lørdag den 15. november 2008

Trivialitetens spøgelse

Du står op klokken seks hver morgen til en dag, du kender som bukselommen i de bukser, du strøg i går aftes. Du tager dem på lige nu. Du regner med en dag - én som alle de andre. Du glæder dig til weekenden, fordi så kan du lave det, du laver i alle andre weekender. Både den sidste og de næste mange hundrede.

Du går på arbejde. Du tager telefonen, hvor du allerede, da den ringede, vidste, hvad samtalen ville dreje sig om. Du sælger det sædvanlige, og du får fri klokken fire. Du henter din bil i samme bås, som du satte den forrige mandag.

Du kysser mig, som du altid gør, har gjort og vil gøre. Du spørger mig, hvordan min dag har været, jeg svarer, og spørger dig om det samme. Du mumler, at dagen har været som alle de andre - både den igår og imorgen. Du læser avisen og ser den i tv.

Du går i seng. Du tager mig med, men da det ikke er onsdag, lægger du dig til at sove. Du snorker. Du snorker igen eller stadigvæk. Du drømmer måske, men det ved man aldrig. Du tænker ikke på, hvor længe jeg ligger hver aften og tænker på, at du er død. Du lever ikke mere - ikke længere.

Du går igen. Du er fanget i evigheden. Du har brændt broen til dit liv - en der engang var så stærk. Du er alt det, du lovede dig selv ikke at blive. Du er den, du frygter. Du ved det ikke selv.

Du er død. Du går på arbejde. Du er slutningen i dit liv. Du henter den i samme bås. Du er død. Du snakker i telefon. Du er slutningen på dit liv. Du ser tv og avisen. Du er død.

Du er trivialitetens spøgelse - du er som de andre.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar