mandag den 1. december 2008

Bjergene

Jeg har svært ved at beskrive denne følelse. De sidste fire dage har den sitret under huden - den har trykket, varmt, mod mit brystben. Som en tyk flydende substans - honning, måske. Eller sirup. Gode ting normalt, men inde i maven gør det ondt. Jeg kan måske græde lidt. Det er dog aldrig meget. Og gråd har aldrig hjulpet - gråd er hjælpeløshed. Jeg er aldrig hjælpeløs. Der er altid en vej ud, det ved jeg. Det har der altid været - så hvorfor skulle der ikke være det nu. Det er som en naturlig dæmning - hvis jeg leder længe nok, finder jeg hullet, og jeg kan komme ud på den anden side. Hvis ikke hullet er der, så må jeg lave det selv.
Det jeg prøver at sige, er at det her ikke er nyt for meget - jeg havde bare lige vænnet mig til at undvære det. Derfor virker det hårdt. Afsindigt hårdt.
Kan man bestige bjerge, selv hvis de ikke lader sig bestige? Jeg ved det ikke - jeg tror det ikke. Men nu må vi se. Hver eneste dag prøver jeg.
Hver eneste dag.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar