mine forældres misforståede bedrevidenhed. Roen ved at vide, at når mor lover noget - så skal hun nok holde det. Trøsten ved et umuligt løfte og følelsen af en glemt aftale.
Uhyggen ved mørke, faren ved aftenen, utryghed om stjernenes intentioner og motiver. Forbavselse og forundring over smukhed - fortvivlse og fortrydelse over SFO og alenehed - forventning og fortryllelse over fremtidens voksenliv.

Erkendelse er altid forsinket

tirsdag den 23. september 2008

Om behagelig klaustrofobi

Som en bæk, der saligt tegner linjerne i et nostalgisk øjebliksbillede af, hvordan barndommen føltes. En pludselig idé - et paradigmeskift. Glæden ved at opdage en ny konstallation i tilværelsens sammensætning. Som nøglen til en døråbning; som x'et i ligning. Følelsen af tilstrækkelighed og roen ved, at vågne op i sin egen seng efter en lang rejse til uhyggelige dystopier af ondskab, med bekræftelsen om, at alt blot var en drøm.
Saligheden og ekstasen, som normalt modsiger hinanden, forenes i en behagelig varm tone af dig.
Du er min lille rosenbusk af velduft og -være. Min lykkes smed og rustfjerner.

Tak fordi du er dig, og lader mig være mig.
Tak, dig, som jeg ønsker, skal være mig.

Om Teodicé - problemet med ondskab

Ideen om Gud i kristen forstand - almægtig, algod og alvidende - har et uhyggeligt stærkt modargument i Epikurs fremlægning af Teodicé.

"Enten vil gud afskaffe det onde og kan ikke;
Eller han kan, men vil ikke;
Eller han hverken vil eller kan;
Eller han både vil og kan.

Hvis han vil, men ikke kan, er han svag –
Og det kan man ikke regne med hos gud.
Hvis han kan, men ikke vil, er han ond –
hvilket er lige så fremmed for gud.
Hvis han hverken kan eller vil, er han både
svag og ond og derfor ikke Gud.

Hvis han både vil og kan,
Hvilket er det eneste der sømmer sig for gud,
Hvor kommer det onde da fra,
Og hvorfor afskaffer han det ikke?"


- sagt på en anden måde: hvis ikke Gud kan eller vil ændre ondskaben, er han da reel Gud?

Et svar kunne være, at Gud vil uddanne os - lære os at værdsætte godheden (modsat ondskab); imidlertid skaber det så problemet om, hvorvidt en Gud med gode intentioner, men med onde handlinger er en algod, alvidende og almægtig gud? Om meningen helliger midlet.

Det kan yderligere tilføjes, at der ikke findes noget logisk svar på ovenstående. Ifølge den alment accepterede argumentationslogik er alle regler opfyldt, og dermed kan spørgsmålet ikke angribes rationelt. Vi er nødt til at bøje reglerne eller indsætte præmisser, som spørgsmålet ikke tager op.

Slutteligt kan et modargument være, at Guds "tankegang", altså motiv bag ondskaben er på et for højt kognitivt plan, til at vi mennesker nogensinde ville kunne forstå det. Men hvorfor så overhovedet beskæftige sig med metafysik eller filosofi i almen grad?

- Mathias H. Andersen

mandag den 22. september 2008

Om glæden ved at skrive

Kære medbloggere.

Da jeg for ganske få måneder siden påbegyndte den æra i mit liv, som jeg ynder at kalde "blogperioden", anede jeg ikke, at den ville komme til at få så stor en indflydelse på mig. Jeg kan idag se tilbage og erkende, at jeg har ændret mig som person og ikke mindst som skribent, efter at have udgivet tekster i massevis. Men hvilken glæde det dog er, at skrive.

At kunne formulere sig detaljeret, ikke nødvendigvis præcist, thi skønhed ofte er assymetri og kaos, er vidunderligt. Det er ikke kun et middel eller et værktøj - det er et våben. Ordet er ikke blot stærkere end sværdet, men også ganske mere spændende og tankevækkende. Derfor drømmer jeg om en tilværelse med ordet godt inde på livet, hvor jeg forhåbentligt vil få mulighed for at eksponere mine tanker og ideer.
Jeg drømmer om en eksplosion i rammerne af sprog, hvor brudstykker af al verdens information, formuleringssans, filosofi og livsgrundlag bliver slynget rundt i et åbent og blankt nihilt intethed, og hvor jeg vil kunne svæve rundt med et gammelt sommerfuglenet fra en barndom, som for længst er forsvundet, gennem denne intethed - blot for at fange enkelte guldkorn og en masse forkasteligt nonsens, som i deres kontekst var sandheden. Thi vi alle er nonsens uden for vores kontekst.

- Mathias H. Andersen